Skip to content

2427-13

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Rodfyldning

Beskrivelse:

Rodspidsbetændelse efter rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Rodspidsbetændelse efter rodbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 50-årig kvinde, der den 14. november 2008 fik diagnosticeret fraktur af tanden +7. Tanden +7 blev derfor rodbehandlet den 2. december 2008, og den 15. december 2008 blev der isat en rodstift i palatinale rodkanal, som fæste for plastopbygning. Den 9. januar 2009 blev der cementeret en krone på tanden +7, og den 1. oktober 2010 blev der foretaget undersøgelse uden bemærkninger om tanden +7. Patienten skiftede herefter tandlæge, som den 11. november 2011 konstaterede, at røntgen af tanden +7 viste en for lang rodfyldning af palatinale rod uden tegn på rod-spidsbetændelse. Ved undersøgelse den 12. oktober 2011 blev der ikke noteret forhold vedrørende tanden +7. Den 31. august 2012 konsulterede patienten tandlægen på grund af ømhed fra tanden +7. Røntgen beskrives med for lang rodfyldning i palatinale rod og manglende rodfyldning i den forreste rod ud mod kinden. Der skulle derfor foretages en kirurgisk rodbehandling.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne hertil.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. april 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at det fremlagte elektroniske røntgenbillede dateret 31. august 2012 ikke udviser tegn på rodspidsbetændelse.

Codan fandt derfor ikke, at de beskrevne mangler ved rodfyldningen er årsag til de nu opståede gener fra tanden +7 - også i henset til det relativt lange forløb fra rodfyldningen til de beskrevne symptomer opstår.

Codan fandt dermed ikke, at der er sket en skade som følge af den udførte behandling, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Codan fandt dog, at det ikke kan udelukkes, at symptomerne er udløst som følge af de beskrevne mangler ved rodbehandlingen. Hvis nye røntgen viser udvikling af rodspids-betændelse på mesiofaciale eller palatinale rod, kan sagen genoptages.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 15. april 2013 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at røntgenbillede af 31. august 2012 viser, at den forreste, yderste rod ikke er rodfyldt. Det findes i den forbindelse overvejende sandsynligt, at rodbehandlingen kan omgøres på samme betingelser som forud for den oprindelige rodbehandling. Omgørelse er ikke en skade i lovens forstand. Det forhold, at rodbehandlingen ikke har været udført bedst muligt, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Hvis De stadig har gener 6 måneder efter omgørelse af rodbehandlingen, kan De fremsende dokumentation herfor til Codan, som herefter vil vurdere sagen igen med henblik på om der kan ydes erstatning for udgifterne til kirurgisk rodbehandling.