Skip to content

2933-14

Skadetype: Skade på rod - Knækket rodfil
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Knækket rodfil med rodspidsbetændelse til følge. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Knækket rodfil med rodspidsbetændelse til følge. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 79-årig kvinde, der den 16. april 2012 oplevede ømhed for tryk i tanden 6+. Anden tandlæge fandt i den forbindelse tegn på en revne i den bagerste, yderste tyggeknude, hvorfor der blev aflastet. Den 10. september 2012 forsøgte tandlægen at rodbehandle tanden 6+, hvilket ikke lykkedes på grund af tilkalket kanaler. Den 24. september 2012 blev der foretaget forberedende arbejde til krone-behandling. Patienten søgte herefter den behandlende tandlæge, som den 10. december 2012 rodbehandlede tanden 6+. Tandens rodkanaler var tilkalket, og under behand-lingen knækkede der en rodfil i det yderste, forreste rodkomponent 1,5 mm ved apex. Efterfølgende blev tanden røntgenfotograferet i juni, oktober 2013 samt februar 2014 for kontrol af betændelsen. Den 7. marts 2014 havde patienten ømhed for tryk ud for den yderste, bageste rod på tanden 6+.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til fjernelse af rodspidsbetændelsen.

1. instans afgørelse:

I brev af 29. september 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at den knækkede rodfil ses på røntgen fastskruet i den yderste rodspids, hvilket betyder, at den muligvis kan udgøre en tæt forsegling af samme kvalitet som en almindelig rodfyldning. Det ses videre, at tandlægen har kunnet gennemføre rodfyldninger til rodspidserne trods det afbrækkede rodkanalinstrument.

Codan fandt herefter, at patientens gener regio 6+ ikke har nogen relation til rodspidsen med den knækkede rodfil, der skete i den forreste, yderste rodkompleks grundet tilkalket rodkanal. Desuden fremgår det af røntgen, at betændelsen på rodspidserne forsvinder.

Codan fandt derfor, at det ikke er dokumenteret eller sandsynliggjort, at der er behandlingskrævende betændelse i det forreste, yderste rodkompleks som følge af det afbrækkede rodkanalinstrument.

Codan fandt videre, at såfremt der er opstået betændelse i tandens to andre rodspidser, er dette samt et eventuelt behov for kronebehandling en følge af grundlidelsen caries og tandsvækkelse grundet behandling heraf og ikke den udførte behandling.

Codan fandt således, at der ikke er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer dermed Codans afgørelse af 29. september 2014, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at røntgenbilleder fra den 6. marts 2015 viser betændelse ved den rodspids, hvor filen knækkede. Det findes derfor overvejende sandsynligt, at filen er årsagen til den opståede betændelse. Der kan derfor ydes erstatning for kirurgisk rodbehandling af den skadede rod. Behandlingsoverslag herfor skal fremsendes til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.

For så vidt angår behovet for kirurgisk rodbehandling af de øvrige rødder samt opbygning og kronebehandling finder nævnet, at dette er en følge af grundlidelsen caries og den nødvendige behandling heraf. Der kan derfor ikke tilkendes erstatning herfor, da patientforsikringen alene dækker de udgifter, der er en følge af skaden og dermed ikke udgifter, som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder.

I øvrigt bemærkes det, at nævnet ikke finder det overvejende sandsynligt, at en efterladt fil kan forårsage hjerteproblemer.