Afgørelser
På denne side finder du afgørelser truffet af Tandskadeankenævnet. Afgørelserne bliver redigeret og lagt på hjemmesiden med en kort beskrivelse af såvel hændelsesforløbet som nævnets afgørelse og afgørelsen i 1. instans. Dette gælder for alle afgørelser truffet efter den 1. maj 2009, hvor denne hjemmeside blev oprettet.
Det er muligt at søge i disse afgørelser via skadekoder, afgørelsestyper og om det er en ændring eller stadfæstelse.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der var tale om behandling af tændernes grundlidelser i form af revnedannelse, fraktur samt komplikationer til disse, hvormed der ikke var sket en behandlerpåført skade.
Nævnet fandt, at tandlægen har levet op til gældende specialiststandard i forhold til diagnostik og behandling af tanden -8 og dernæst tanden -6. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Tandskadeankenævnet tiltrådte Trygs afgørelse om overset caries og dermed forsinket diagnostik, som medførte, at tanden skulle rodbehandles og forstærkes med en opbygning.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om omgørelse.
Tandskadeankenævnet tiltrådte Trygs afgørelse. Tabet af tanden -5 havde med overvejende sandsynlighed årsag i forhold ved tanden selv, det vil sige grundlidelse.
Nævnet ændrede Trygs afgørelse til fordel for skadelidte. Nævnet fandt, at der var sket en erstatningsberettigende skade, og fandt imidlertid på baggrund af den neurosensoriske undersøgelse, at skadelidte ud over manglende følesans havde yderligere komplikationer i form af smerter (allodyni) samt manglende smagssans, hvormed der kunne tilkendes en godtgørelse for varigt mén på 10 %. Sagen blev hjemvist til Tryg med henblik på en endelig beregning af godtgørelsen.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse. Der var ikke en tidsmæssig sammenhæng mellem fyldningsbehandlingen og de smerter, der efterfølgende opstod.
Nævnet ændrede Trygs afgørelse til ulempe for skadelidte. Fra skade til ingen skade. Den af Tryg tilkendte ret til erstatning bortfaldt derfor.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse. Nævnet fandt ud fra det foreliggende materiale, at tandbehandlingen var udført i overensstemmelse med erfaren specialist standard, og at de ledforandringer, som gav skadelidte ændret sammenbid, ikke overvejende sandsynlighed havde årsag i den udførte tandbehandling.
Nævnet fandt, at skadelidtes anmodning om genoptagelse samt anken ikke indeholdte nye faktiske og væsentlige oplysninger i forhold til den anmeldelse/de oplysninger, som skadelidte tidligere har sendt. I den forbindelse findes det ikke overvejende sandsynligt, at skadelidtes beskrevne gener havde årsagssammenhæng med tandfjernelserne. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at sagen ikke kunne genoptages.
Nævnet ændrede Trygs afgørelse til fordel for skadelidte. Nævnet fandt, at der kunne tilkendes yderligere 15.000,00 kr. i godtgørelse for svie og smerte. Sagen blev hjemvist til Tryg med henblik på endelig udregning heraf.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade, da bedst mulig behandling havde indebåret behandling af blødningen fra tandkødet ved tanden +8, inden der blev foretaget aftryk. Vedrørende tanden -6 fandt nævnet, at der skulle være sket rettidig diagnosticering og behandling af caries.
Nævnet fandt, at destruktionen af tanden -6 var så omfattende, at kronebehandlingen var en nødvendighed for at sikre en fornuftig langtidsprognose for tanden. Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse. Desuden tiltrådte TSAN fradragets størrelse.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt det ikke for overvejende sandsynligt, at reparationer af holdetråden bag på fortænderne i underkæben fra september 2016 til maj 2022 var årsagen til det nuværende behov for tandregulering.
Tandskadeankenævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at det var overvejende sandsynligt, at tænderne 7+ og +7 var tabt som følge af grundlidelsen, herunder revnedannelse, og ikke som følge af tandlægens behandling eller mangel på samme.
Nævnet fandt, at den fornyede rodbehandling af tanden 6- levede op til gældende specialiststandard. Det forhold, at der skete genopblussen af rodspidsbetændelsen i juli 2023, havde med overvejende sandsynlighed ikke årsag i rodbehandlingen, men derimod i en mulig rodfraktur eller subpulpal (fraktur af tanden under tandnervens niveau). 'Dry socket' var en almindelig komplikation til udtrækning af tanden. Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed var sket en skade på tanden +3 som følge af skævboring, hvilket havde medført tab af tanden (fradrag for støbt opbygning samt ny bro). Nævnet fandt også, at erstatningen tillige omfattede implantat ved området for tanden +4, selvom dette ikke var en direkte følge af den anerkendte skade.
Nævnet fandt, at skadelidtes nuværende symptomer med overvejende sandsynlighed ikke havde årsagssammenhæng med parodontosebehandlingen. For så vidt angik benyttelse af lokalanalgesi med adrenalin var dette ikke kontraindiceret til behandling af patienter i psykofarmaka. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade (omgørelse og formuetab).
Nævnet fandt, at tandbehandlingen var udført i overensstemmelse med erfaren specialist standard, eftersom der ikke var indikation for at tilbyde skadelidte tandregulering, og dermed var der ikke pligt til at indberette den medfødte tandmangel af 5-, -5. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet ændrede Trygs afgørelse til ulempe for skadelidte. Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed var sket en behandlerpåført skade i form af læsion af skadelidtes mundbund, som medførte behov for operativ fjernelse af en mindre spytkirtel under tungen, med deraf følgende skade på tungens nerve. Nedsat spytsekretion og mundtørhed var ikke en konsekvens af den anerkendte skade, selvom der var blevet fjernet en mindre spytkirtel (Sjögren’s Syndrom). Nævnet fandt det ikke for overvejende sandsynligt, at der var sket en behandlingspåført skade af nerven N. Buccalis. Sagen blev hjemvist til Tryg med henblik på nedjustering af godtgørelse for varigt mén, da der kun var sket en skade på én nervegren (n. lingualis), som følge af læsionen i mundbunden og behandling heraf.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at behandlingen i form af bro til erstatning af tanden 1+ kunne laves om under de samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade, da der var tale om omgørelse.
