Skip to content

2939-14

Skadetype: Nerveskade - Andre nerver
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Nerveskade efter rodbehandling. Godtgørelse for varigt mén. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Nerveskade efter rodbehandling. Godtgørelse for varigt mén. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 56-årig kvinde, der skulle have rodbehandlet tanden 5- den 26. marts 2012. I den forbindelse blev der anvendt 1,6 ml. Ubestisin. Ifølge journalen fra den 30. marts 2012 havde patienten fortsat en oplevelse af, at underlæben var bedøvet. Ved de efterfølgende konsultationer den 9. april 2012, 14. maj 2013, 2. august 2012 og 11. februar 2013 havde patienten fortsat føleforstyrrelser i underlæben.

Patienten søger nu om godtgørelse for varigt mén i form af føleforstyrrelser i underlæben.

I brev af 27. maj 2014 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 4.

Codan fandt, at den udførte behandling i forbindelse med rodbehandling af tanden 5- og anlæggelse af lokalbedøvelse er udført bedst muligt under de givne omstændigheder. Ved vurderingen heraf er der lagt vægt på, at behandlingen ses udført bedst muligt, og at der var indikation for anlæggelse af bedøvelse.

Codan fandt tilsvarende, at der ikke er tale om en skade som følge af en apparaturfejl, eller at en alternativ behandlingsmetode kunne være anvendt.

Codan fandt imidlertid, at skaden i form af føleforstyrrelser i højre side af underlæben med overvejende sandsynlighed er en følge af behandlingen den 26. marts 2012, hvorved der blev anlagt lokalbedøvelse. I patientens tilfælde vurderes generne i form af føleforstyrrelser efter anlæggelse af lokalbedøvelse at forekomme i mindre end 2% af behandlingerne.

Codan fandt videre, af skaden bestående af føleforstyrrelser er alvorlig i forhold til såvel den udførte behandling som den forudbestående lidelse. Dermed er såvel kravet om alvor som kravet om sjældenhed opfyldt, og komplikationen i form af føleforstyrrelser ligger ud over, hvad patienten med rimelighed må tåle i forbindelse med den udførte tandbehandling.

Patienten er derfor berettiget til erstatning og godtgørelse i henhold til erstatningsansvarslovens regler.

1. instans afgørelse:

I mail af 24. oktober 2014 ankede patienten Codans afgørelse af 16. september 2014.

I mail af 25. oktober 2014 anfører patienten, at mad/drikke kan løbe ned af underkæben og hun reagerer ikke på det. Det spænder konstant, og patienten føler sig hævet i højre side af underlæben. Derudover kribler og krabler det ved berøring, og kulde udløser tiltagende smerter. Hvis patienten ikke koncentrerer sig om at flytte fokus, opleves generne/ smerterne konstant. Desuden er patienten overrasket over den lange sagsbehandlingstid i Codan.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 16. september 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Efter Arbejdsskadestyrelsens méntabel punkt A.1.4.1. vurderes væsentlige følefor-styrrelser ved nerveskader til 5-10% mén. På grundlag af resultatet af den neuro-sensoriske undersøgelse er udgangspunktet, at méngraden fastsættes til under 5%. Nævnet er enig med Codan i, at de beskrevne gener dog har en sådan karakter og omfang, at dette udgangspunkt kan fraviges, således at méngraden kan fastsættes til 5%. Deres gener vurderes imidlertid ikke at have en sådan karakter eller omfang, at der er grundlag for at fastsætte en højere godtgørelse for varigt mén.

I det øvrige tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.