Skip to content

2152-12

Skadetype: Nerveskade - Andre nerver
Afgørelsetype: Afvist - Forældet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnets formand har den 25 april 2012 truffet afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om, at De den 25. maj 2006 henvendte Dem med smerter ved tanden -8. Tanden blev derfor fjernet den 17. maj 2006. Den 18. maj 2006 oplyste De til tandlæge, at der var en bedøvet fornemmelse i læben, og at De stadige havde kraftige smerter. Den 6. juni 2011 var der stadig føleforstyrrelser i underlægen. Af journalen fra den 21. juni 2006 fra Deres egen læge fremgår det, at der fortsat var føleforstyrrelse i form af hypæstesi af læben, snurren og prikken i hagen samt jagende smerter og spænding i tænder. Den 7. juli 2006 kontaktede De telefonisk tandlægen og oplyste, at De fortsat havde gener i form af føleforstyrrelser samt at De ønskede økonomisk kompensation. I den forbindelse informerede tandlægen Dem om forsikringsgangen. Af journalen fra Deres egen læge fremgår det den 10. juli 2006, at De ønskede at klage over tandlægen på grund af infektion og føleforstyrrelser, og at De i den forbindelse ønskede en udtalelse fra lægen angående dennes undersøgelse. De søger nu om godtgørelse og erstatning for Deres gener og udgifter som følge af fjernelse af visdomstanden -8.

1. instans afgørelse:

I brev af 1. november 2011 traf Codan afgørelse om, at Deres skade ikke er omfattet af loven.  

Codan fandt, at De fik kendskab til skaden allerede den 18. maj 2006 og senest den 10. juli 2006, hvor De anmodede egen læge om udtalelse vedrørende Deres gener som følge af skaden. Tandlægeforeningens Patientforsikring modtog tandlægens anmeldelse om patientskaden den 29. august 2011, hvilket er mere end 5 år efter Deres kendskab til skaden.

Codan fandt derfor, at Deres krav vedrørende erstatning og godtgørelse som følge af visdomstanden -8 er forældet, og at De derfor ikke er berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Den af Codan trufne afgørelse af 1. november 2011 stadfæstes i henhold til den af Codan anførte begrundelse.

Det fremgår således, at sagen drejer sig om erstatning for føleforstyrrelser i underlæben efter fjernelse af tanden -8 den 17. maj 2006.

De klager over, at der ikke ydes erstatning, da De så det som noget stort at skulle fortælle om hele forløbet, hvilket også er en del af de mén, De har efter tandoperationen. Desuden var De blevet informeret om, at sagen kun skulle anmeldes, hvis skaden var varig. Hvornår skaden anses som varig er spørgsmålet, og i lang tid så De ingen muligheder for at få sagen anmeldt. Som anført i Codans afgørelse er kravet forældet i henhold til Patientforsikringslovens § 19, stk. 1. Efter denne lov forældes et krav 5 år efter, at skadelidte burde have haft kendskab til kravet. Det fremgår i den forbindelse af journalen fra den 18. maj 2006, at De oplyste, at der var en bedøvet fornemmelse i lægen, og at De den 10. juli 2006 oplyste, at De ønskede at klage over tandlægen på grund af infektion og føleforstyrrelser. Det vurderes derfor, at kravet burde have været erkendt senest den 10. juli 2006. D.v.s. 5-års fristen løb derfor senest fra dette tidspunkt og var derfor udløbet, da skadesanmeldelsen blev indgivet den 29. august 2011. Det skal i den forbindelse oplyses, at eventuel uvidenhed om lovens forældelsesfrist ikke suspenderer fristen.