Nævnet fandt ikke, at fremsendte oplysninger indeholdt væsentlige nye faktiske oplysninger i forhold til det grundlag, hvorpå Tandskadeankenævnet tidligere traf afgørelse. Nævnet fandt efter besigtigelse af tanden, at den med overvejende sandsynlighed var tabt som følge af grundlidelsen, revne, idet tanden fremstod som en svækket tand med en revne på tandens bagud vendende flade, imellem tandens to bagerste rødder. Nævnet vurderede derfor ikke, at sagen kunne genoptages.
Tandskadeankenævnet stadfæstede Trygs afgørelser. Nævnet fandt, at tanden 6- var med overvejende sandsynlighed tabt som følge af en gennembrydning. Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilkende godtgørelse for svie og smerte. Refusion fra Sygeforsikringen danmark, var en fast erstatningsretlig praksis at fratrække i erstatningen.
Nævnet fandt, at rodbehandling af tanden +6 kunne laves om under de samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. For så vidt angik boreskaden på tanden +5, havde skadelidte som udgangspunkt krav på erstatning for den skadesudbedrende behandling, hvis det samlede beløb oversteg bagatelgrænsen på 1.000,00 kr.
Et behandlingsforløb som ikke havde været effektivt, men som med overvejende sandsynlighed kan genoptages ved fornyet behandlingsforsøg under samme vilkår som tidligere. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Tanden 7+ var tabt som følge af grundlidelse, revnedannelse samt fraktur og ikke som følge af tandlægens behandling eller mangel på samme. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.
Nævnet fandt, at der var sket en erstatningsberettigende skade vedrørende tab af tanden -7, og ændrede Trygs afgørelse til fordel for skadelidte. Nævnet fandt, at bedst mulig behandling havde indebåret kronebehandling af tanden, hvor tanden med overvejende sandsynlighed kunne være bevaret med rodbehandling forinden selve kronebehandlingen. Sagen blev hjemvist til Tryg med henblik på opgørelse af erstatningen.
Tandskadeankenævnet tiltrådte Trygs afgørelse. Tanden -1 var blevet svækket som følge af overboring.
Tandskadeankenævnet tiltrådte Trygs afgørelse. Tanden -1 var blevet svækket som følge af overboring.
Nævnet fandt, at tanden +6 med overvejende sandsynlighed var tabt som følge af grundlidelser, cyste på tanden samt revner, som ikke var forårsaget af den knækkede rodfil i forbindelse med rodbehandlingen. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Skadelidtes sygdomsstatus vedrørende parodontitis i kombination med manglende regelmæssige tandpleje medførte tabet af tænderne 6+, 2+ og 1+. Den af Tryg tilkendte ret til erstatning bortfaldt. TSAN ændrede afgørelse til ulempe for skadelidte.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at der alene kunne tilkendes erstatning for udgiften til aflukning af gennembrydningen i tanden -5, idet behovet herfor med overvejende sandsynlighed er en følge af rodbehandlingen, hvor tandens rod blev gennembrudt. For så vidt angik den fortsatte rodbehandling af tanden -5 under mikroskop, kunne der ikke tilkendes erstatning for denne udgift, da udgiften herfor ikke var en følge af den anerkendte skade i form af gennembrydningen, men skyldes tandens grundlidelse.
Tandskadeankenævnet ændrede Trygs afgørelse til ulempe for skadelidte. Nævnet fandt, at tanden +6 med overvejende sandsynlighed kunne være behandlet via rodbehandling, opbygning og krone, hvilket svarede til tandens behandlingsbehov i 2019. Den af Tryg tilkendte ret til erstatning bortfaldt.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse. Nævnet fandt det ikke for overvejende sandsynligt, at den udførte behandling var årsagen til skadelidtes nuværende gener. Skadelidte havde allerede forud for reguleringsbehandlingen symptomer på temporomandibulær dysfunktion (problemer med tyggemuskler og/eller kæbeled), og kæbeleddene var hypermobile i væsentlig grad.
Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed ikke var en sammenhæng mellem den udførte banketest og skadelidtes beskrevne symptomer. Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet ændrede Trygs afgørelse til ulempe for skadelidte. Det forhold, at rodbehandlingen måtte laves om, var ikke en skade i lovens forstand. Den af Tryg trufne afgørelse bortfaldt.
Tandskadeankenævnet tiltrådte Trygs afgørelse. Nævnet fandt, at tanden 8- var tabt som følge af grundlidelser, caries og tab af tandbærende knogle. Nævnet fandt, at tanden 3+ med overvejende sandsynlighed var tabt på baggrund af broens konstruktion. Kompensation på mistet tand.
Tandskadeankenævnet tiltrådte Trygs afgørelse. Det forhold, at behandlingerne var udskudt, var ikke en skade i lovens forstand.
Nævnet fandt, at der var tale om et behandlingsforløb, hvor der havde været uklar kommunikation og manglende forventningsafstemning vedrørende behandlingen, som var blevet omlavet ved fornyet behandling med plast hos ny tandlæge. Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der med overvejende sandsynlighed ikke var sket behandlerpåført skade, hverken vedrørende implantatbehandlingen eller parodontalbehandlingen.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at behandlingen af tanden +6 var udført i overensstemmelse med erfaren specialist standard. Det var overvejende sandsynligt, at tanden +6 var tabt som følge af grundlidelsen, herunder tandens svære anatomiske forhold (rodforløb), som var årsagen til, at rodbehandlingen ikke kunne lykkedes, hvorefter tanden mistes på grund af dårlig prognose.
Nævnet ændrede grundlaget for skadelidtes, og ændrede derudover Trygs afgørelse af 8. november 2023, da man fandt, at der kunne tilkendes godtgørelse for varigt mén på 8 %, grundet næsten ophævet sensibilitet i området samt ikke ubetydeligt ubehag. Sagen blev hjemvist til Tryg med henblik på en endelig beregning af godtgørelsen for varigt mén.
