Skip to content

1926-11

Skadetype: Nerveskade - Andre nerver
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Andet

Beskrivelse:

Nerveskader efter udtrækning af visdomstand. Advokatomkostninger. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Nerveskader efter udtrækning af visdomstand. Advokatomkostninger. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 45-årig kvinde, der ifølge journalen fra den 15. juni 2009 skulle have tanden 8- fjernet, før der opstod tandpine. Den 7. oktober 2009 var der ifølge journalen tiltagende symptomer fra tanden 8-. Tanden 8- blev derfor fjernet den 25. januar 2010. Ifølge operationsbeskrivelsen var tanden vanskelig at fjerne, og det var nødvendigt at fjerne meget knoglevæv. I øvrigt blev patienten orienteret om, at tanden havde nær relation til nervekarkanalen i underkæben, og at der var risiko for nerveskade/føleforstyrrelse. Der var desuden tvivl om, hvorvidt der blev efterladt en rodspids fra den fremadvendende rod. Ved kontrol den 27. januar 2010 var der nedsat gabeevne, samt føleforstyrrelse fra 3- til 1- i højre side af underkæben. Den 8. februar 2010 blev det noteret i journalen, at patienten havde spændingsfornemmelser ved tænderne i højre side, og at tungen var følelsesløs med svien og brænden. Den 16. februar 2010 blev der foretaget henvendelse til kæbekirurgisk afdeling, hvor der blev foreslået behandling med antibitikum. Den 25. februar 2010 blev patienten henvist til en specialtandlæge, som foretog en neurosensorisk undersøgelse den 29. juli 2010.

Patienten søger nu om erstatning for medicinudgifter og tabt arbejdsfortjeneste samt godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

I brev af 11. januar 2011 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af føleforstyrrelser i højre side af underkæben samt tungenerven med overvejende sandsynlighed er en følge af visdomstandsfjernelsen den 25. januar 2010.

Codan fandt, at tandens beliggenhed og tætte relation til nerve-karkanalen burde have foranlediget yderligere røntgenoptagelser i andre projektioner.
Codan fandt videre, at der ikke var en absolut og ufravigelig indikation for udtagning af tanden og tandens relation til nabostrukturerne var ikke belyst med oversigtsrøntgen.

Codan fandt derfor, at behandlingen ikke har levet op til bedste specialiststandard.

Patienten er derfor berettiget til erstatning og godtgørelse i henhold til erstatningsansvarsloven.

Codan fandt derfor, at patienten var berettiget til godtgørelse for varigt mén på 10%. I den forbindelse lagde Codan vægt på, at der ses en sumscore på 9 ud af 21 mulige for læbe/tandnerven og 6,5% ud af 21 mulige for tungenerven. Patienten har derfor nedsat føleevne svarende til to grene af nervus trigeminus.

I brev af 23. april 2014 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 822.868 kr. i erstatning og godtgørelser samt renter heraf på 23.286,91 kr., i alt 846.154,71 kr.

Codan fandt, at patienten var berettiget til 13.034,80 kr. i erstatning for helbredelsesudgifter. Endvidere anføres det, at Codan vil være indstillet på at deltage med betaling af rimelige omkostninger, når sagen endeligt kunne opgøres om et års tid.

Codan fandt videre, at patienten var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste på i alt 100.000 kr. samt renter heraf.

Codan fandt endvidere, at patienten var berettiget til godtgørelse for svie og smerte, i alt 71.500 kr. som er den maksimale sats i 2014 samt renter heraf.

Codan fandt desuden, at patienten var berettiget til godtgørelse for varigt mén på 10%, som er blevet udbetalt.

Codan fandt videre, at patientens erhvervsevnetab efter nerveskaden på nuværende tidspunkt kan fastsættes til midlertidigt 15%. Patienten er herefter berettiget til 562.500 kr. i erstatning for erhvervsevnetab.

 

 

 

 

 

1. instans afgørelse:

I brev af 10. juli 2014 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 10.000 kr. i erstatning for advokatudgifter.

Codan fandt i den forbindelse, at de selv har indhentet størstedelen af det materiale, som de havde brug for at oplyse sagen. I den forbindelse har Codan også kontaktet advokaten og bedt denne om at indhente forskellige oplysninger, som de har specificeret. Advokaten har også selv indsendt oplysninger til brug for sagens behandling.

Codan redegør i øvrigt nærmere for, hvad de tidligere har udbetalt i sagen, og at der endnu ikke er truffet afgørelse om det endelige erhvervsevnetab, eftersom der afventes en afklaring fra kommunen omkring arbejdsprøvning og en vurdering fra ASK.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 10. juli 2014, således at erstatningen på 10.000 kr. bortfalder.

Tandskadeankenævnets begrundelse for afgørelsen er, at der ikke findes at foreligge sådanne helt særlige omstændigheder, at der er grundlag for at fravige gældende praksis med hensyn til erstatning for advokatomkostninger. Nævnet finder herunder ikke, at de omstændigheder, som er anført i Codans afgørelse, kan føre til, at der tilkendes erstatning. 

Det bemærkes, at der ifølge gældende praksis kun ydes erstatning for advokatomkost-ninger i ganske særlige tilfælde, enten hvor patientens helbredstilstand har nødvendig-gjort advokatbistand, eller hvor advokaten efter sagens afgørelse har fremskaffet nye oplysninger eller påvist mangler i beslutningsgrundlaget, som patienten ikke selv kunne have fremskaffet eller påvist, hvorved den trufne afgørelse ændres.

Om praksis henvises til U1997.226Ø, U2004.1102H og U2012.2922H.