2184-12

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 68-årig kvinde, der den 15. september 2011 henvendte sig hos tandlægen, da kindsiden af tanden +4 var knækket af i niveau med tandkødet. Der blev taget røntgenbillede, og det blev aftalt, at tanden skulle behandles med en rodbehandling, stiftopbygning og krone. I forbindelse med rodbehandlingen den 6. oktober 2011 knækkede der en rodfil i den faciale rodkanal, hvilket tillige blev konstateret på et røntgenbillede den 20. oktober 2011. Filen blev forsøgt fjernet uden held, og patienten blev informeret om den knækkede rodfil. Tanden blev tillige rodfyldt denne dag. Den 28. oktober henvendte patienten sig med lette symptomer efter rodfyldningen. Patienten blev informeret om sandsynlig betændelsesproces, og der blev lavet en midlertidig fyldning af æstetiske årsager, da tanden skulle observeres. Ved telefonisk kontakt den 4. november 2011 oplyste patienten, at hun ikke havde smerter, men dog stadig lidt ømhed fra slimhinden ved palpation. Patienten ønskede at se tiden an, og det blev aftalt at fortsætte observationen af tanden. Den 30. november 2011 mødte patienten med store smerter og oplyste, at hun ikke kunne sove på den ene side grundet tryk på kind. Patienten blev informeret om infektion, og tanden blev trukket ud samme dag. Der planlægges erstatning af tanden +4 med en tre-leddet bro.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til denne behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 1. februar 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt efter gennemgang af sagen, at udtrækning af tanden +4 var indiceret, dvs. den tandlægefaglige korrekte behandling under de givne omstændigheder. Begrundelsen herfor er, at tanden +4 var meget svækket af grundlidelsen caries allerede forinden rodbehandlingen, hvorved rodfilen knækkede. Tandkronen var således reduceret til 10% af sin naturlige størrelse, og tanden var tilstoppet. Det betyder, at en rodbehandling med overvejende sandsynlighed var vanskeliggjort/ umulig at få succes med under de foreliggende omstændigheder, fordi rodkanalerne var utilgængelige. Dette betyder, at en fraktur af en rodfil under alle omstændigheder var en nærliggende mulighed i forbindelse med denne behandling.

Codan fandt endvidere, at det var fagligt korrekt at gøre forsøg på at foretage rodbehand-lingen, da tandkronen var for svækket til at kunne være en krone alene. Det var nødven-digt med en stiftforankring i roden. Såfremt tanden skulle have været bevaret, var dette således den eneste mulighed. Da tanden +4 var stærkt svækket på grund af grund-lidelsen caries og følger heraf og samtidig fra naturens side er en tand med en gracil rod, vil en kronebehandling med stiftforankring altid medføre en betydelig risiko for senere rodfraktur, selv om kronebehandlingen er foretaget efter gældende regler.

Codan fandt derfor, at selve de problemer, der opstod med den knækkede rodfil, ikke havde haft afgørende betydning for det videre forløb og den bedst mulige behandling.

Codan fandt således, at uanset at der knækkede en rodfil under behandling i oktober 2011, havde dette ikke afgørende betydning for skadens opståen. Begrundelsen herfor er, at bedst mulig behandling var fjernelse af tanden, da nabotænderne har et ventende behov for kronebehandling. Alternativt kan der foretages en implantatbehandling, som ligeledes kan ske på samme præmisser som tidligere.

Konklusionen er således, at tabet af tanden +4 skyldes grundlidelsen caries og et behandlingsforbehold på baggrund af denne tandtypes uhensigtsmæssige rodmorfologi.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder, at det må antages, at den opståede skade i regio +4 ville kunne udbedres ved hjælp af en kirurgisk rodbehandling (rodresection), da denne behandling ville have haft en god prognose. Der kan imidlertid ikke ydes erstatning herfor, da tanden i stedet er blevet trukket ud. Erstatning kan kun ydes for nødvendige udgifter til udbedring af en skade, og der kan derfor ikke ydes erstatning for udgifter til udtrækning af tanden og implantatbehandling. Selve udtrækningen af tanden kan heller ikke anerkendes som en skade, da den alene har medført et formuetab i form af merudgifter til implantat-behandling, set i forhold til kirurgisk rodbehandling.

Nævnet har ikke kompetence til at tage stilling til, om den behandlende tandlæge kan pålægges ansvar for denne merudgift. Kompetencen hertil ligger hos det regionale tandlægenævn. En eventuel klage hertil skal indgives senest 2 år efter, at patienten fik eller burde have fået kendskab til det forhold, der klages over, dog senest 5 år efter udførelsen af behandlingen.

Nævnet finder således, at der ikke er sket en erstatningsberettigede skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.