Skip to content

2874-14

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Infektion efter knækket rodfil. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Infektion efter knækket rodfil. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 72-årig kvinde, der den 4. september 2013 fik konstateret omfattende caries under broankeret regio +6. Cariesangrebet blev behandlet med en plastisk fyldning, men ifølge journalen var behandlingen midlertidig, og der skulle fremstilles en ny bro. Den 23. oktober 2013 var der en tandbyld regio +6, og der blev indledt rodbehandling af tanden +6 den 30. oktober 2013. Ifølge journalen fra den 29. januar 2014 blev der efter rodfyldning taget røntgenbillede, som viste et knækket instrument i tandroden. Den 20. februar 2014 er det journaliseret, at patienten har været til konsultation på Tandlægeskolen. Desuden blev patienten blevet informeret om det knækkede rodinstrument og om den nødvendige kirurgiske behandling. Ifølge journalen skulle der udføres kirurgisk rodbehandling hos en specialist.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til rodbehandling af tanden, kirurgisk rodbehandling og medicin. Desuden søges om godtgørelse for svie og smerte i forbindelse med en ødelagt ferie.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. juni 2014 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk.1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af betændelse ved tanden +6 med overvejende sandsyn-lighed er en følge af den udførte behandling, da der i forbindelse med rodbehandling af tanden knækket et rodkanalinstrument.

Codan fandt, at bedst mulig behandling havde indebåret, at der i forbindelse med rodbehandling af tanden var sket en tilstrækkelig åbning og en skånsom udvidelse, således at instrumentfrakturen var undgået. Behandlingen har dermed ikke været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med kirurgisk rodbehandling af den skadede tandrod på tanden +6. Der kan dog ikke ydes erstatning til udgifterne i forbindelse med almindelig rodbehandling af tanden +6 samt til plomber-ing af trelængede broer. Årsagen hertil er, at behovet for rodbehandling af tanden samt behovet for plombering af broerne ikke skyldes den anerkendte patientskade, men derimod den oprindelige grundlidelse caries. Patienten skulle derfor have afholdt udgifterne til denne behandling under alle omstændigheder.

Codan fandt videre, at der ikke kan ydes erstatning for udgifterne til penicillinbehand-linger i oktober 2013, da de skyldes den oprindelige grundlidelse caries og den nødven-dige behandling heraf. Der kan endvidere ikke tilkendes godtgørelse for svie og smerte, da der ikke har været tale om en egentlig sygemelding som følge af skaden, og da skadens karakter og omfang ikke i sig selv er tilstrækkelig til at kunne medføre en sygemelding eller en tilstand, der kan sidestilles hermed.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 30. juni 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at den knækkede rodfil alene har forårsaget betændelse på den ene rod, og at der derfor kan ydes erstatning for kirurgisk rodbehandling heraf. For så vidt angår rodbehandling af de øvrige kanaler samt plombering er dette en følge af grundlidelsen rodspidsbetændelse, hvorfor der ikke kan ydes erstatning herfor. Det forhold, at en behandling ikke lykkes, udgør ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i form af knækket rodfil i en rod i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Endvidere tiltrædes erstatningens omfang.