Skip to content

4851/22

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Åbning til nervehulrum

Beskrivelse:

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Den skadesudbedrende behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand til følge. Den skadesudbedrende behandling. TSAN ændrede Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 65-årig mand, der henvendte sig til tandlægen akut den 15. juli 2021 på grund af smerter. Der blev taget røntgen af tanden 7-, som fandtes at være meget slidt. Da patienten manglede flere tænder, blev det besluttet at forsøge at bevare tanden. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden samme dag. Patienten henvendte sig herefter til egen tandlæge den 16. august 2021 på grund af smerter fra tanden 7-. Der blev taget røntgen af tanden, og på grund af mistanke om en gennembrydning blev den midlertidige fyldning fjernet. Der blev herefter igen taget røntgen, som bekræftede formodningen om gennembrydning af tandroden mellem tandens rødder. Patienten blev herefter informeret om, at tanden ikke kunne bevares.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. december 2021 traf Tryg afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Tryg fandt, at patienten med overvejende sandsynlighed er blevet påført en skade i form af en gennembrydning og tab af tanden 7- som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt i den forbindelse, at der var grundlag for at rodbehandle tanden 7- den 15. juli 2021, idet der var smerter fra tanden. Smerter kan være et tegn på betændelse.

Tryg fandt herudover, at der i forbindelse med rodbehandlingen den 15. juli 2021 skete en gennembrydning mellem tandens rødder, og at dette blev dokumenteret på røntgenbilledet af den 16. august 2021.

Tryg fandt herefter, at gennembrydningen har medført et behov for yderligere behandling og negative konsekvenser, idet det er overvejende sandsynligt, at tanden efter gennembrydningen ikke kan bevares og derfor skal erstattes med et implantat.

Tryg fandt derfor, at den erfarne specialist ville have foretaget åbning til tandens rodkanaler med skånsom teknik samt ved optagelse af røntgenbilleder i flere retninger. Herved havde man med overvejende sandsynlighed kunnet lokalisere tandens rodkanaler, uden at der skete en gennembrydning med tab af tanden 7- til følge.

Tryg fandt dog, at patienten uden den anerkendte skade havde kunnet bevare tanden 7- ved behandling af tanden med en rodbehandling, en opbygning og en krone. Det betyder, at patienten med en erstatning for den skadesudbedrende behandling, har sparet udgifter til den ellers forventede behandling, hvilket vurderes at ville have beløbet sig skønsmæssigt til 11.500 kr.

På den baggrund fandt Tryg, at den skadesudbedrende behandling i form af rimelige udgifter til fjernelse af tanden 7- samt efterfølgende rekonstruktion af tanden kan godkendes, men der erstattes kun de udgifter til rekonstruktionen, der overstiger den i forvejen forventede behandlingsudgift på 11.500 kr. Udgiften til fjernelse af tanden erstattes uden at fratrække de forventede udgifter.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Trygs afgørelse af 7. december 2021, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder, at implantatbehandling i regio 7- ikke er den korrekte skadesudbedrende behandling henset til patientens nuværende tandstilling, extreme slid og sammenbids-forhold, herunder dybt bid m.m.

 

Nævnet finder derfor, at der kan tilkendes erstatning for udgifterne til en delprotese i underkæben og rebasering heraf jf. overslag 25. marts 2022 på i alt 10.708 kr. Såfremt skaden ikke var sket, skulle tanden have været rodbehandlet og forsynet med opbygning og krone for at kunne bevares på længere sigt. Der skal derfor fradrages 11.500 kr. for sparede udgifter jævnfør Trygs afgørelse af 7. december 2021. Da fradraget således overstiger udgiften til den skadesudbedrende behandling, udbetales der ikke erstatning.

 

Hvis patienten ikke ønsker en delprotese, kan der alternativt tilkendes en godtgørelse på 4.000 kr. for tab af tanden. I så fald skal der igen rettes henvendelse til Tryg for udbetaling af godtgørelsen.