Skip to content

2200-12

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 26. oktober 2012 stadfæstet

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 37-årig kvinde, der i 2007 fik rodbehandlet tanden -6. I 2009 skiftede patienten tandlæge, og den 18. april 2011 henvendte patienten sig, da hun synes, at tanden -6 var begyndt at blive mørkere og tandkødet mellem -5,6 irriter-ede. Tandlægen fandt, at farveændringen var begrundet i, at tanden -6 var rodbehandlet, og at der ved tandkødet i mellemrummet mellem tænderne -5 og -6 sås en absceslign-ende hævelse. Patienten oplyste, at den havde været der i ca. 1½ måned med varierende størrelse. Røntgen taget samme dag beskrives med begyndende knogledestruktion svarende til abscessens lokalisation. Abscessen blev udtømt, og der blev ordineret penicillin. Det kunne ikke siges med sikkerhed, hvorfor den var opstået, og der beskrives sufficient rodfyldning. Ved kontrol den 27. april 2011 oplyste patienten, at hun ikke havde taget antibiotika som aftalt. Man fandt, der formentlig var tale om et pyogent granulom, som skulle fjernes kirurgisk. Den 13. maj 2011 blev der derfor foretaget kirurgisk oplukning, hvor slimhinden blev klappet til side og afsløret formodet parietal perforation på forreste sideflade med indvækst af cementlignende hvidlig masse i ínfektionsvævet. Det blev derfor skønnet, at tanden ikke var bevaringsværdig, hvilket patienten blev orienteret om. Tanden -6 blev herefter fjernet operativt den 24. maj 2011.

Patienten søger nu om erstatning for tabet af tanden -6 med implantat, diverse helbredelsesudgifter, tabt arbejdsfortjeneste og godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 18. januar 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at røntgen fra rodbehandlingstidspunktet viser ingen tegn på parietal perforation eller radiolucens, der kunne vise tegn på kraftig udboring af tanden i forbindelse med oplukning til rodbehandlingen, ligesom knoglen i området fremtræder normal.

Codan fandt endvidere, at røntgen fra den 18. april 2011 viser radiolucens i tandhals-området med begyndende destruktion af knogle ud for radiolucensen.

Codan fandt desuden, at ingen af røntgenbillederne viser tegn på uregelmæssigheder på rodfyldningsoverfladen, der ville have været til stede, hvis der var tale om voldsom udboring eller parietal perforation.

Codan fandt det derfor overvejende sandsynligt, at tandbylden ikke er en følge af rod-behandlingen tre år tidligere. Det er derimod med overvejende sandsynlighed tale om idiopatisk resorption af tandsubstansen. Der er dermed ikke sket en behandler-påført skade, og der kan ikke ydes erstatning i henhold til loven.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder ligesom Codan, at røntgenbillede fra 3. juli 2007 ikke viser tegn på udboring med parietal perforation til følge. Endvidere viser røntgenbillede fra 18. april 2011 en kileformet defekt i krone og rod med basis udad i tandhalsområdet, hvilket med overvejende sandsynlighed tyder op, at årsagen til opløsningen af tandsubstans er en ekstern resorption og ikke den tidligere udførte rodbehandling.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.