Skip to content

2286-12

Skadetype: Skade på anden anatomisk struktur end tand/nerver - Tab af knogle
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Tandudtrækning. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Tandudtrækning. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 52-årig kvinde, der den 21. februar 2011 henvendte sig akut hos en tandlæge (tandlæge A) på grund af smerter i venstre side af underkæben. Der blev i den forbindelse taget røntgen, som viser tanden -8 helretineret med mulig cyste. Patienten blev derfor henvist til specialtandlæge (skadevoldende tandlæge), hvor tanden -8 blev fjernet operativt den 23. februar 2011. Tanden var dybt lejret med tæt relation til læbe-tandnerven. Desuden blev cysten ved tanden -8 fjernet. Den 4. marts 2011 fik patienten fjernet 2 suturer hos tandlæge A, og der blev konstateret pæn heling. Patienten havde dog mange smerter og fik smertestillende medicin. Den 13. marts 2011 henvendte patienten sig med akutte smerter hos tandlæge A, og der blev ordineret behandling med antibiotika. Den 29. marts 2011 havde patienten stadig smerter, og den 30. marts 2011 havde patienten fortsat smerter ved konsultationen hos specialtand-lægen, ligesom der var hævelse i regio -8. Der blev derfor ordineret behandling med antibiotika. Den 11. april 2011 er det noteret i journalen fra specialtandlægen, at der var markant bedring, men den 18. april 2011 var patienten fortsat øm svarende til musklen i området. Der var ingen tegn på infektion. Den 26. april 2011 henvendte patienten sig telefonisk til specialtandlægen, da hun ikke kunne forstå, at de ikke kunne hjælpe. Samme dag henvendte patienten sig også til tandlæge A, da hun fortsat havde smerter. Tandlæge A henviste i den forbindelse patienten til afdelingen for tand-, mund- og kæbekirurgi på Rigshospitalet.  Den 27. april 2011 fremgår det af journalen fra tandlæge A, at symptomerne var uforandret. Den 6. maj 2011 var patienten til undersøgelse på Rigshospitalet, hvor der blev fundet myose i venstre tyggemuskel, men der var ikke indikation for behandling. Røntgenoptagelsen er beskrevet som værende uden fund, idet det er beskrevet, at tanden -8 har været lejret i tæt relation til læbe-tandnerven, men at der ikke var føleforstyrrelser. Ved kontrolundersøgelse på Rigshospitalet den 23. maj 2011 blev det konstateret, at symptomerne var forsvundet, men at der stadig var myose i venstre tyggemuskel. Der fandtes ikke indikation for yderligere behandling på Rigshospi-talet. Den 1. juli 2011 oplyste patienten til tandlæge A, at smerterne var borte, men at hun fik symptomer ved høj puls. Den 17. juni 2011 henvendte patienten sig igen til tandlæge A med smerter, og der kunne erkendes en hævelse ud for området, hvor tanden -8 havde været lejret. Af journalen fra tandlæge A fremgår det den 22. september 2011, at der er bedring men perioder med voldsom hævelse fra kæbe og kind. Den 14. novem-ber 2011 var patienten hos specialtandlægen, hvor der var udtalt palpationsømhed ved tyggemusklerne i venstre side, men klinisk og radiologisk heling af området samt ingen tegn på infektion. Patienten blev derfor henvist til anden tandlæge for bidfunktions-undersøgelse. Af journal fra anden specialtandlæge fra den 2. januar 2012 fremgår det, at der kunne erkendes betændelsesudførselsgang regio -8 med pusflåd. Røntgen gav mistanke om knoglesekvester i regionen. Yderligere røntgenundersøgelse afslørede, at der kunne ses 10 mm x 3 mm sekvestrum, som kunne ses beliggende 2-3 mm fra læbe-tandnerven. Der fandtes ubetinget indikation for udtagning af sekvestrest, hvilket blev foretaget samme dag.

Patienten søger nu om erstatning for de faktiske udgifter samt indkomsttab og godt-gørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 1. juni 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1-4.

Codan fandt, at behandlingen hos tandlægen er udført i overensstemmelse med, hvad der efter tandlægefaglig videnskab og erfaring har været det bedst mulige i den givne situation. Der er ved afgørelsen lagt vægt på, at der på korrekt indikation er foretaget udtagning af den retinerede visdomstand -8 ved hvilken der er en cyste. Tanden -8 ligger dybt lejret i kæben, og efter udtagningen opstår der periodiske smerter over et længere forløb. 11 måneder efter udtagningen kan det radiologisk erkendes, at der er sket en afstødning af en del af kæbeknoglen.

Codan fandt efter en samlet vurdering, at udtagningen af tanden -8 er gjort bedst muligt, idet tand og cyste er fjernet og røntgenkontrol i november måned 2011 viste heling.

Codan fandt endvidere, at sekvestrering af knoglevæv i forbindelse med en så komplice-ret udtagning af tanden som patientens, er en komplikation, der opstår mere end 2% af tilfældene, og er dermed ikke tilstrækkelig sjælden til at opfylde lovens krav om sjælden-hed. Ligeledes finder Codan ikke, at komplikationen er tilstrækkelig alvorlig set i forhold til den grundlidelse, som patienten blev behandlet for, hvilket ligeledes er en betingelse for, at der kan ske anerkendelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder ligesom Codan, at behandlingen med udtagning af tanden -8, der var dybt lejret, og den efterfølgende behandling er udført bedst muligt under de givne omstændig-heder. Der er lagt vægt på, at komplikationen med et løsnet knoglestykke er vanskeligt at diagnosticere, før der dannes en fistel.

Nævnet finder derfor ikke, at betingelserne for erstatning i lov om klage- og erstatnings-adgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1-3, er opfyldt.

Nævnet finder endvidere, at den nævnte komplikation ikke giver grundlag for erstatning i medfør af lovens§ 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 4. Det bemærkes hertil, at komplikation-en efter Nævnets opfattelse opstår i mere end 2% af tilfældene, og at den derfor ikke opfylder lovbestemmelsens krav til sjældenhed.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet.