Skip to content

2292-12

Skadetype:
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Tab af tand efter rodbehandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Tab af tand efter rodbehandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 51-årig kvinde, der d. 5. november 2011 konsul-terede Tandlægevagten på grund af tandpine, der kunne lokaliseres til tanden 7+. Der blev konstateret en dyb fyldning med tæt relation til tandnerven, og der blev indledt rodbehandling med akut oplukning under diagnosen betændelse i tandnerven. Den 5. december 2011 konsulterede patienten Tandlægeskolen for fortsættelse af behandlingen af 7+. Der blev derfor indledt udrensning af rodkanalerne. I den forbindelse var der symptomer fra forreste rod, hvor rodkanalen var svært tilgængelig på grund af morfolo-gien. Der fandtes tegn på blødt væv i rodkanalen og mistanke om gennembrydning af rodoverfladen opstod. Patienten blev derfor orienteret om muligheden for, at Tandlæge-vagten ved et hændeligt uheld havde lavet en parietal perforation. Den 12. december 2011 gennemførte anden tandlæge rodbehandlingen med rodfyldning af alle rodkanaler til rodspidsen uden symptomer til fuld længde. Det blev bemærket, at der ikke sås udstrømning af rodfyldningspasta, og at gennembrydning af rodoverfladen måske ikke var opstået.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne hertil, tabt arbejdsfortjeneste samt godtgørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 22. august 2012 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at der på nuværende tidspunkt ikke er tegn på, at rodbehandlingen har haft negative konsekvenser for tanden 7+.

Codan fandt i den forbindelse, at der er gennemført rodfyldning uden kliniske eller radiologiske tegn på, at rodoverfladen er gennembrudt. Der ses ikke udsivning af rodfyldningspasta svarende til eventuel perforation, og der er ikke tegn på betændelse i knoglen på siden af roden. Men hvis der senere opstår betændelse eller andre gener, som kan tilbageføres til rodbehandlingen, kan patienten anmode om at få sagen genoptaget. Codan vil herefter vurdere, om rodbehandlingen har medført en skade omfattet af loven.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Nævnet finder, at røntgenbillede af 5. november 2011 viser, at tanden 7+ var forsynet med en meget stor fyldning forud for rodbehandlingen. Tanden 7+ mistes derfor med overvejende sandsynlighed som følge af grundlidelsen i form af en svækket tand og ikke som følge af den udførte rodbehandling. I den forbindelse bemærkes det, at der efter en tandlægefaglig vurdering af de afleverede tandfragmenter ikke kan konstateres en gennembrydning af roden forårsaget af rodbehandlingen.

 

 

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.