Skip to content

2254-12

Skadetype:
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis
Tandskadeankenævnet har på et møde den 19. november 2012 ændret Codans afgørelse af 28. marts 2012

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 62-årig mand, der i december 2008 fik erstattet en eksisterende bro fra tanden +3 til tanden +5 med en ny bro. Broen blev cementeret midlertidigt, da patienten overvejede blegning af øvrige tænder undervejs. Den 18. februar 2009 blev broen cementeret endeligt. Den 22. februar 2010 var broen løs på tanden +3. Det blev derfor den 8. marts 2010 forsøgt at løsne broen, og det blev aftalt at lave en ny bro 14 dage senere. Den 27. april 2010 fremgår det af journalen, at der er isat en ny bro. Først den 8. august 2011 er der igen optegnelser vedrørende broen, hvoraf det fremgår, at røntgen viser rodspidsbetændelse regio +5. Patienten blev derfor henvist til specialist samt orienteret om eventuel rodfraktur, som kunne medføre ekstraktion af tanden +5. Der planlægges nu fjernelse af tanden +5 samt isættelse af enkelttands-implantater regio +4 og +6.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til implantat samt godtgørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 28. marts 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at røntgen dateret den 8. august 2011 viser opklaring på siden af roden på tanden +5. Billedet viser ingen tegn på rodfraktur. Rodfraktur kan ikke udelukkes, men betændelsesprocessen kan have andre årsager.

Codan fandt endvidere, at en eventuel rodfraktur ville have været synlig efter fjernelse af broen og ved udboring og aftrykstagen til ny rodstift.

Codan fandt videre, at rodfraktur ved brofjernelsen ville have medført symptomer tidligere en halvandet år senere.

På baggrund af det foreliggende materiale fandt Codan ikke, at der var fremlagt bevis for, at der er sket en rodfraktur i forbindelse med fjernelsen af broen. Der er dermed ikke sket en skade som følge af den udførte behandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer Codans afgørelse af 28. marts 2012, som anført nedenfor.

 

 

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at rodfrakturen på tanden +5 er opstået i forbindelse med fjernelsen af broen i 2010, hvor broen blev banket af. Tabet af tanden +5 har derfor med overvejende sandsynlighed årsag i den udførte tandbehandling. Der kan derfor ydes erstatning for implantat regio +5. Behandlingsoverslag af 13. december 2011 kan godkendes med i alt 8.950 kr. og behandlingsoverslag af 12. december 2011 kan godkendes med i alt 11.555,52 kr. svarende til udgiften til røntgenoptagelse, operativ fjernelse af tand, efterbehandling, implantat 1 og lokalbedøvelse. Den samlede erstatning beløber sig således til 20.505,52 kr.

 

 

Det bemærkes, at Nævnet ikke finder, at der foreligger dokumentation for nødvendig-heden af knogletransplantat.