Skip to content

4880/22

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Andet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Implantatbehandling og efterfølgende infektion med behov for ny pacemaker. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Implantatbehandling og efterfølgende infektion med behov for ny pacemaker. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 73-årig mand, der den 22. september 2020 fik foretaget knogleopbygning samt isat et implantat i regio +1. Forud for indgrebet blev det noteret, at patienten tog blodfortyndende medicin, og i forbindelse med indgrebet blev der ordineret antibiotika som forebyggende foranstaltning. Ved kontrol den 7. oktober 2020 blev der noteret fin heling og stingene blev fjernet. Den 18. november 2020 blev der taget aftryk til krone, og i forbindelse med montering af kronen på implantatet den 9. december 2020 blev det noteret, at implantatet ikke var integreret. Implantatet blev derfor udtaget, og der blev renset i området. Der blev herefter ændret behandlings-strategi, og tanden +1 blev erstattet med en porcelænsbro med tænderne 1+ og +2 som bropiller den 24. februar 2021. Ifølge journalen fra sygehuset blev patientens pacemaker fjernet den 2. marts 2021 på grund af en langsomt udviklende infektion i lommen omkring pacemakeren. Dagen efter blev der ordineret antibiotika på grund af tegn på infektion. Ved dyrkning af bakterier blev det den 15. marts 2021 konstateret, at infektionen havde årsag i en hud-bakterie (staph. epidermis).

Patienten søger nu om erstatning for følgeskader efter den udførte behandling.

I brev af 12. august 2021 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1.

Tryg fandt, at patienten ikke er påført en skade som følge af behandlingen hos tandlægen.

Tryg fandt, at der i forbindelse med indgrebet den 22. september 2020 blev ordineret forebyggende antibiotika og noteret, at patienten tog blodfortyndende medicin. Selve implantatbehandlingen ses at være udført efter erfaren specialiststandard, og det forhold, at implantatet blev afstødt, skyldes forhold ved patientens kæbe og kæbeknogle.

Tryg fandt videre, at selv om patienten efterfølgende fik konstateret en langsomt udviklende infektion omkring en lomme ved pacemakeren, så viste efterfølgende mikrobiologiske prøver, at infektion skyldtes hudbakterien Staphylococcus Epidermis, og ikke mundbakterien Streptococcus Sanguinis.

Tryg fandt endvidere, at bakterier overført gennem blodet optræder ikke kun gennem behandlinger i f.eks. mundhulen, men også ved tandbørstning, tygning og brug af tandtråd. Derudover findes en del af stafylokokbakterien naturligt på huden og i slimhinder, og typen Staph. Epidermis er i udgangspunktet kun årsag til sygdom til i forvejen svækkede personer.

Tryg fandt herefter, at selv om der er en vis tidsmæssig sammenhæng mellem behandlingen udført i september 2020 og patientens behandlingsforløb som følge af infektion ved pacemakeren, så er der ikke en egentlig og direkte årsagssammenhæng.

Tryg fandt dermed, at det behandlingsforløb, som patienten var igennem med fjernelse af pacemakeren på grund af en langsomt udviklende infektion, ikke med overvejende sandsynlighed skyldes behandlingen hos tandlægen, men derimod forhold hos patienten selv.

Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning efter behandling hos tandlægen.

1. instans afgørelse:

I brev af 25. februar 2022 traf Tryg afgørelse om, at der ikke er grundlag for at genoptage sagen efter de almindelige forvaltningsretlige regler om genoptagelse.

Tryg fandt, at patientens senest brev ikke indeholder nye faktiske eller retlige oplysninger i forhold til den anmeldelse/ de oplysninger, som patienten tidligere har sendt.

I den forbindelse fandt Tryg, at selv om det ikke kan udelukkes, at den sløve infektion skyldes selve tandbehandlingen, så er det ikke overvejende sandsynligt, at der er en direkte sammenhæng mellem de to forhold.

Derudover henholder Tryg sig til begrundelsen i afgørelsen af 12. august 2021, og der er derfor ikke grundlag for at genoptage sagen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Trygs afgørelse af 25. februar 2022 med den af Tryg anførte begrundelse.

 

Nævnet finder, at dine mails af 19. august 2021, af 3. marts 2022 og af 23. marts 2022 ikke indeholder nye faktiske oplysninger i forhold til det grundlag, hvorpå Tryg traf afgørelsen af 12. august 2021. Der findes derfor ikke grundlag for at genoptage sagen.

 

Det bemærkes dog, at det forhold, at der er en tidsmæssig sammenhæng, ikke er ensbetydende med, at det er overvejende sandsynligt, at den udførte tandbehandling er årsagen til dine efterfølgende gener.

 

Nævnet tiltræder derfor Trygs afgørelse om, at sagen ikke kan genoptages.