Skip to content

2425-13

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Rodfyldning

Beskrivelse:

Rodfyldningsoverskud med rodspidsbetændelse til følge. Godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Rodfyldningsoverskud med rodspidsbetændelse til følge. Godtgørelse for svie og smerte samt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 59-årig kvinde, der i juli 2010 fik påbegyndt rodbehandling af tanden +4, da tanden var følsom overfor kulde og varme. Den 11. august 2010 blev tanden rodfyldt og restaureret med amalgam. Dagen efter henvendte patienten sig til tandlægen på grund af smerter fra tanden, hvorfor der blev ordineret penicillin. Den 9. september 2010 havde patienten smerter fra venstre side af overkæben, og tandlægen konstaterede på røntgen af tanden +3, at nerven var betændt eller død. Der blev derfor påbegyndt rodbehandling, som blev afsluttet med rodfyldning og aflukning med plast den 17. september 2010. Den 7. oktober 2010 havde patienten smerter fra området med tænderne +3,4,5. Tandlægen påbegyndte derfor en revision af rodbehandlingen af inderste kanal i tanden +4. Den 28. oktober 2010 blev tanden rodfyldt. Den 9. november 2010 henvendte patienten sig til anden tandlægen, da hun havde store smerter ved tygning. Tandlægen vurderede ud fra et røntgen, at rodfyldningerne i tænderne +3,4 var mangelfulde, da rodfyldningen i tanden +3 var 5 mm for lang, pegende op i kæbehulens område. Tandlægen henviste derfor patienten til en specialtandlæge, som foretog en kirurgisk rodbehandling af tænderne +3,4 den 25. november 2010. I den forbindelse blev rodspidserne afkortet og plomberet, og rodfyldningsoverskuddet blev fjernet på den inderste rod af tanden +4.

Patienten søger nu om erstatning for ekstraudgiften til specialtandlægen samt godtgørelse for svie og smerte.

OBS: Patienten har ligeledes klaget til Regionstandlægenævnet, som har kendt klage beføjet med tilbagebetalingskrav af honoraret for rodbehandling af tænderne +3,4, da rodfyldningen var for kort i tanden +3 og for lang i tanden +4.

1. instans afgørelse:

I brev af 5. marts 2013 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at patientens smerter fra tanden +4 med overvejende sandsynlighed skyldes rodfyldningsoverskuddet. Behandlingen med overfyldning af rodkanalen i tanden +4 har ikke været bedst mulig under de givne omstændigheder, og der kan derfor ydes erstatning.

Codan fandt i den forbindelse, at bedst mulig behandling tilsiger ved rodbehandling, at tandens rodmål fastlægges elektronisk eller ved hjælp af røntgenbilleder. Desuden at den mekaniske rensning og siden rodfyldning af tanden, respekterer tandens anatomi, hvorved det sikres, at en rodfyldning bliver en tæt forsegling af rodkanalen i den rette længde.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med den kirurgiske rodbehandling. Endvidere godkendes medicinudgifter til antibiotika på 119,65 kr. samt smertestillende medicin på 273 kr.

Codan fandt i øvrigt ikke, at patienten var berettiget til yderligere erstatning og/ eller godtgørelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 5. marts 2013 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ikke, at den fremlagte dagpengeerklæring indeholder nogen dokumenta-tion for, at forlængelsen af sygeperioden fra den 30. juli 2010 skyldes tandbehandlingen, og der er derfor ikke grundlag for at antage, at denne har medført uarbejdsdygtighed, som kunne berettige til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, eller sygdom, som kunne begrunde tilkendelse af godtgørelse for svie og smerte.

Nævnet finder endvidere ikke, at der foreligger et sådan særligt tilfælde, jf. erstatnings-ansvarslovens  § 3, at der kan ydes godtgørelse for svie og smerte uanset sygemelding, idet der ikke foreligger sådanne gener eller indskrænkninger i de almindelige legems-funktioner, at det kan sidestilles med en sygelig tilstand. Oplysningerne om generne som følge af den udførte rodbehandling kan således ikke anses at have et sådant omfang, at de opfylder denne betingelse.

Der kan derfor ikke tilkendes godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Endvidere tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.