Tandskadeankenævnet fandt, at der ikke var tale om sådanne alvorlige og omfattende gener (kæbeledssmerter), der lå ud over, hvad man med rimelighed måtte tåle i forbindelse med behandlingen. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse af 25. august 2023 med den af Tryg anførte begrundelse.
Nævnet fandt, at der var sket en erstatningsberettigende skade på tanden -4, da tanden er blevet rodbehandlet, og ændrede derfor Trygs afgørelse til fordel for skadelidte.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed ikke var tale om en behandlerpåført skade, men derimod behov for omlavning af behandlingen, som ikke var lykkedes.
Tandskadeankenævnet ændrede Trygs afgørelse til fordel for skadelidte. Nævnet fandt, at den løse krone på tanden +7 med overvejende sandsynlighed skyldtes, at kronen var blevet ramt af specialtandlægens instrumenter i forbindelse med fjernelse af tanden +8. Som følge heraf havde tanden +7 behov for en ny krone. Sagen blev hjemvist til Tryg.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed var sket en skade på tanden +3 som følge af skævboring, hvilket havde medført tab af tanden (fradrag for støbt opbygning samt ny bro). Nævnet fandt også, at erstatningen tillige omfattede implantat ved området for tanden +4, selvom dette ikke var en direkte følge af den anerkendte skade.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse dog med ændret begrundelse. Nævnet fandt ikke, at det var overvejende sandsynligt, at pålægning af plast på tænderne 3+ og +3 havde medført et åbent bid på kindtænderne eller havde været årsag til spændinger, hovedpine eller kvalme. Derimod havde disse gener årsag i langvarig brug af en skinne, som kun dækkede tandbuen delvist.
Nævnet tiltrådte Trygs om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at fraktur af skærekanten på tanden 1+ med overvejende sandsynlighed havde årsag i skadelidtes grundlidelse, slid og tænderskæren, hvormed der ikke var sket en behandlerpåført skade i forbindelse med beslibning af tanden.
Nævnet tiltrådte Trygs om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at fraktur af skærekanten på tanden 1+ med overvejende sandsynlighed havde årsag i skadelidtes grundlidelse, slid og tænderskæren, hvormed der ikke var sket en behandlerpåført skade i forbindelse med beslibning af tanden.
Nævnet fandt, at skadelidtes nuværende smerter/gener havde årsag i hans grundlidelse, herunder slid på tænderne. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Tandskadeankenævnet tiltrådte Trygs afgørelse vedrørende forældelse (3 år), dog med ændret begrundelse.
Nævnet fandt, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade og ændrede derfor Trygs til ulempe for skadelidte. Nævnet fandt det ikke for overvejende sandsynligt, at nerveskaden svarende til innervationsområdet for n. infraorbitalis havde årsag i bedøvelsen lagt i forbindelse med fyldningsbehandling af tænderne 87-. Vedrørende kæbegenerne fandt nævnet det ikke for overvejende sandsynligt, at skadelidtes nuværende gener var en følge af den udførte behandling eller mangel på samme, da der alene var en tidsmæssig sammenhæng. Generne skyldes derimod skadelidtes grundlidelse i form af bidfunktionelle problemer. De af Tryg trufne afgørelser bortfaldt derfor.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at det var muligt at behandle skadelidtes aktuelle tandstillingsfejl samt manglende tandanlæg, agnesi af tænderne 5+, 5- og -5 med tandregulering i form af fast apparatur. Det forhold, at behandlingen var blevet udskudt, og derved eventuelt blev dyrere, var ikke en skade i lovens forstand.
Nævnet fandt, at tanden +6 var tabt som følge af forhold ved tanden selv (grundlidelse) i form af revner. Nævnet fandt således ikke, at tabet af tanden skyldtes kæbehulebetændelse, ligesom nævnet ikke fandt det overvejende sandsynligt, at den manglende rodfyldning var årsag til kæbehulebetændelsen. Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnte ændrede Trygs afgørelse til fordel for skadelidte. For så vidt angik godtgørelse for svie og smerte fandt nævnet det godtgjort, at skadelidte havde haft et hårdt og omfattende behandlingsforløb, og at hun havde gået uden tænder i underkæben indtil der blev isat en midlertidig delprotese. Der kunne derfor tilkendes yderligere 5.000,00 kr. i godtgørelse for svie og smerte. Sagen blev hjemvist til Tryg med henblik på udbetaling heraf.
Tandskadeankenævnet ændrede Trygs afgørelse til fordel for skadelidtes. Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed var sket en skade på tanden +6 som følge af gennembrydning, hvilket havde medført tab af tanden. Fradrag for en rodbehandling, opbygning og krone på tanden +6. Sagen blev hjemvist til Tryg med henblik på en ny opgørelse af erstatningens størrelse.
Nævnet fandt, at den udførte behandling med aftagelige proteser kunne omlaves under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade dog med supplerende bemærkninger vedrørende tanden 7-. Nævnet finder ikke, at det var overvejende sandsynligt, at tanden 7- var blevet gennembrudt i forbindelse med rodbehandlingen, da der var intet, som tydede på dette.
nævnet tiltrådte Trygs afgørelse, dog med supplerende bemærkninger. Forsinket diagnostik af caries i tanden +3, som medførte tab af tanden. Nævnet fandt videre, at behovet for erstatning af tænderne +5 og +7 med overvejende sandsynlighed ikke skyldtes en behandlerpåført skade.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der alene kunne tilkendes erstatning for udgiften til revision af den ganevendende rod på tanden 6+, hvor den knækkede rodfil sad. For så vidt angik behandling af tandens øvrige tre rodkanaler kunne der ikke tilkendes erstatning for udgifterne til revision, da udgifterne ikke var en følge af den anerkendte skade i form af den knækkede rodfil, men skyldtes tandens grundlidelse, rodspidsbetændelse.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Der forelå informeret samtykke til behandlingen (immediat helprotese til overkæben samt delprotese til underkæben).
