Skip to content

2810-14

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Forsinket diagnostik og behandling af caries. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Forsinket diagnostik og behandling af caries. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 66-årig mand, der regelmæssigt har konsulteret tandlægen for undersøgelse og behandling igennem mange år. Ifølge journalen er der hovedsageligt foretaget behandling af caries og knækkede tænder med plast. Den 30. maj 1996 knækkede fyldningen og tandkronen af tanden -6 med blotlægning af tandnerven. Samme dag knækkede tanden +4 med tab af yderfladen, hvorfor den blev restaureret med plast. Efter rodbehandling af tanden -6 blev den rodfyldt den 18. juni 1996 samt restaureret med rodstifter og en plastkrone. Den 22. juli 1996 knækkede tanden 3+, og ifølge journalen blev patienten informeret om, at tanden burde kronebehandles. Denne blev dog forsøgt behandlet med rodforankringsskruer og plast. Den 27. august 1999 blev der målt en 8 mm fordybet tandkødslomme imellem rødderne på -6, og der sås forøget tab af knogle mellem rødderne. Det blev overvejet at foretage kirurgisk parodontal behandling af tanden -6. Den 26. april 2011 blev tanden -6 delt i rodens delingssted for at lette renholdet af rødderne. Patienten blev endvidere informeret om, at tanden -6 ved fortsat infektion burde fjernes og rekonstrueres med implantat. Den 3. februar 2006 blev der isat et 12 mm langt Straumann implantat efter tab af tanden 4+. Den 2. december 2010 blev tanden 5+ rodbehandlet. Patienten var sidste gang hos tandlægen den 5. december 2012 og skiftede herefter tandlæge. Ny tandlæge konstaterede den 5. septem-ber 2013 et omfattende behandlingsbehov og udarbejdede følgende behandlingsplan: tandrensning, behandling af caries i tænderne 7+,6+,+3 og 7-, tandudtrækning af tænderne 5+,3+,+1 og +5 samt eventuelt tænderne -5 og -6, behandling med metalkera-mik-kroner på tænderne 1+,3+,7-,6-,5-,4-,-4 og eventuelt tanden -5, behandling med metal-keramikbro fra tanden +4 til tanden +6. Efter en helingsperiode indsættelse af implantater for tænderne 5+,3+ og +1 samt kroner herpå. Bidskinnebehandling for slid og tandpres. Alternativt er der overvejet en delprotese til erstatning af tænderne 5+,3+ og +1.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til ovenstående behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 26. maj 2014 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i form af behov for rodbehandling samt kronebehandling af tanden -5 i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at bedst mulig behandling tilsiger, at et behandlingskrævende caries i en tand diagnosticeres og excaveres, så snart det er muligt. Hvis dette var sket, ville tanden -5 havde været behandlet med en fyldning i bagfladen. Der er dermed ikke foretaget rettidig diagnostik eller terapeutiske tiltag i overensstemmelse med den bedst mulige behandling under de givne omstændigheder.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med rodbehand-ling, opbygning og krone på tanden -5, og erstatningen hertil udgør 10.670,44 kr.

Codan fandt videre, at behovet for fyldningsterapi samt kronebehandling af tænderne 5+,3+,+1,+4,+5,+6,+7 og 4-,-4,-5 er en følge af den svækkelse og udtrætning, der er sket af tænderne på grund af den oprindelige nødvendige behandling af grundlidelsen caries. Der kan derfor ikke ydes erstatning hertil.

Codan fandt desuden, at behovet for plastfyldning og kronebehandling på tænderne 7+,6+,+3 og 7-,5- er en følge af den svækkelse og udtrætning, der er sket af tænderne på grund af den oprindelige nødvendige behandling. Der kan derfor ikke ydes erstatning hertil.

Codan fandt endvidere, at tanden -6 mistes grundet grundlidelsen caries og deraf ringe rest tandsubstans. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning for tanden -6.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 26. maj 2014, som anført nedenfor.

 

Nævnet finder det overvejende sandsynligt, at tanden 3+ mistes som følge af manglende diagnostik og behandling af caries, idet der på røntgen fra den 20. august 1993 ses caries til knogleniveau. Der kan derfor tilkendes erstatning for tab af tanden 3+ med implantat samt udtrækning af tanden 3+. Der skal dog foretages fradrag for opbygning og krone, som skulle have været udført under alle omstændigheder for at bevare tanden på længere sigt. Patientforsikringen dækker kun udgifter, der er en følge af skaden og dermed ikke udgifter, som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder. Behandlingsoverslag af 4. juli 2014 kan derfor godkendes for så vidt angår udgifterne til regio 3+. Regning herfor skal fremsendes til Codan med henblik på udbetaling af erstatningen.

Nævnet finder videre, at tanden +5 som udgangspunkt ligeledes mistes som følge af manglende diagnostik og behandling. Imidlertid skulle tanden +5 behandles med opbygning og krone for at bevares på længere sigt, ligesom tænderne +4 og +6 ligeledes skulle behandles med kroner for at bevares på længere sigt. Da fradraget for disse behandlinger overstiger udgiften til den skadesudbedrende behandling, er der derfor ingen erstatning vedrørende  +4,5,6.

For så vidt angår den nu nødvendige kronebehandling af tænderne 2+ og 1+ finder nævnet, at der er tale om udskudt behandling. Udskudt behandling udgør ikke en skade i lovens forstand, hvorfor der ikke kan ydes erstatning hertil.