Skip to content

2879-14

Skadetype: Bidfunktionsgener
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Tandregulering og bidhævning. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Tandregulering og bidhævning. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 58-årig kvinde, der den 13. juni 2008 konsulterede sin egen tandlæge. Ifølge journalen var patienten generet af dybt bid ved fortænderne, og patienten havde behov for kronebehandling af tænderne 6+6 samt en implantatbåret krone for tanden 6-. Desuden var der behov for en let bidhævning. Der blev derfor den 16. september 2008 lavet bidhævning med plast på tyggefladerne af tænderne 4+4,6 og 4-4,6,7. Den 20. oktober 2009 blev der cementeret en MK krone på tanden 6+, og den 4. november 2008 blev der cementeret en MK krone på implantat regio 5-. Den 22. april 2010 noteres det, at patienten påbed ganen bag fortænderne 1+1 trods den gennemførte behandling med bidhævning. Ifølge journalen fra den 8. juni 2010 havde patienten besluttet sig for en tandretningsbehandling hos den behandlende tandlæge, og ifølge behandlingstilbud af 31. maj 2010 blev der aftalt fast bøjle i over- og undermunden. Tandretningsbehandlingen blev afsluttet i marts 2013, og ifølge journalen var patienten utilfreds med sine sammenbidsforhold og kunne ikke tygge maden. Den 20. juni 2013 noterede patientens egen tandlæge, at patienten var utilfreds med kun at have kontakt i sammenbiddet et enkelt sted i hver side på de små kindtænder. Patienten har i forbind-else med anmeldelsen oplyst, at hun har meget slidte kindtænder, slidt skævt på grund af dårlig tandstilling. Ifølge patienten har plastrenoveringen af kindtænderne i 2008 fungerede fint, men endte med at forværre ganepåbidningen. Patienten besluttede sig for tandretning, hvilket gik fint indtil 2011, hvor der skete et behandlerskift, og patienten oplevede behandlingen som sløset. Patienten havde i en periode en bidskinne, som generede tandkødet.

Patienten søger derfor nu om erstatning for sine udgifter til genopretning af sammenbids-funktion ved egen tandlæge, honorar for tidligere behandling samt godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. juni 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at patientens usikre sammenbidsforhold skyldes utilstrækkelige restaure-ringer og slid, og at det fremgår, at tandlægen vil rekonstruere sammenbidsstilling med kronebehandlinger. Alternativt kan tandretningsbehandlingen gøres om.

Codan fandt videre, at kronebehandlingerne kan udføres under samme forudsætninger som tidligere. Udførelse af udskudt behandling er ikke en erstatningsberettigende skade i lovens forstand, da behandlingsbehovet skyldes grundlidelsen caries og ikke den udførte tandlægebehandling.

Codan fandt endvidere, at behandlingsbehovet i form af etablering af flere sammenbids-kontakter er en følge af grundlidelsen i form af traumatisk tandstilling, slid, svækket af tænder på grund af caries og tidligere behandlinger heraf og ikke den udførte tand-behandling.

Codan fandt desuden, at en fornyet tandretning vil kunne omgøres under samme forud-sætninger som den oprindelige behandling. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 30. juni 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at behandlingen med tandregulering og bidhævning kan omgøres under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Omgørelse er – som oplyst af Codan  - ikke en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.