Nævnet ændrede grundlaget for skadelidtes ret til erstatning (tålereglen). Nævnet ændrede Trygs afgørelse til fordel for skadelidte, og fandt på baggrund af den neurosensoriske undersøgelse samt beskrivelsen af de subjektive gener, at der kunne tilkendes godtgørelse for varigt mén på 10 %, idet der var beskrevet allodyni (spontane smerter), manglende følelse og smagsforstyrrelse, hvilket havde negativ påvirkning på skadelidtes privatliv. Sagen blev hjemvist til Tryg.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade dog med supplerende bemærkninger. Nævnet fandt, at bedst mulig behandling havde indebåret systematisk registrering og diagnostik af parodontitis med dertilhørende relevante røntgenoptagelser samt udarbejdelse af en relevant behandlingsplan i perioden fra 2007 til 2018.
Nævnte tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at der var tale om et uafsluttet behandlingsforløb, som med overvejende sandsynlighed kunne genoptages ved fornyet behandlingsforsøg under samme vilkår som tidligere.
Nævnet fandt, at der var sket en erstatningsberettigende skade, og ændrede derfor Trygs afgørelse til fordel for skadelidte. Nævnet fandt, at der var sket en skade i form af omfattende displacering af tanden -3 med behov for fjernelse samt rekonstruktion af tanden med implantat. Sagen blev hjemvist til Tryg med stillingtagen til erstatningens størrelse og omfang.
Det var ikke overvejende sandsynligt, at den udførte behandling var årsagen til skadelidtes nuværende gener. Årsagen til smerterne i venstre side af ansigtet skyldtes forhold ved skadelidte selv. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.
Nævnet fandt, at der ikke var sket en behandlerpåført skade på tanden 5+, men tanden var tabt med årsag i forhold ved tanden selv, herunder grundlidelsen tab af tandsubstans og et kurvet rodforløb med manglende mulighed for behandling med stift. Nævnet fandt, at forholdet vedrørende 6+ og +7 var forældet. I forhold til aflejringer af amalgam, fandt nævnet, at det ikke var overvejende sandsynligt, at skadelidtes gener var en følge af kviksølvforgiftning, men derimod svarede til grundlidelsen i form af uforklarlige smerter siden 2008. Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet fandt, at grundlaget for skadelidtes ret til erstatning var § 20, stk. 1, nr. 4, idet skaden gik ud over, hvad skadelidte med rimelighed måtte tåle ved sådan behandling. Nævnet ændrer derudover Trygs afgørelse, da man fandt det for overvejende sandsynligt, at der var sket en nerveskade. Sagen blev hjemvist til Tryg for fornyet behandling med henblik på indhentelse af en neurosensorisk undersøgelse.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at det ikke var overvejende sandsynligt, at den udførte rehabiliterende behandling i form af bro ved området for tænderne 7-, 6-, 5-, bro ved området for tænderne 7+, 6+ og 5+ samt implantater ved området for tænderne +4 og +5 med overvejende sandsynlighed var årsagen til skadelidtes nuværende gener/smerter. Nævnet fandt, at der ikke forelå tidsmæssige sammenhæng mellem den udførte tandbehandling og de efterfølgende gener. Skadelidtes aktuelle gener/smerter var dermed ikke en konsekvens af en behandlerpåført skade men skyldtes forhold ved skadelidte selv.
Periimplantitis var en grundlidelse og ikke en skade. TSAN stadfæstede Trygs afgørelse.
Nævnet fandt, at der var sket en erstatningsberettigende skade, og ændrede derfor Trygs afgørelse til fordel for skadelidte. Der var tale om en behandlerpåført skade i form af forøget behandlingsbehov, hvorfor der kunne ydes erstatning for to yderligere tandkødsoperationer. Sagen blev hjemvist til Tryg.
Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed ikke var sket en behandlerpåført skade i forbindelse med plastbehandling af tanden 6+ og den efterfølgende rodfraktur af tanden 6+. Tanden var derimod tabt som følge af grundlidelse. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt det ikke for overvejende sandsynligt, at skadelidtes nuværende gener (bidfunktionel) var en følge af den udførte behandling eller mangel på samme (beslibninger).
Tandrensningen var ikke årsag til skadelidtes nuværende behov for tandregulering. Ej sket påvirkning af holdetråden og ændringer i tandstillingen. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.
Der var ikke er en tidsmæssig sammenhæng mellem forskydning af tanden 1+ og reparation af tråden. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Mangelfuld diagnostik og behandling af caries i tanden +7’s bagudvendende flade. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.
Nævnet fandt, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, og ændrede Trygs afgørelse til ulempe for skadelidte. Nævnet fandt, at behandlingsbehovet for regio 5421+1245 samt 3- og -3 med overvejende sandsynlighed skyldtes grundlidelserne, mundtørhed, høj cariesaktivitet og problemer med at opretholde god mundhygiejne samt det faktum, at skadelidte ikke havde søgt tandlæge i en længere periode. Den af Tryg trufne afgørelse blev ophævet.
Nævnet fandt, at der kunne tilkendes erstatning for udgifter til kirurgisk rodbehandling af én rod på tanden +6 (den forreste kindvendende rod), hvor rodfilen var knækket. Der kunne ikke tilkendes erstatning for behandling af de øvrige rødder. Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at skadelidte ikke var berettiget til yderligere erstatning.
Nævnet hjemviste sagen til Tryg med henblik på indhentelse af journal fra Sygehus samt for at få foretaget en neurosensorisk undersøgelse, der bekræftede tilstedeværelsen af en permanent nerveskade, samt omfanget af denne.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse, dog med nedenstående supplerende bemærkninger. Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed ikke var sket en behandlerpåført skade i forbindelse med kronebehandling af tanden -6 og fjernelse af tanden -7. Der var ikke en tidsmæssig sammenhæng. Vedrørende afvigelser i skadelidtes sammenbid var der tale om grundlidelse (formforandringer i kæbeleddet).
