2216-12

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 51-årig kvinde, der ved undersøgelse den 2. juni 2010 fik taget røntgen. Den 10. december 2012 henvendte patienten sig med knækket tand 7+, hvorfor den blev bygget op i plast. Desuden blev det aftalt, at tanden skulle restaureres med krone. Den 9. marts 2011 blev der indledt rodbehandling af tanden 7+. Af journalnotat fra den 13. april 2011 fremgår det, at tanden var knækket, og at kanalerne var lukket. Det blev derfor besluttet at trække tanden ud samme dag. Efter udtrækning af tanden opstod der smerter og føleforstyrrelser i højre side af overkæben, og den 20. april 2011 henvendte patienten sig med tandpine i region 7+, som trak sig til øret. Der blev derfor foretaget individuel forebyggende behandling. Den 27. april 2011 blev der taget kontrolrøntgen, der viste, at helingen så pæn ud. Efterfølgende har patienten fortsat føleforstyrrelser. I juni 2011 var patienten til en nærmere udredning på Odense Hospital, hvor man fandt dystesier og paræstesier i højre side af ansigtet. Det blev konkluderet, at dette skyldes bedøvelsesmidlet.

Patienten søger nu om erstatning for den skadesudbedrende behandling samt godtgørelse for varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 28. februar 2012 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at bedst mulig behandling den 9. marts 2011 ville have indebåret, at tanden 7+ var bevaret ved omhyggelig udrensning af tandens rodkanaler, rodfyldning og herefter restaureret med en opbygning og krone. Ved optimal behandling kunne tanden således være bevaret.

Codan fandt i den forbindelse, at røntgen godtgør, at det var muligt at føre rodbehand-lingen til tandens rodspidser. Der var således ikke et sikkert diagnostisk grundlag for udtrækning af tanden. En mulig afbrækning af en rodfil kan ikke begrunde udtrækning af en tand, idet denne problematik kan udbedres uden tandudtrækning.

Der kan derfor ydes erstatning for udgifterne til udtrækning af tanden 7+ samt en godtgørelse på 2.500 kr. for tabet af tanden 7+. Der kan ikke anerkendes udgifter til implantatbehandling, da tanden ikke har en afgørende tyggefunktionel og/eller kosmetisk betydning. Patienten mangler også tanden +7, uden den er søgt erstattet.

Codan fandt endvidere, at det ikke kunne afgøres på nuværende tidspunkt ud fra de foreliggende oplysninger, hvorvidt de anførte føleforstyrrelser m.v. i højre side af ansigtet et en følge af behandlingen. Patienten skal derfor indkaldes til en nerveundersøgelse, hvorefter Codan vil vurdere nerveskadens eventuelle sammenhæng med tandbehandling-en samt varige følger heraf.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 28. februar 2012, men med en ændret begrundelse herfor.

Nævnet finder, at der ikke kan ydes erstatning for udgifterne til implantat regio 7+, idet det ikke er tilrådeligt at indsætte implantat på grund af den opståede nerveskade.

Nævnet finder endvidere, at der ikke kan ydes erstatning for udgifterne til bidskinne-behandling, idet ikke er overvejende sandsynligt, at dette behandlingsbehov er opstået som følge af tandudtrækningen. I den forbindelse er der lagt vægt på, at det fremgår af journalen, at De har haft flere bidskinner igennem årene.

Godtgørelse for svie og smerte kan kun ydes, når betingelserne i erstatningsansvars-lovens § 3 er opfyldt. Det fremgår heraf, at godtgørelse i tilfælde, hvor der ikke foreligger sygemelding, kun kan ydes i særlige tilfælde. Dette betyder, at der skal foreligge sådanne gener eller indskrænkninger i de almindelige legemsfunktioner, at det kan sidestilles med en sygelig tilstand. Oplysningerne om generne som følge af udtrækning af tanden 7+ opfylder ikke denne betingelse, og der kan derfor ikke ydes godtgørelse for svie og smerte.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.