Skip to content

2106-11

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 15. juni 2012 stadfæstet Codans afgørelse af 13. oktober 2011.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 62-årig kvinde, der hos anden tandlæge fik på-begyndt rodbehandling af tanden -7 på grund af rodspidsbetændelse. Den 25. januar 2002 blev der foretaget mekanisk udrensning, forudgået af fastlæggelse af rodkanalernes længde. Den 1. februar 2002 blev der foretaget skylning af rodkanalerne med natrium-hypoklorit og indlagt calciumhydroxid. Den 19. februar 2002 blev der på ny fortaget skylning af rodkanalerne med natriumhypoklorit, og der blev foretaget rodfyldning af tre rodkanaler. Den 22. september 2002 blev der isat præfabrikeret titanium rodskrue, og tanden blev restaureret med komposit plast. Af journalnotat af 14. marts 2006 fremgår det, at patienten ønskede tandsættet behandlet med kroner, broer og evt. implantater.  Af journalnotat af 8. januar 2007 fremgår det, at der skulle iværksættes grundig under-søgelse for at lave en behandlingsplan. Den 27. september 2007 blev der foretaget caries-behandling hos den behandlende tandlæge (Kim Søgaard) af tanden -7, som blev restau-reret med komposit plast. Der blev tillige foretaget tilslibning til bro fra tanden -5 til tanden -7 samt tilslibning af tænderne +4 og +6 til bro. Den 28. september 2007 blev der taget aftryk til bro -5 til -7, og bro +4 til +6, som blev cementeret den 23. oktober 2007. Den 9. november 2007 blev der foretaget implantatoperation regio 6+. Broen -5 til -7 blev cementeret den 17. december 2007. Af journalnotat af 11. juni 2008 fra anden tandlæge fremgår det, at patienten ikke var tilfreds med broen -5 til -7. Den 10. august 2008 ønskede patienten, at anden tandlæge skulle omlave kronen på tanden -4 og broen fra -5 til -7. Dette var imidlertid usikkert, da det afhang af, om tanden -7 kunne anvendes som bropille. Den 20. februar 2009 blev der konstateret kronisk rodspidsbetændelse på tanden -7, og den 27. marts 2009 blev der påbegyndt revision af rodbehandlingen i tanden -7. Den 3. april 2009 og den 11. juni 2009 blev foretaget revision af rodbehand-lingen i -7. Den 13. juli 2009 viste røntgenbillede, at rodspidsbetændelsen ikke var blevet mindre på tanden -7. Desuden var der let ubehag fra tanden +6, og røntgen viste, at området ved rodspidserne så ”uldent” ud. Der var derfor tvivl om, der var caries under krone. Den 11. maj 2010 var patienten generet af den bagerste del af broen -5 til -7. Broen blev derfor delt mellem tænderne -5 og -6, og tanden -7 kunne ikke anvendes som broanker, hvorfor den måtte trækkes ud. Den 18. maj 2010 var broen fra +4 til +6 løs på +6. Efter afmontering af broen sås caries i tanden +6. Broen blev recementeret provi-sorisk. Den 4. november 2010 blev broen aftaget, og tanden blev renboret. Broen blev igen recementeret provisorisk.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til omgørelse af kroner, broer samt isat skæv implantat samt for smerter.

1. instans afgørelse:

I brev af 13. oktober 2011 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt det overvejende sandsynligt, at behandling med bro regio +4,6 er udført uden tilstrækkelig vedhæftningsevne/ manglende renboring af bropilletanden +6. Den mangelfulde brobehandling har betydet mulighed for bakterievækst og hurtigt udviklende caries under restaureringen +6. Det har medført, at tanden +6 er gået til grunde i løbet af en kort periode. Brobehandlingen fra tanden +4 til +6 udført i 2007 har dermed ikke levet op til bedst mulig behandling. Bedst mulig behandling havde bl.a. indebåret, at der var tilgodeset bedre vedhæftningsevne og/eller renboring af tanden +6, hvorved den nu opståede skade ikke ville være sket.

Codan fandt derfor, at der kan gøres krav om mangelsansvar gældende mod tandlægen, der har udført behandlingen. Tandlægen skal derfor refundere omgørelsesudgiften svarende til brobehandlingen vedrørende tænderne +4,5 og +6, i alt 15.456 kr.

Codan fandt endvidere, at det forhold, at der er opstået rodspidsbetændelse på tanden -7 ikke med overvejende sandsynlighed skyldes tandlægens behandling, men derimod det forhold, at rodkanalernes anatomi af og til udviser et forgrenet net af bi-rodkanaler ved rodspidsen. Det er ikke muligt at foretage mekanisk udrensning af disse, og der er derfor risiko for ophobning af bakterier i dette område med rodspidsbetændelse til følge. Det er således 10-15% af alle rodbehandlinger, som ikke lykkes, hvilket ikke kan anses for en så sjælden komplikation, at lovens § 20, stk. 1, nr. 2, kan finde anvendelse.

Codan fandt desuden, at behandlingen af implantatet regio 6+ kan omgøres på det foreliggende grundlag, hvilket ikke er en skade i lovens forstand. Behandlingen har muligvis ikke opfyldt forventningerne til en længere holdbarhedsperiode og/ eller været i overensstemmelse med fagligt anerkendte principper, men behandlingen kan på det foreliggende grundlag omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder ligesom Codan, at røntgenbilleder dateret den 13. juli 2009 og den 4. november 2010 dokumenterer, at der var caries ved tanden +6, hvorfor tanden +6 mist-edes som følge heraf. De skal derfor refundere omgørelsesudgiften svarende til bro-behandlingen vedrørende tænderne +4,5 og +6. Som Codan oplyser, omfatter ansvaret herfor ikke kun det erlagte honorar, men betaling af omgørelsesudgiften. I en mangels-ansvarssag ville patienten have haft krav ikke kun på tilbagebetaling af honorar, men også på dækning af merudgiften ved omgørelse af behandlingen. Det tiltrædes end-videre, at beløbet er fastsat til 15.456 kr., som er den beregnede omgørelsesudgift for en 3-leddet bro ved en MK-kronepris på 5.152 kr.