Skip to content

2800-14

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Knækket rodfil og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 47-årig mand, der den 16. juli 2007 fik indledt rodbehandling af tanden +5 på grund af smerter. Den 6. august 2007 var oralfladen af tanden knækket, og den 13. august 2007 blev tanden +5 rodfyldt samt forsynet med en stor plastfyldning. Den 10. november 2008 og 8. januar 2010 blev fyldningen i +5 repareret. Den 21. januar 2010 blev et mindre fyldningsoverskud afglattet. Den 2. maj 2011 var plastfyldningen i +5 løs, og der blev anbefalet kronebehandling af tanden til 4.500 kr. Patienten opsøgte herefter en anden tandlæge den 11. maj 2011, som informerede om, at der var en knækket rodfil i tanden +5. Den 7. juni 2011 blev der cementeret en MK-krone på tanden 5+.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. april 2014 traf Codan afgørelse om, at patienten ikke var berettiget til erstatning for tab af tanden +5.

Codan fandt, at en knækket rodfil ikke kan være en hindring for en rodresektion, da en knækket rodfil netop er årsagen til, at en rodresektion er nødvendig.

Codan fandt herefter, at tanden +5 ikke mistes som følge af den knækkede rodfil, men at der har været for lidt tandsubstans tilbage til, at kronebehandling har været mulig/hold-bar, hvilket kan have medført tab af tanden.

Codan fandt således, at det ikke er dokumenteret, at tabet af tanden +5 er en følge af den anerkendte skade i form af knækket rodfil. Patienten er således ikke berettiget til erstat-ning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 7. april 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder det overvejende sandsynligt, at tanden +5 kunne have været bevaret, såfremt der var blevet udført kirurgisk rodbehandling, efter at den knækkede rodfil var blevet anerkendt som en erstatningsberettigende skade i 2011. Tanden +5 mistes derfor ikke som følge af den knækkede rodfil.

Hvis patienten ønsker en vurdering af, om der foreligger en erstatningsberettigende skade ved udtrækningen af tanden +5, kan der indgives en ny anmeldelse til Tandlægeforeningens Patientforsikring.