Nævnet tiltrådte afgørelsen fra selskabet om, at sagen ikke kunne genoptages, da erstatningskravet var forældet.
Tanden 3+ var tabt som følge af fraktur af roden. Bedst mulig behandling var ikke udført. TSAN ændrede Trygs afgørelse til fordel for skadelidte. Sagen blev hjemvist til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatnings størrelse og omfang.
Deling af broen i 2016 efterlod broen i sårbar situation, som senere medførte rodfraktur af den forreste bropille (tanden -5), hvorefter tanden mistes. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at skadelidtes nuværende smerter havde årsag i hendes grundlidelse (uforklarlige smerter).
Nævnet fandt, at der var sket en erstatningsberettigende skade, og ændrede derfor Trygs afgørelse til fordel for skadelidte. Der var tale om en behandlerpåført skade i form af forøget behandlingsbehov, hvorfor der kunne ydes erstatning for to yderligere tandkødsoperationer. Sagen blev hjemvist til Tryg.
Nævnet fandt, at det forhold, at der ikke forelå et behandlingsoverslag forinden behandlingen, var en sag mellem skadelidte, og tandlægen. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse, om at der ikke var sket en behandler påført skade.
Tandskadeankenævnet tiltrådte Trygs afgørelse. Tanden -1 var blevet svækket som følge af overboring.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse, men med en ændret begrundelse. Nævnet fandt, at den gennemførte behandling i form af kirurgisk fjernelse af tanden -8 var indiceret, på grund af caries i tanden. Dernæst fandt nævnet, at behandlingen var udført bedst muligt under de givne omstændigheder, hvilket fremgik af journalen. Grundlaget for skadelidtes ret til erstatning var derfor ”tålereglen”.
Tandskadeankenævnet tiltrådte, at der var sket en skade efter tålereglen. Nerveskade på n. lingualis og n. buccalis i venstre side i forbindelse med fjernelse af tanden -6 under lokalbedøvelse.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at skadelidtes smerter med overvejende sandsynlighed var en følge af tandens grundlidelse i form af dyb caries i nabotanden +6, og ikke den udførte rodbehandling af tanden +5, hvor der knækkede en rodfil.
Nævnet fandt på baggrund af røntgen fra før brobehandlingen i 2019, at der med overvejende sandsynlighed ikke var sket en behandlerpåført skade, da tænderne +1 og +2 allerede inden brobehandlingen i 2019 var tvivlsomme og uegnede som bropiller. Tænderne var mistet som følge af grundlidelse. Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade, dog med ændret begrundelse.
Omlavning af krone var ikke en skade. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse, da nævnet fandt, at tanden 6- kunne være bevaret ved en kirurgisk rodbehandling. Ud fra journalen fremgik det, at skadelidte havde været informeret fyldestgørende om behandlingsmulighederne for tandbevarelse, hvilket blev fravalgt. Der kunne dermed alene tilkendes erstatning for fjernelse af tanden.
Nævnet fandt, at behandlingen i form af opbygning og krone på tanden +1 kunne laves om under de samme forudsætninger som forud for den oprindelige kronebehandling, og materialevalget havde derfor ikke haft indflydelse på tandens endelige udfald. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet fandt, at bedst mulig behandling havde indebåret behandling af stillingsafvigelsen på tanden 5- ved etablering af træk på tanden 5-, enten direkte eller via fornyet kirurgisk frilæggelse samt behandling med fast apparatur for at føre tanden 5- op i tandrækken. Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet fandt, at omgørelse af rodbehandling af tanden 6- var udført i overensstemmelse med erfaren specialiststandard. Det forhold, at behandlingen skulle laves om og eventuelt blev dyrere, var ikke en skade i lovens forstand. Nævnet havde ikke kompetence til at træffe afgørelse om spørgsmålet vedrørende tavshedspligten. Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse, da nævnet fandt, at tanden 6- kunne være bevaret ved en kirurgisk rodbehandling. Ud fra journalen fremgik det, at skadelidte havde været informeret fyldestgørende om behandlingsmulighederne for tandbevarelse, hvilket blev fravalgt. Der kunne dermed alene tilkendes erstatning for fjernelse af tanden.
Nævnet fandt, at skadelidtes smerter skyldtes forhold ved ham selv i form af grundlidelsen trigeminusneuralgi, som ikke kan forårsages af tandbehandling. Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet fandt på baggrund af den neurosensoriske undersøgelse og de beskrevne gener, at mén-graden skulle fastsættes til 10 %, som er maksimum i henhold til Arbejdsmarkeds Erhvervssikrings vejledende méntabel pkt. A 1.4. for skade på én nervegren, herunder nerven lingualis (tungens følenerve alene som består af en nervegren). Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse om, at der kan tilkendes en godtgørelse for varigt mén på 10 %.
Nævnet hjemviste sagen til fornyet behandling i Tryg, idet sagen ikke sås at være belyst i et fyldestgørende omfang. Nævnet fandt således, at der bør indhentes en neurosensorisk undersøgelse med henblik på vurdering af, om der eventuelt var varige gener som følge af den anerkendte skade.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse, dog med ændret begrundelse. Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed ikke var sket en behandlerpåført skade, da den udførte behandling ikke var egnet til at påføre de konstaterede gener. Nævnet finder dermed, at skadelidtes nuværende gener havde årsag i grundlidelsen, altså forhold ved skadelidte selv.
Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed ikke var sket en behandlerpåført skade i form af tab af tanden +4. Tanden var tabt grundet grundlidelsen ekstern resorption. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet ændrede Trygs afgørelse til fordel for skadelidte. Nævnet fandt, at tanden 5- kunne være bevaret. Ud fra journalen fremgik det, at skadelidte selv havde anmodet tandlægen om at fjerne tanden, hvorfor der alene kunne tilkendes en kompensation for tab af tanden på 4.264,00 kr. (opreguleret til 2024-takst). Sagen blev hjemvist til Tryg med henblik på udbetaling af kompensationen til opreguleret 2024-takst.
