Skip to content

2713-14

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Rodfyldning

Beskrivelse:

Rodbehandling med insufficiente rodfyldninger med rodspidsbetændelse til følge. Efterfølgende udtrækning af tand. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Rodbehandling med insufficiente rodfyldninger med rodspidsbetændelse til følge. Efterfølgende udtrækning af tand. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 59-årig kvinde, der den 18. januar 2005 fik rodbehandlet tanden +6 på grund af caries. I forbindelse med rodbehandlingen knækkede et rodinstrument i den ene af tandens tre tandrødder. I november 2012 skiftede patienten tandlæge, som efterfølgende forsøgte revision af rodfyldningen den 8. februar 2013, men uden held, da den knækkede rodfil ikke kunne passeres. Tanden blev derfor trukket ud samme dag. Der planlægges nu brobehandling.

Patienten søger om erstatning for udgifterne til tandudtrækning og retablering af den mistede tand +6.

1. instans afgørelse:

I brev af 3. februar 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at røntgenbillede ikke viser tegn på sygelige forhold på rodspidsen i den tandrod, der vender mod ganen, af tanden +6. Den knækkede rodfil har derfor ikke medført ændring af tandens tilstand eller behandlingsbehov og har dermed ikke medført skade.

Codan fandt derimod, at der ses tegn på betændelse omkring de to tandrødder, der vender mod kinden på tanden +6, hvor der ikke er knækket en rodfil.

Codan fandt derfor, at der på nuværende tidspunkt ikke er tegn på, at den knækkede rodfil har haft negative konsekvenser for tanden +6 i form af yderligere behandlings-krævende betændelse. Et afbrækket rodkanalinstrument kan fungere som rodfyldning, uden at det medfører skade på roden. Men hvis der senere opstår betændelse som følge af den knækkede rodfil, kan patienten anmode om at få sagen genoptaget.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer dermed Codans afgørelse af 3. februar 2014, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at røntgenbilleder af 13. november 2012 viser, at rodfyldningerne i de to rodkanaler, der vender ind mod kinden, er insufficiente. Dette har med overvejende sandsynlighed medført, at der opstod rodspidsbetændelse på de to rodspidser.

Nævnet finder videre, at den korrekte skadesudbedrende behandling ville have været en kirurgisk rodbehandling, men tanden er i stedet trukket ud.

Der kan derfor ikke ydes erstatning til den relevante, kirurgiske rodbehandling. Eventuel erstatning for udtrækning af tanden +6 og implantatbehandling kan kun komme i betragtning, såfremt der foreligger en skadesanmeldelse herom. Såfremt De ønsker at få vurderet, om De på dette grundlag er berettiget til erstatning, må De indgive en skadesanmeldelse herom til Codan.