Skip to content

2183-12

Skadetype: Manglende diagnostik - Parodontose
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen delvist ændret
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis

Beskrivelse:

Tandskadeankenævnet har på et møde den 26. oktober 2012 ændret Codans afgørelse af 28. november 2011

Tandskadeankenævnet har på et møde den 26. oktober 2012 ændret Codans afgørelse af 28. november 2011

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 59-årig kvinde, der regelmæssigt har konsulteret den samme klinik for undersøgelse og behandling siden 1995. Tænderne 7- og +7 blev trukket ud på grund af paradentose henhold. Den 12. september 1995 blev der noteret PA-problemer og tænderne 7- og +7 blev trukket ud. Desuden blev der udført registrering af tandkødslommerne samt behandling for paradentose bestående af tandrensning og indlæg af antibioticagel i tandkødslommerne. Herefter blev der løbende foretaget para-dentosebehandling til udgangen af 1996. Derefter blev der foretaget regelmæssige eftersyn og tandrensninger. Den 29. oktober 2001 blev der noteret pocher 4-6 mm, og patienten blev informeret om paradentosen samt om behandlingsmulighederne. I den forbindelse ønskede patienten ikke kirurgi, men der blev aftalt skylning med klorhexidin samt laserbehandling næste gang. Den 18. februar 2003 blev der imidlertid alene foretaget tandrensning, og den 18. juli 2002 ønskede patienten ikke pochemåling udført samme sag. Den 19. maj 2003 ønskede patienten igen ikke pochemåling udført. Herefter er der ingen notater vedrørende tandkødet før den 21. oktober 2008, hvor der blev konstateret en tandbyld udgået fra tandkødet ud for 6-. Der blev lavet tandrodsrensning, og patienten blev informeret om, at 6- nok måtte trækkes ud. Frem til tandlægeskift i 2010 er der ikke yderligere bemærkninger i journalen vedrørende tandkødet. Den 18. august 2010 diagnosticerede patientens nye tandlæge fremskreden paradentose, hvilket igen blev noteret den 14. oktober 2010, hvor implantatbehandling blev diskuteret. Den 3. november 2010 blev det noteret, at tænderne 6,5,4+ og +5 samt 2,1-1,2 skulle trækkes ud, og at 6- skulle behandles med kirurgisk paradentosebehandling. Den 11. november 2010 blev der foretaget udvidet paradentosebehandling med tandrodsrensninger, og ved kontrol den 14. december 2010 var der forbedring ved flere pocher, mens andre ikke var ændret. Desuden var blødningstendensen nedsat. Den 21. december 2010 blev der taget aftryk til midlertidig bro, ligesom mulighederne for implantatbehandling blev vurderet.

Der søges nu om erstatning for udgifterne til fjernelse af 6,5,4+ og +5 samt 2,1-1,2 samt implantatbåret bro fra 6+ til 4+ og implantatbaseret krone regio +5, begge steder med forudgående løft af kæbehulens bund. Desuden implantat regio 2-2 og implantatbåret bro erstattende 2,1-1,2.

1. instans afgørelse:

I brev af 28. november 2011 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af tabet af tænderne 6,5,4+5 og 2,1-1,1 med overvejende sandsynlighed er en følge af den manglende sufficiente behandling for grundlidelsen paradentose.

Codan fandt, at bedst mulig behandling havde indebåret en tidligere indsættelse af intensiv behandling for paradentose, respektive orientering af patienten om konsekvenserne ved ikke at modtage behandling.

Codan fandt dermed ikke, at behandlingen under de givne omstændigheder har været bedst mulig.

Codan fandt, at der ikke kan ydes erstatning for udgifterne til erstatning af de tabte tænder med implantater, idet behandling ikke har en rimelig fremtidig prognose på grund af grundlidelsen paradentose. Det fremsendte behandlingsoverslag kan derfor ikke anerkendes, og der skal indsendes et nyt behandlingsforslag omfattende behandling for manglende tænder i overkæben med unitor. I underkæbefronten kan der anerkendes behandling med fast bro fra 3- til -3 under forudsætning af, at tanden 6- kan bevares, Hvis 6- mistes, kan behandling med unitor anerkendes.

Codan fandt endvidere, at det følger af Arbejdsskadestyrelsens méntabel punkt A.1.1.2, at der ved anvendelse af delproteser foreligger et varigt mén på 5%. Patienten er derfor berettiget til en godtgørelse for varigt mén på 5% som følge af, at der nu skal fremstilles en aftagelig unitorprotese.

 

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder ligesom Codan, at implantatbehandling ikke med overvejende sand-synlighed vil have en god prognose, da der kun har været reduceret respons på den givne paradentosebehandling, således at der stadig er restpocher og blødningstendens.

Nævnet lægger herved vægt på, at der findes videnskabelig dokumentation for, at periimplantitis og knogletab er hyppigere hos paradentosepatienter med implantater end hos andre.[1] Desuden er der både ved periimplantitis og parodontitis tale om en bakterielt induceret nedbrydning af bindevæv og knogle, og mikrofloraen er den samme. Nævnet er derfor enig i Codans behandlingsforslag, som indbefatter en unitor i OK og en bro i UK, såfremt 6- kan bevares. Behandling med unitor medfører, at der er ret til godtgørelse for varigt men på 5%.

Nævnet finder, at der i erstatningen for eventuel unitorbehandling skal foretages fradrag for sparede udgifter til paradentose-behandling, som er begrundet i det behov for behandling, som De ville have haft, såfremt behandlingen af Deres paradentose var iværksat rettidigt. Patientforsikringen dækker alene udgifter, der er en følge af skaden og derfor ikke udgifter, som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder. Fradraget fastsættes skønsmæssigt til 1.000 kr. pr. år i 10 år, i alt 10.000 kr.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

 

 


 

 

 

[1] Schou S., Holmstrup P, Worthington HV & Esposito M: Outcome af implant therapy in patients with previous tooth loss due to periodontitis. Clin Oral Implants Res 2006;17:104-123 og Schou S: Implant treatment in periodintitis-susceptible patients: A systematic review.J Oral Rehabil 2008;35:9-22