Skip to content

2438-13

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Forsinket diagnostik af rodspidsbetændelse. Godtgørelse for svie og smerte. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Forsinket diagnostik af rodspidsbetændelse. Godtgørelse for svie og smerte. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

: Sagen drejer sig om en nu 19-årig kvinde, der den 9. maj 2006 og den 10. februar 2010 fik behandlet tanden 6+ med en plastfyldning. Ved eftersyn den 10. marts 2011 oplyste patienten, at hun havde bidt i en sten og havde derfor forsikringspapirer med. Tænderne 6+ og 6- blev i den forbindelse anmeldt som muligt beskadigede. Tandlægen noterede, at der ikke kunne konstateres brud på nogen tænder. Den 27. maj 2011 havde patienten fortsat smerter fra tanden 6+. Tandlægen fandt 6+ normal, men overvejede at fjerne en fyldning for at undersøge en revne. Den 2. november 2011 var patienten igen til undersøgelse uden angivelse af gener og/ eller fund. Den 4. januar 2012 henvendte patienten sig med smerter i højre side fra tænderne 6+ og 7,6,5-. Tandlægen fandt ømme tyggemuskler, og der blev ordineret smertestillende medicin. Der blev endvidere taget røntgen, som beskrives med alt normalt. Af journalnotat fra den 30. maj 2012 fremgår det, at patienten har været ved egen læge og fået akupunktur i højre side af kæben på grund af smerter. Ifølge lægen havde patienten krydsbid. Tandlægen henviste patienten til anden tandlæge, hvor hun blev undersøgt den 19. juni 2012. Anden tandlæge konkluderede, at det var svært at finde en årsag til patientens smerter, men at patienten havde ømhed i sine tyggemuskler og ville blive behandlet med en blød bideskinne herfor. Den 23. juni 2012 henvendte patientens mor sig telefonisk, da patienten havde kraftige smerter i højre side. Da tandlægen ikke var til stede, blev det anbefalet at søge anden tandlæge. Den 25. juni 2012 konstaterede tandlægen, at smerterne stammede fra 6+, og at der var ømhed i ganen ud for 6+. Der blev taget røntgen af tanden, som beskrives at vise betændelsestegn ved rodspidserne på tanden. Der blev ligeledes taget et klinisk foto, som beskrives uden caries/ perf eller synlig infraktion efter fyldningsfjernelse. Der blev indledt rodbehandling af tanden, hvor nerven fandtes delvist død. Tandlægen besluttede at kontakte forsikringen fra tidligere traume på tanden 6+ om evt. dækning. Den 26. juni 2012 kontaktede patienten tandlægen for ordinering af penicillin, da patienten stadig var hævet i ganen. Den 12. juli 2012 fortsatte rodbehandlingen, som blev færdiggjort den 7. august 2012 med lukning med en plastfyldning. Der blev taget kontrolrøntgen, som viste intet abnormt ved fyldningen.

Patienten søger nu om erstatning for afholdte medicinudgifter samt godtgørelse for svie og smerte

1. instans afgørelse:

I brev af 29. maj 2013 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 21, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at det fremgår af det modtagne røntgen fra den 10. marts 2011, at der kunne konstateres caries i tanden 6+. Endvidere fremgår det, at der har været tvivl om, hvorvidt årsagen til smerterne i tanden 6+ skyldes hullet i tanden eller en eventuel revne i tanden efter tygning på en sten.

Codan vurderede herefter, at hvis der var diagnosticeret rettidigt og korrekt behandling iværksat, ville en rodbehandling af tanden 6+ med overvejende sandsynlighed have været undgået.

Codan fandt i den forbindelse, at bedst mulig behandling indebærer, at en tand med en mulig rodbetændelse røntgenfotograferes og tjekkes for tegn på betændelse, samt at tandens føleevne kontrolleres elektrometisk.

Codan fandt dermed ikke, at der er foretaget rettidig diagnostik eller terapeutiske tiltag i overensstemmelse med den bedst mulige behandling under de givne omstændigheder.

Codan fandt dog, at patienten på det foreliggende grundlag ikke er berettiget til erstatning og godtgørelse, da det samlede beløb ikke overstiger minimumsgrænsen på 10.000 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 29. maj 2013, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at bedst mulig behandling havde tilsagt, at der var blevet foretaget en vitalitetstest samt røntgenbillede af tandens rodspidser i stedet for at henvise patienten til bidspecialist og lægebehandling. Det findes overvejende sandsynligt, at rodspids-betændelsen i så fald var blevet opdaget, således at rodbehandlingen kunne have været udført på et tidligere tidspunkt i forløbet.

Nævnet finder, at der er grundlag for at tilkende godtgørelse for svie og smerte, da forløbet har været langvarigt, og patienten i perioder har haft betydelige gener. Nævnet finder derfor, at patienten er berettiget til en godtgørelse for svie og smerte, der skønsmæssigt fastsættes til i alt 20.000 kr.