Skip to content

2101-11

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 15. juni stadfæstet Codans afgørelse af 17. oktober 2011

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 57-årig mand der henvendte sig hos tandlægen den 10. august 2004. Af journalen fremgår det, at patienten trængte til en del kroner, men at henholdende behandling ønskes af økonomiske hensyn. Ved regio 2+ blev der konsta-teret en fistel, og den 8. september 2004 blev tanden 2+ forsøgt behandlet kirurgisk. I den forbindelse blev der aftalt bro 3+-1+. Den 28. september 2004 blev der bl.a. konsta-teret fraktur af tanden -6. Der blev derfor den 1. oktober 2004 lavet plastopbygning af tanden -6, der er rodbehandlet, retineret af 2 rodstifter. Desuden blev det noteret, at kronen skulle laves inden for 2-3 år. Den 13. juni 2005 blev der konstateret fraktur oralt af tanden -4. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden -4 den 28. juni 2005, og den 21. juli 2005 blev tanden -4 rodfyldt. Den 4. august 2005 blev der isat rodstift og lavet plastfyldning af tanden -4. Den 21. juli 2005 blev der taget aftryk -4,+4 og +5. I den forbindelse er det noteret, at kroner på resten af de små og store kindtænder burde laves også, men at der ikke er økonomi til det. Den 6. september 2005 blev der cementeret kroner på -4,+4 og +5. Den 21. februar 2006 blev tanden 4+ trukket ud på grund af fraktur, og den 24. februar 2006 blev der taget aftryk til bro 6,5+(4+)3+. Broen 6,5,4,3+ blev cementeret den 9. marts 2006. Den 18. september 2006 blev tanden -5 rodbehand-let, og den 11. april 2006 blev der cementeret kroner på -5 og -6. Den 10. oktober 2007 blev kronen på tanden +5 recementeret. Den 15. november 2007 blev kronerne 5- og +6 cementeret. Kronen på tanden +5 blev recementeret den 4. marts 2008. Den 22. septem-ber 2009 blev tanden -7 trukket ud på grund af rodspidsbetændelsen. Den 12. august 2010 blev kronen på tanden +5 recementeret med bemærkning om, at tanden skulle trækkes ud næste gang kronen faldt af. Patienten skiftede herefter tandlæge, og den 23. august 2010 var kronen +5 faldet af. Der blev forsøgt ny recementering samt foreslået implantat- eller brobehandling. Den 5. oktober 2010 blev der fremstillet en midlertidig plastkrone på ny rodstift, og patienten blev orienteret om, at det måske ikke kunne holde. Den 28. februar 2011 blev tanden -4 trukket ud. Den 5. april 2011 blev der taget røntgen af +4 og -5. Desuden blev det noteret, at kronen på -6 var mistet, og at der skulle laves en samlet plan for behandling af tandsættet.  

Patienten søger om erstatning for tre kroner samt mulige følgeskader for øvrige kroner og kronebro.

1. instans afgørelse:

I brev af 17. oktober 2011 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at røntgen fra den 4. august 2005 viser, at tanden +5 før kronebehandling-en var rodbehandlet og med fæstetab til under knogleniveau mesialt. På den baggrund findes det overvejende sandsynligt, at behandling af tanden +5 ikke var mulig med god prognose. Der er på trods heraf gjort forsøg på at behandle tanden, men behandlingen har ikke kunnet lykkes. Det forhold, at en behandling ikke lykkes, er ikke en skade i lovens forstand.

Codan fandt endvidere, at røntgen af tanden -4 dateret den 13. juni 2005 viser, at tanden på tidspunktet for frakturen var destrueret til under tandkødsniveau. Dette medfører, at det efter rensning af tanden med overvejende sandsynlighed ikke har været muligt at fremstille krone med tilstrækkelig ringgreb til, at kronebehandling kunne udføres med god prognose. Der er derfor også for så vidt angår tanden -4 forsøgt en behandling, der beklageligvis ikke har kunnet lykkedes.

Codan fandt desuden, at der kan fremstilles en ny krone til tanden -6 på samme grundlag som hidtil. Behandlingen med krone til tanden -6 har muligvis ikke opfyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperiode og/eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, men behandlingen kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder ligesom Codan, at røntgen fra den 4. august 2005 viser, at tanden +5 før kronebehandlingen var rodbehandlet og med tab af tandsubstans til under knogleniveau mesialt, ligesom røntgen af tanden -4 dateret den 13. juni 2005 viser, at tanden -4 på tidspunktet for frakturen var destrueret til under tandkødsniveau. Det findes dermed overvejende sandsynligt, at prognosen for tænderne +5 og -4 allerede forud for behandlingerne var ringe, og at de behandlinger, der nu skal udføres, er de samme som dem, der oprindeligt skulle være udført, set lyset af at de forsøgte behandlinger ikke lykkedes. Selve det forhold, at en behandling ikke lykkes, udgør ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet finder endvidere, at kronebehandlingen på tanden -6 kan omgøres på samme betingelser som forud for behandlingen. Omgørelse er – som oplyst af Codan – ikke omfattet af forsikringen. Det forhold, at kronebehandlingen ikke har været udført bedst muligt, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1.