Skip to content

4839/22

Skadetype: Skade på anden anatomisk struktur end tand/nerver - Tab af knogle
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Udtrækning af tand samt behov for rodbehandling og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Udtrækning af tand samt behov for rodbehandling og efterfølgende gener. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 56-årig mand, der den 21. december 2018 bl.a. fik taget røntgen af tanden 6-, som fandtes at vise sekundær caries i tanden. I den forbindelse blev det noteret, at tanden skulle fjernes senere. Ved behandling den 18. januar 2019 blev det noteret, at patienten ville henvende sig senere til en tid til operativ fjernelse af tanden 6-. Den 28. juni 2019 blev tanden 5- behandlet med en plastfyldning på grund af caries og defekt fyldning. Desuden blev det noteret, at tanden 7- skulle observeres for caries. Patienten henvendte sig den 18. februar 2020, da fyldningen i tanden 6- var tabt. Det blev igen aftalt, at patienten skulle henvende sig igen for fjernelse af tanden. Den 3. marts 2020 blev tanden 6- fjernet ved et operativt indgreb, og der blev ordineret smertestillende medicin. Efterfølgende kontaktede patienten tandlægen samme dag med henblik på ordinering af stærkere smertestillende medicin, hvilket blev ordineret. I den forbindelse blev der informeret om, at tandfjernelse almindeligvis gav anledning til smerter. Patienten henvendte sig igen den 6. marts 2020 på grund af smerter efter tandfjernelsen. Der blev skyllet i området og indlagt et smertestillende indlæg i rodlejet. Den 10. marts 2020 henvendte patienten sig igen på grund af fortsatte smerter. Det blev noteret, at det smertestillende indlæg havde haft en god effekt, men patienten havde nu igen ondt. Det blev konstateret, at der var madrester i knoglesåret ved et blottet stykke knogle. Patienten fik derfor udleveret en skyllesprøjte til renhold, og blev anbefalet at undgå kontakt med den blottede knogle med tungen. Ifølge journalen fra den 15. april 2020 henvendte patienten sig igen på grund af smerter, som dog var aftagende. Der blev konstateret fin heling og ingen tegn på infektion. Ved undersøgelse den 29. maj 2020 blev det noteret, at patienten var smertedækket med Panodil efter tandfjernelse. Der blev desuden konstateret caries under fyldningen på tanden 7-, hvilket blev bekræftet på røntgen af samme dato. Desuden blev der konstateret et afstødt lille stykke knogle, som var synligt gennem slimhinden. Knoglestykket blev herefter fjernet samme dag. Den 12. juni 2020 blev det noteret, at symptomerne var forsvundet efter fjernelse af knoglestykket. Tanden 7- blev herefter behandlet med en plastfyldning. Patienten henvendte sig igen den 16. juni 2020 på grund af kraftige smerter efter behandlingen af tanden 7-. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden samme dag, og den 18. juni 2020 blev tanden rodfyldt samt røntgenfotograferet. Ifølge journalen fra den 22. juni 2020 var tandlægen ikke tilfreds med rodbehandlingen, og ville gerne lave den om. Rodbehandlingen blev derfor lavet om den 25. juni 2020. Efterfølgende blev der ordineret penicillin på grund af fortsatte symptomer fra tanden. Patienten blev efterfølgende henvist til anden tandlæge på grund af manglende heling i regio 6-, hvor der den 28. september 2020 blev foretaget kirurgisk åbning i regio 6-. I den forbindelse blev en skarp knoglekant slebet. Den 8. januar 2021 blev det noteret, at der kun var lette symptomer efter de operative indgreb, og at patienten ikke længere tog smertestillende medicin. Den 10. marts 2021 blev tanden 7- præpareret til krone af en tredje tandlæge, og den 24. marts 2021 blev kronen cementeret på tanden. Ifølge journalen fra anden tandlæge blev det den 10. juni 2021 noteret, at der havde været irritationssmerter efter indgrebet, men ikke behov for smertestillende medicin. Det blev konstateret, at der var fin heling i regio 6-, og der var ingen sygdomstegn ved tænderne 7- og 6. Desuden var tanden 7- blevet behandlet med en krone.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til rodbehandling og krone samt øvrige afholdte udgifter. Desuden søges om godtgørelse for svie og smerte samt gener.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. december 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at det den 3. december 218 blev noteret, at der var behandlingskrævende huller i flere tænder. Herudover blev det den 21. december 2018 noteret, at tanden 6- skulle fjernes, og at tanden blev fjernet den 3. marts 2020. Efterfølgende var der komplikationer i form af afstødning af et stykke knogle.

Tryg fandt videre, at røntgenbilledet af den 21. december 2018 dokumenterede, at tanden 7- var forsynet med en stor sølvfyldning.

Tryg fandt herefter, at røntgenbillederne af den 3. og 21. december 2018 dokumenterede et meget svækket tandsæt med behandlingskrævende huller i tænderne 4,3,2,1+1,2,3 og 6-, som skyldtes manglende tandpleje og renhold.

I tilknytning til ovenstående fandt Tryg, at behandlingen af huller blev udført i overensstemmelse med erfaren specialiststandard, og at komplikationerne i form af afstødning af sårheling og knogle i forbindelse med fjernelse af tanden 6- er en almindelig hændelig komplikation, der optræder med en hyppighed på henholdsvis over 2% og 12-15%, selv om behandlingen er udført korrekt. Den efterfølgende behandling med smertestillende indlæg vurderes ligeledes er udført i overensstemmelse med erfaren specialiststandard.

I henhold til tanden 7- fandt Tryg, at tanden allerede på røntgenbilledet af den 21. december 218 fremstod med en meget stor og dyb sølvfyldning, der dækkede 80% af tandens krone. Det faktum, at fyldningen var så stor, disponerede for, at der kunne ske påvirkning af tandens nerve, idet svækkelsen medførte risiko for revnedannelse og behov for rodbehandling. Behandlingen af tanden med rodbehandling og krone skyldes således forhold ved tanden selv og ikke forhold ved den anmeldte behandling.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 10. december 2021 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at udtrækning af tanden 6- med overvejende sandsynlighed er udført bedst muligt. De efterfølgende komplikationer er desuden en hyppigt forekommende komplikation (mere end 2% i sammenlignelige tilfælde), hvorfor lovens krav om sjældenhed ikke er opfyldt. Der kan derfor ikke tilkendes erstatning herfor.

 

Nævnet finder videre, at det fremgår af journalen, at der var caries under en ældre amalgamfyldning i tanden 7-. Den udførte rodbehandling er en følge af grundlidelsen caries og den nødvendige behandling heraf. Der var således indikation for at foretage en rodbehandling af tanden, og derfor er der ikke tale om en erstatningsberettigende skade.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og nr. 4.