Nævnet fandt, at der var sket forsinket diagnostik af caries i tanden 2+, da cariesangrebet i tanden bør være diagnosticeret og behandlet i 2019, hvorved tanden med overvejende sandsynlighed kunne være bevaret. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade, vedrørende tab af tanden +5 samt broen ved området for tænderne +567, grundet gennembrydning.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at tanden 7+ var tabt som følge af forhold ved tanden selv i form af infraktion. Vedrørende plastbehandling af tanden 7- var der tale om omlavning.
Nævnet ændrede Trygs afgørelse til fordel for skadelidte. Nævnet fandt, at forsinket diagnostik og behandling af caries havde medført et forøget behandlingsbehov for tanden 4+. I øvrigt havde nævnet noteret sig, at Tryg havde erstattet udgiften til behandling med stift i tanden 4+.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse. Nævnet fandt, at den knækkede rodfil i tanden 6- med overvejende sandsynlighed havde været til stede inden den fornyede rodbehandling blev påbegyndt. Nævnet fandt dermed, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, eftersom behandlingen kunne laves om under samme forudsætninger som den oprindelige revis (fornyet rodbehandling).
Nævnet fandt, at behandlingen var udført efter bedste specialiststandard. Nævnet fandt videre, at skadelidte havde været forud disponeret for kæbeledsgener/sammenbidsproblemer i forbindelse med overbelastning, De indtrådte gener vurderes ikke at være mere omfattende end hvad man som patient med rimelighed må tåle i forbindelse med en tandbehandling. Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet fandt, at der var tale om et behandlingsforløb, som ikke havde været effektivt, men som med overvejende sandsynlighed kunne genoptages ved fornyet behandlingsforsøg under samme vilkår som tidligere. Det forhold, at behandlingen ikke var lykkedes, og der igen måtte laves en behandling, var ikke en skade i lovens forstand. Desuden fandt nævnet det ikke for overvejende sandsynligt, at skadelidtes migræne, spændte kæber mv., var en følge af behandlingen. Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Tandskadeankenævnet hjemviste sagen til fornyet behandling i Tryg, da sagen ikke var tilstrækkelig oplyst.
Nævnet fandt, at méngraden skulle fastsættes til 8 %, jf. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende méntabel pkt. A.1.4., for skade på én nervegren (n. buccalis) i højre side. Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse herom. Der kunne ikke tilkendes godtgørelse for svie og smerte.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse dog med ændret begrundelse. Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed ikke var sket en behandlerpåført skade på tanden 5+, da der var indikation for fyldningsbehandling af tanden 5+, grundet fraktur samt caries i tanden. Vedrørende behov for rodbehandling, var dette en almindelig forekommende komplikation til behandling af caries tæt på tandens nervekammer.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at den knækkede rodfil i tanden -6 var årsagen til smerterne samt rodspidsbetændelsen. Den korrekte skadesudbedrende behandling var derfor en kirurgisk rodbehandling af tanden, i stedet for at tanden blev trukket ud.
Nævnet fandt ikke, at der forelå den nødvendige dokumentation for, at skadelidte havde fået rodbehandlet tanden hos tandlægen. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse. Der var med overvejende sandsynlighed sket en behandlerpåført skade på tanden -6, hvor der i forbindelse med rodbehandlingen knækkede en rodfil i tandens forreste-, kindvendende rod. For så vidt angik rodbehandling af tandens bagudvendende rod/rødder, kunne der ikke tilkendes erstatning hertil, da udgifterne ikke var en følge af den anerkendte skade i form af den knækkede rodfil, men derimod skyldtes tandens grundlidelse, rodspidsbetændelse.
Nævnet fandt, at den skævt isatte rodstift ikke havde haft negative konsekvenser for tanden 6-, da der ikke var rodspidsbetændelse eller andresygdomstegn på den rod, hvori rodstiften var isat skævt. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelser, og tiltrådte i øvrigt den tilkendte godtgørelse for svie og smerte på skønsfastsat beløb på i alt 25.000,00 kr., hvilket svarede godt i overensstemmelse med de dokumenterede gener, som skadelidte havde haft, selvom hun ikke havde været syg. For så vidt angik godtgørelse for varigt mén, fandt nævnet, at skadelidte ikke havde fået varige gener efter behandlingsskaden (méngraden under 5 %).
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade Nævnet fandt, at det ikke var overvejende sandsynligt, at den udførte behandling var årsagen til skadelidtes nuværende sammenbid og gener. Nævnet lagde vægt på, at skadelidte allerede forud for implantatbehandlingen havde bidfunktionelle udfordringer.
Nævnet ændrede Trygs afgørelse til fordel for skadelidte og fandt, at skadelidtes bidfunktionelle problemer med overvejende sandsynlighed havde årsag i brug af snorkeskinnen, som ikke dækkede alle tænderne i tandbuen. Nævnet fandt således, at der var sket en erstatningsberettigende skade, og hjemviste sagen til Tryg med henblik på opgørelse af erstatningen.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet finder ikke, at det var overvejende sandsynligt, at tabet af tænderne +4, +6 og -6 var en behandlerpåført skade. Nævnet fandt desuden, at de øvrige forhold nævnt i anken ikke kunne anerkendes som en erstatningsberettigende skade i henhold til loven. Nævnet bemærkede navnlig, at nævnet ikke har kompetent til at tage stilling til honorarværdighed på en tandbehandling.
Nævnet fandt, at der var grundlag for at genoptage sagen, idet nyt røntgenbillede viste, at der var sket heling af knoglen med mulighed for bevarelse af tanden. Sagen blev hjemvist til Tryg med henblik på vurdering af ny behandlingsplan for den skadesudbedrende behandling af tanden 5-.
Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed ikke var sket en behandler påført skade på tanden -6, mens skadelidte var tilknyttet kommunal tandpleje. Vedrørende tanden 6+ fandt nævnet, at den fyldningsbehandling, der nu skulle udføres, svarede til den behandling, som skulle være udført ved rettidig diagnostik. Det forhold, at behandlingen var udskudt, var ikke en skade i lovens forstand. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at montering af kronen på implantatet ved regio +1 ikke havde medført en behandlerpåført skade. Nævnet finder videre, at resorptionen i tanden 1+ med overvejende sandsynlighed havde årsag i forhold ved tanden selv, herunder det oprindelige traume.
Nævnet fandt, at det fornyet rodbehandlingsbehov på tanden -6 havde årsag i forhold ved tanden selv. Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse, om at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Skadelidtes gener fandtes dermed at skyldes forhold ved skadelidte selv (grundlidelse dualbid), og ikke den udførte behandling.
Nævnet ændrede Trygs afgørelse til fordel for skadelidte. Der var med overvejende sandsynlighed sket en forsinket, og utilstrækkelig fyldningsbehandling af caries i tanden +6. Sagen blev hjemvist til Tryg med henblik på stillingtagen til erstatnings størrelse og omfang.
Nævnet fandt, at der var grundlag for at genoptage sagen, idet nyt røntgenbillede viste, at der var sket heling af knoglen med mulighed for bevarelse af tanden. Sagen blev hjemvist til Tryg med henblik på vurdering af ny behandlingsplan for den skadesudbedrende behandling af tanden 5-.
Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed var sket en fejlagtig placering af implantatet ved området for tanden -5, som havde medført et behov for knogleopbygning i området. Nævnet fandt, at den af Tryg tilkendte skønsmæssige godtgørelse for svie og smerte på 3.000,00 kr., var i overensstemmelse med de dokumenterede gener, som skadelidte havde haft. Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse om, at skadelidte var berettiget til skønsfastsat godtgørelse for svie og smerte på 3.000,00 kr. Spørgsmål om partshøring. Nævnet fandt, at skadelidte var blevet partshørt i det efter lovens påkrævet omfang.
Formandsafgørelse vedrørende forældelse (3 år)
Formandsafgørelse, erstatningskravet var forældet efter den 10-årige forældelsesfrist. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse. Nævnet fandt, at det ikke var overvejende sandsynligt, at den udførte kirurgiske rodbehandling af tanden -4 var årsagen til skadelidtes nuværende gener med knæk fra kæbeled. Nævnet tiltrådte desuden, at skadelidtes gener som følge af føleforstyrrelsen gav grundlag for godtgørelse for varigt mén svarende til 15 % jf. Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings vejledende méntabel punkt A.1.4.
Nævnet fandt, at der ikke forelå dokumentation for, at skadelidte havde været undergivet nogen form for behandling efter den 12. november 2021 eller på anden måde været i en tilstand, hvor skadelidte betragtes som sygemeldt. Der kunne derfor ikke tilkendes yderligere godtgørelse for svie og smerte end den af Tryg tilkendte. Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, dog med ændret begrundelse. Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed ikke var sket en behandlerpåført skade, og at skadelidtes aktuelle gener skyldtes forhold ved skadelidte selv i form af grundlidelsen muskelsmerter (myalgi) fra tyggemusklerne, som ikke kan forårsages af et kirurgisk indgreb. Diagnosen var støttet på baggrund af en undersøgelse.
Susen for ørerne efter behandlingen hos tandlægen. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en skade.
Nævnet ændrede Trygs afgørelse til ulempe for skadelidte. Nævnet fandt ikke, at der forelå dokumentation for, at skadelidte var berettiget til godtgørelse for svie og smerte eller erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. For så vidt angik varigt mén og erhvervsevnetab lagde nævnet vægt på, at skadelidte ikke havde fået et varigt mén eller fået erhvervsevnetab som følge af boreskade på tanden +3, da skaden var blevet udbedret ved hjælp af en krone.
Nævnet fandt, at det var overvejende sandsynligt, at den knækkede rodfil i tanden -6, havde medført rodspidsbetændelse ved tanden. Nævnet fandt, at den af Tryg tilkendte godtgørelse for svie og smerte på skønsfastsat beløb på 3.000,00 kr., svarede godt i overensstemmelse med de dokumenterede gener skadelidte havde haft. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.
Skadelidtes nuværende tandafvigelsen kunne med overvejende sandsynlighed udbedres ved fornyet tandreguleringsbehandling, uden at det ville have en negativ påvirkning på tænderne eller forringe skadelidtes tandstatus. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.
Tandskadeankenævnet ændrede Trygs afgørelse til fordel for skadelidte. Nævnet fandt at fjernelse af tanden 6+ ikke var bedst mulig behandling, da tanden med overvejende sandsynlighed kunne være bevaret, hvis relevant behandling i form for fornyet rodbehandling eller hemisektion var blevet udført. Sagen blev hjemvist til Tryg med henblik på fastsættelse af fradragets størrelse samt opgørelse af erstatningen.
Nævnet ændrede Trygs afgørelse, da der var tale om overset caries og dermed forsinket diagnostik. Sagen blev hjemvist til Tryg.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om skade på én nervegren. Ved fastsættelsen af méngraden på 10 % havde Tryg taget højde for sværhedsgraden af skadelidtes gener.
Nævnet fandt tiltrådte Trygs afgørelse om, at sagen ikke kunne genoptages. Skadelidtes nuværende behandlingsbehov af tanden +3 (krone), var ikke en følge af den knækkede rodfil eller af fjernelsen af filen.
Tandskadeankenævnet ændrede delvist Trygs afgørelse til ulempe for skadelidte. Nævnet vurderede, at der ikke kunne udbetales erstatning for implantatbehandling på tanden +7’s plads, da denne tand var tabt som følge af forhold ved tanden selv i form af infraktion.
Nævnet fandt, at implantatbehandlingen ved området for tænderne 2- og -2 var blevet omlavet under de samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade efter KEL.
