Skip to content

2252-12

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi - Implantatbehandling - lege artis

Beskrivelse:

Knækket rodfil. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Knækket rodfil. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 45-årig kvinde, der den 23. januar 2012 fik indledt rodbehandling af tanden +6 efter at have haft smerter i nogen tid. Under udrensningen af rodkanalerne knækkede en rodfil i den mesiofaciale rod. Filfragmentet sad midtrods og kunne ikke fjernes. Den 25. januar 2012 blev der ordineret antibiotika. Den 1. februar 2012 blev de tilgængelige rodkanaler rodfyldt på sædvanligvis, og den mesiofaciale rodkanal blev forseglet med glasionomerfyldning. Den 18. juni 2012 blev der taget røntgen af tanden +6 og konstateret, at der var infektion svarende til den rod, hvor den knækkede rodfil sidder samt at tanden er knækket. Den 22. juni 2012 opsøgte patienten en anden tandlæge for vurdering af tanden +6. Tandlægen fandt, at røntgen fortsat viste betændelse, men da tanden er knækket, har tanden en ret dårlig prognose. Endvidere forbedre den knækkede rodfil og betændelse ved rodspidsen ikke sitationen og ekstraktion er nok den eneste mulighed.

Patienten søger nu om erstatning for den efterfølgende behandling af kindtand og aktuel tandlægeregning samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

Knækket rodfil. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.I brev af 16. maj 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at der på nuværende tidspunkt ikke er tegn på, at den knækkede rodfil har haft negative konsekvenser for tanden +6 i form af yderligere behandlingskrævende betændelse. Men hvis der senere opstår betændelse som følge af den knækkede rodfil, kan sagen genoptages.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder det overvejende sandsynligt, at tanden +6 mistes som følge af fraktur af tanden og ikke som følge af den knækkede rodfil og rodspidsbetændelse. Efter frakturen,  som ikke har årsag i den knækkede rodfil, havde tanden således ikke tilstrækkelig tandsubstans, til at den kunne bevares.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.