Skip to content

2147-12

Skadetype: Nerveskade - Andre nerver
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 21. september 2012 stadfæstet Codans afgørelse af 12. december 2011

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 69-årig mand, der den 21. juni 2010 skulle have foretaget fyldningsbehandling af tanden 5-. I den forbindelse blev der anlagt en lokal-bedøvelse, og efterfølgende var der føleforstyrrelser svarende til højre side af hagen og underlæben.

Patienten søger nu om erstatning for gener og mén som følge af behandlingen.

I brev af 2. november 2010 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 4.

Codan fandt, at der i forbindelse med anlæg af en lokalbedøvelse ved almindelig tandbehandling er opstået føleforstyrrelser svarende til læbe/tandnerven i højre side.

Codan fandt i den forbindelse, at årsagen til føleforstyrrelserne ikke kan forklares med sikkerhed, men har med overvejende sandsynlighed årsag i forhold ved lokalbedøvelsen. Komplikationen med føleforstyrrelser har en karakter og en sjældenhed, der opfylder betingelserne for anerkendelse efter KEL § 20, stk. 4.

Codan fandt imidlertid, at méngraden først kunne fastsættes efter undersøgelse hos specialtandlæge, hvorfor patienten ville blive indkaldt til en nerveundersøgelse.

1. instans afgørelse:

I brev af 12. december 2011 traf Codan afgørelse om, at patienten ikke er berettiget til erstatning.

Codan fandt, at patienten ikke er blevet påført et varigt mén på 5% eller derover som følge af skaden.

Codan har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke findes at foreligge væsentlige føleforstyrrelser, hvilket er en betingelse efter mentabellens punkt 1.4.1. I den forbindelse er det lagt til grund, at den foretagne neurosensoriske undersøgelse viser en sumscore på 18 point i forhold til den raske sides 21 point. På baggrund af undersøgelsen konklu-deres det, at patienten har nedsat føleevne svarende til læbe/tandnerven i højre side. Der er tale om en begrænset nedsat føleevne. Som følge heraf foreligger det ikke et objektivt grundlag for at anse betingelsen om væsentlighed i méntabellen for at være opfyldt. Det er således ikke tilstrækkeligt, at patienten som skadelidt oplever føleforstyrrelserne som væsentlige, og de subjektive oplevelser af føleforstyrrelserne som er beskrevet kan ikke på det foreliggende grundlag i sig selv anses at opfylde væsentlighedskriteriet, når den objektive undersøgelse alene viser en sumscorenedsættelse fra 21 point til 18 point. Patienten er derfor ikke berettiget til godtgørelse for varigt mén.

I øvrigt fandt Codan ikke, at patienten var berettiget til godtgørelse for svie og smerte og/ eller erstatning for helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder ligesom Codan, at der ikke foreligger væsentlige føleforstyrrelser, da den neurosensoriske undersøgelse viser 18 point i forhold til 21 point på den raske side. Væsentlige føleforstyrrelser er betingelsen for, at méngraden kan fastsættes til 5% i henhold til Arbejdsskadestyrelsens méntabel punkt A.1.4.1. De subjektive gener er dernæst ikke af en sådan karakter eller et sådant omfang, at de kan begrunde, at méngraden alligevel fastsættes til 5%.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at méngraden vurderes til at være under 5%.