Skip to content

2160-12

Skadetype: Skade på rod - Rodfraktur
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret og hjemvist
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 21. august 2012 ændret Codans afgørelse af 22. november 2011 og 2. marts 2012

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 62-årig mand, der skulle have implantat regio +2. Som forarbejde til implantatindsættelsen regio +2 blev der den 6. januar 2010 foretaget knogleopbygning med knogleblok høstet distalt regio -8. Ved bedøvelsen før knoglehøsten blev der anvendt i alt 6,8 ml Septanest ved kombineret lednings- og infiltrationsbedøv-else. Ifølge operationsbeskrivelsen var vinklingen på boret, der anvendes til udtagelse af knogleblok, anderledes end tilsigtet, hvorved der blev høstet knogle med tæt relation til underkæbens følenerve med læsion af nerven til følge. Patienten blev informeret herom, og at der kunne være forbigående eller blivende føleforstyrrelser som følge heraf. Der opstod føleforstyrrelser, der efter beskrivelsen består af følelsesløshed i forsynings-området for underkæbens følenerve i venstre side. Ved de efterfølgende kontroller var der uændret forhold.

Patienten søger nu om godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

I brev af 25. marts 2011 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af føleforstyrrelser i venstre side af underkæben med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte behandling. Ifølge operationsbeskrivelsen er der som følge af utilsigtet hældning af bor anvendt til knoglehøst sket læsion af nervus alveolaris inferior. Bedst mulig behandling havde tilsagt knoglehøst med korrekt hældning af boret, hvorved skaden ikke være opstået.

Patienten skulle derfor indkaldes til en nerveundersøgelse.

1. instans afgørelse:

I brev af 22. november 2011 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 30.640 kr. i erstatning.

Codan fandt i den forbindelse, at patienten var berettiget til en godtgørelse for varigt mén på 5%.

Codan har lagt vægt på, at den foretagne neurosensoriske undersøgelse viser en sum-score på 4 point i forhold til den raske side 21 point. Evnen til topunktsdiskrimination er nedsat og afværgereaktion er bortfaldet. Tænderne i venstre side af underkæben reagerer ikke på elektrometrisk vitalitetstest. Dette er et objektivt udtryk for skaden omfang. Af beskrivelsen af de subjektive gener som følge af skaden fremgår det, at der er gener som følge af stærkt nedsat føleevne i underlæben, der kan medføre talebesvær og medfører manglende kontrol med udsivning af mundvand i mundvinklen.

I øvrigt var patienten ikke berettiget til yderligere godtgørelse og erstatning, og sagen betragtes som afsluttet.

I brev af 2. marts 2012 traf Codan afgørelse om, at sagen ikke kan genoptages.

Codan fandt i den forbindelse, at det fremsendte krav vedrører perioder i 2010 og kunne og burde under alle omstændigheder have været rejst forinden, der blev truffet afgørelse om erstatning i sagen d. 22. november 2011.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Det fremgår af sagen, at patienten ved Codans afgørelse af 22. november 2011 fik tilkendt 30.640 kr. som godtgørelse for varigt mén, og at De den 3. februar 2012 indbragte sagen for Tandskadeankenævnet med krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og transportudgifter. Ved brev af 15. februar 2012 redegjorde De nærmere for patientens erstatningskrav og vedlagde dokumentation herfor.

På det foreliggende dokumentationsmæssige grundlag finder Nævnet, at patienten er berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med 7.425 kr. samt 1.840,12 kr. i transportomkostninger. I sidstnævnte beløb er kilometertaksten beregnet med 2.10 kr. pr. km. (den lave takst).

Sagen hjemvises herefter til Codan med henblik på udbetaling af denne erstatning.