Skip to content

2958-14

Skadetype: Nerveskade - N.Infraorbitalis
Afgørelsetype: Tålereglen – PFL § 2.1.4/KEL § 20.1.4
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Kirurgi - Kirurgisk rodbehandling

Beskrivelse:

Nerveskade efter kirurgisk rodbehandling. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Nerveskade efter kirurgisk rodbehandling. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 50-årig mand, der i november 2006 fik foretaget en kirurgisk fjernelse af cyste i højre side af overkæben. Den 8. januar 2007 havde patienten gener fra regio 6,5,4,3,1+. Den 16. april 2007 ønskede patienten en vurdering efter operationen, og ifølge journalen var der varierende grad af føleforstyrrelse regio 4,3+, hvilket blev skønnet til at forekomme efter den relativt store operation. Den 19. november 2007 var der opstået kuldefølsomhed i højre side af overkæben, og tanden 5+ var bankeøm. Klinisk og radiologisk viste intet abnormt. Den 5. august 2009 havde patienten symptomer/ smerter fra højre side af overkæben i forbindelse med spisning. Smerten kunne i nogen grad provokeres ved påvirkning af kulde og varme. Ifølge journalen var tænderne 6,5+ let bankeømme. Igen blev der konstateret intet abnormt ved klinisk og radiologisk undersøgelse. Den 21. april 2010 havde patienten fortsat konstante symptomer fra højre side af overkæben, og tanden 6+ var bankeøm. Det blev besluttet at rodbehandle tanden 6+, og patienten blev ifølge journalen informeret om, at det ikke var sikkert, at symptomerne ville forsvinde. Tanden 6+ blev herefter rodbehandlet den 12. maj 2010. Den 8. oktober blev det forsøgt at rodbehandle tanden 5+, hvilket ikke lod sig gøre på grund af fuldstændig forkalkning af rodkanalerne. Der blev derfor den 11. oktober 2010 foretaget kirurgisk rodbehandling af tanden 5+. Den 26. maj 2011 blev patienten henvist til kæbekirurgisk afdeling for sine smerter/ symptomer i højre side af overkæben.

Patienten søger nu om erstatning for permanent føleforstyrrelse samt godtgørelse for en uges sygdom.

1. instans afgørelse:

I brev af 17. november 2014 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 38.014 kr. i godtgørelse for varigt mén.

Codan fandt, at det på baggrund af undersøgelsen kan konkluders, at patienten har nedsat føleevne svarende til nerven under øjet i højre side. I den forbindelse er det lagt til grund, at den foretagne neurosensoriske undersøgelse viser en sumscore på 12 point i forhold til den raske side 18 point. Patientens subjektive gener beskrives som betydelige gener, der optræder som smerte anfald og nedsat følsomhed på et område under øjet. Desuden har patienten oplyst, at kuldepåvirkning forværrer smerterne, som ikke responderer på smertestillende medicin. Derudover er der såvel nedsat som øget følsomhed og prikken.

Codan har herefter på baggrund af den objektive undersøgelse og de beskrevne subjektive gener vurderet, at patienten er berettiget til en godtgørelse for varigt mén på 5% som følge af skaden i form af føleforstyrrelser jf. Arbejdsskadestyrelsens méntabel.

Godtgørelsen udgør efter aldersreduktion 38.014 kr.

Codan fandt videre, at patienten er berettiget til en skønsmæssig godtgørelse for svie og smerte svarende til de oplyste 7 dage, i alt 1.295 kr. samt renter heraf på i alt 58,69 kr.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Indledningsvist kan det bemærkes, at nævnet er forpligtiget til at træffe en materiel rigtig afgørelse, og herunder også kan ændre en tidligere upåklaget delafgørelse om ansvar til skade for patienten.

Tandskadeankenævnet finder herefter, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 4 og ændrer derfor Codans afgørelse af 2. juli 2014, som anført nedenfor.

Det er nævnets vurdering, at patienten ikke med overvejende sandsynlighed er blevet påført en erstatningsberettigende skade ved den kirurgiske rodbehandling den 11. oktober 2011 hos tandlægen.

Nævnet har lagt vægt på, at det fremgår af sagens materiale, at patienten allerede forud herfor havde symptomer i overkæbens venstre side. Patientens nuværende gener findes derfor ikke at være en følge af den udførte kirurgiske rodbehandling.

Som konsekvens heraf ophæves Codans efterfølgende afgørelse af 17. november 2014, og den af Codan tilkendte erstatning bortfalder.

I øvrigt bemærkes det, at nævnet ved sin afgørelse ikke har taget stilling til, om der eventuelt tidligere er sket en skade herunder ved behandlingen med fjernelse af cysten i 2006.