Tandskadeankenævnet tiltrådte Trygs afgørelse, da det ikke var overvejende sandsynligt, at tanden 5- var tabt som følge af stiftudboringen, hvor der skete en gennembrydning af tanden. Derimod var tanden tabt som følge af grundlidelser, omfattende destruktion samt rodspidsbetændelse.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse dog med ændret begrundelse. Nævnet fandt, at der ikke var sket en skade i forbindelse med indsættelse af rodstiften i tanden +7, da man ikke kan gå med en gennembrudt rod i 8 år uden, at der opstår gener og/eller symptomer i tanden.
Nævnet ændrede Trygs afgørelse, Nævnet fandt, at den erfarne specialtandlægen havde foretaget en grundig bidfunktionsundersøgelse og herefter afprøvet en mindre indgribende behandling end tilfældet. Sagen blev hjemvist til Tryg.
Nævnet fandt, at det var overvejende sandsynligt, at tanden -6 var tabt som følge af grundlidelsen, herunder revnedannelse, og ikke som følge af tandlægens behandling eller mangel på samme. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet fandt, at der var tale om udskudt behandling. TSAN tiltrådte Trygs afgørelse.
Tandskadeankenævnet fandt, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade, og ændrede Trygs afgørelse til ulempe for skadelidte. Nævnet fandt, at den knækkede rodfil i tanden med overvejende sandsynlighed ikke havde haft negative konsekvenser for tanden, da der var sunde forhold ved tandens rodspids. Trygs afgørelse bortfaldt derfor.
Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed var sket en behandlerpåført skade på tanden -4 i form af gennembrydning af rod med betændelse til følge. Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om fradrag for opbygning og krone.
Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed ikke var sket en skade på tænderne, da efterfølgende rodspidsbetændelse ved tænderne +7 og 6- var en følge af grundlidelse, og den nødvendige behandling heraf. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet ændrede Trygs afgørelse til fordel for skadelidte. Nævnet fandt, at skadelidte med overvejende sandsynlighed havde fået varige gener som følge af skaden, herunder nerveskade og neuropatiske smerter. Nævnet anerkendte dermed, at der var årsagssammenhæng mellem den anerkendte skade og skadelidtes kæbeleds gener. Sagen blev hjemvist til Tryg til vurdering af, om der kunne udbetales yderligere godtgørelse for varigt mén, samt godtgørelse for svie og smerte for den periode, hvor skadelidte var indlagt med hævelse og infektion.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse, da man fandt, at der med overvejende sandsynlighed ikke var sket en behandlerpåført skade vedrørende tabet af tanden +1. Nævnet havde lagt vægt på, at behandlingsbehovet ved fraktur af tanden +2 ville have været en ny bro fra tanden 3+ til tanden +3.
Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed var sket en behandlerpåført skade på tanden +7, hvor der i forbindelse med rodbehandlingen knækkede en rodfil i tandens fremadvendende rod. Nævnet tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet ændrede Trygs afgørelse til fordel for skadelidte. Nævnet fandt det overvejende sandsynliggjort, at reparation af retentionstråden i overkæben var årsag til udvikling af behandlingskrævende stillingsafvigelse på overkæbens fortænder. Sagen blev hjemvist til Tryg.
Nævnet fandt, at bedst mulig behandling havde været at afmontere broen inden rodbehandling af tanden 6+, som blev udført i august 2023. Herved havde man med overvejende sandsynlighed undgået, at der var sket en gennembrydning af roden på tanden 6+, og at tanden efterfølgende var tabt. Sagen blev hjemvist til Tryg.
Nævnet fandt, at skadelidtes nuværende gener med overvejende sandsynlighed ikke havde årsagssammenhæng med tandrensningen, men skyldtes derimod grundlidelsen, svamp i munden og oral lichen planus, som nu var diagnosticeret ved undersøgelse af mundhulen. TSAN tiltrådte således Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet fandt, at den udførte operative behandling med kirurgisk fjernelse af tanden -8 var indiceret og udført bedst muligt under de givne omstændigheder. Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt ud fra det foreliggende materiale, at der var tale om tandreguleringsbehandlinger, som ikke havde været effektive, men som var blevet omlavet.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende nerveskade på tungens følenerve. Nævnet fandt det ikke for overvejende sandsynligt, at nedsat spytsekretion og mundtørhed var en konsekvens af den anerkendte skade, da der var tale om en lokal fejlboring i mundbunden, og den samlede spytproduktion var et produkt fra mundhulens seks store spytkirtler (samt mange små). En lokal fejlboring i mundbunden kunne dermed maximalt påvirke spytproduktionen fra én kirtel.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at det ikke var overvejende sandsynligt, at den udførte operative behandling i form af fjernelse af visdomstænderne i underkæben 8- og -8, var årsagen til skadelidtes nuværende gener fra kæbeled og tyggemuskler. For så vidt angik skadelidtes føleforstyrrelser, tiltrådte nævnet Trygs afgørelse om, at der var sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse. Nævnet fandt, at behovet for rodbehandling af tanden +6 var en almindelig komplikation som følge af tandens grundlidelse. Tanden -7 var tabt som følge af grundlidelsen (overbelastning) og kronebehandling af tænderne 6+, 4+, +3, +6 og 6- kunne tilpasses eller omlaves.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om udskudt tandbehandling/omgørelse
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at resorptionen i tanden +1 havde årsag i forhold ved tanden selv, hvilket med overvejende sandsynlighed havde medført tilbagetrækning af tandkødet.
Nævnet fandt, at det ikke var overvejende sandsynligt, at der var sket en skade i forbindelse med tandreguleringsbehandlingen, idet de efterfølgende smerter og øvrige symptomer skyldtes forhold ved skadelidte selv, herunder fejlagtigt sammenbid og forskydning af bruskskiven i kæbeleddene. Nævnet tiltrådte derfor Trygs afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade.
Nævnet tiltrådte Trygs afgørelse om, at der ikke var sket en erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at der med overvejende sandsynlighed ikke var sket en behandlerpåført skade hos tandlægen. Derimod skyldtes skadelidtes behandlingsbehov med overvejende sandsynlighed skadelidtes grundlidelse og fravalget af anbefalet behandling.