Skip to content

2928-14

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Parietal perforation med tab af tand til følge. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Parietal perforation med tab af tand til følge. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 67-årig kvinde, der før år 2000 havde fået forsynet tanden 6- med en guldkrone. Efterfølgende blev tanden 6- flere gange, bl.a. i 2000, 2001 og 2007 repareret med plastiske fyldninger under kronens kant. I september 2007 blev patienten anbefalet at få lavet en ny krone på tanden 6-, men ifølge journalen skete dette ikke på grund af økonomien. I 2008 henvendte patienten sig på Tandlægeskolen, men blev tilbagevist til egen tandlæge, da kronebehandlingen på tanden 6- ikke kunne tilbydes på Tandlægeskolen. I november 2011 blev tanden 6- rodbehandlet på grund af rodspidsbetændelse på Tandlægeskolen. I den forbindelse blev det noteret, at tanden 6-’s prognose var nedsat på grund af manglende mulighed for tilstrækkelig rodfyldning af alle rodkanalerne i tanden. Desuden skulle der efter en observationsperiode laves en krone på tanden 6-. I forbindelse med visitationen til denne behandling, blev det den 3. december 2012 konstateret, at tanden 6- var for ringe til en kronebehandling. Der skulle derfor laves en plastisk opbygning som langtidsprovisorium på tanden 6-. I forbindelse med denne behandling skete der den 10. december 2012 en gennembrydning af tandens rodsokkel. Efter henvisning til kirurgisk afdeling på Tandlægeskolen blev det besluttet at fjerne tanden 6-, idet prognosen for deling og delvis bevarelse af tandens ene tandrod var for ringe. Tanden 6- blev derfor fjernet i december 2013, og der er stillet en behandling med en implantatbåret krone i udsigt.

Patienten søger nu om erstatning for den mistede tand 6-.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. juni 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at tanden 6- ses på røntgen dateret den 20. december 2011 med en meget stor plastisk fyldning og tegn på tab af knogle mellem tandens rødder. Der ses ligeledes sammenvoksning af tandens rødder svarende til tandens rodspidser og en meget lav rodsokkel.

Codan fandt derfor, at tanden 6- allerede i 2011 var en stærkt svækket tand med beskeden mængde resttandsubstans.

Codan fandt videre, at uanset der skete en gennembrydning af tanden 6-’s rodsokkel under behandlingen i form af opbygning af tanden 6-, har denne ikke haft afgørende betydning for skadens opståen, idet tanden 6- allerede inden behandlingen var en usikker tand, som ikke kunne bevares på langt sigt.

Codan fandt således, at tabet af tanden 6- er en følge af den svækkelse og udtrætning, der er sket af tanden 6- på grund af den oprindelige nødvendige behandling af grund-lidelse caries og behandling af denne gennem tiden, som også har resulteret i ringe resttandsubstans.

Codan fandt derfor, at der ikke er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1, og ændrer dermed Codans afgørelse af 30. juni 2014, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at røntgenbillede fra 8. december 2012 viser, at tanden 6- var bevarings-værdig inden gennembrydningen den 10. december 2012. Tanden mistes derfor med overvejende sandsynlighed som følge af gennembrydningen. Der kan derfor tilkendes erstatning for implantat regio 6-. Der skal dog foretages fradrag for opbygning og krone, som tanden skulle have haft under alle omstændigheder. Patientforsikringen dækker kun udgifter, der er en følge af skaden og dermed ikke udgifter, som De skulle have afholdt under alle omstændigheder. Behandlingsoverslag skal fremsendes til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.