2985-14

Beskrivelse:

Forsinket diagnostik og behandling af parodontose. Erstatningens størrelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 61-årig kvinde, der regelmæssigt har konsulteret tandlægen fra 1975 og frem. Ifølge journalen blev der indledt egentlig behandling mod parodontose i 2004, hvor der blev udført tandrodsrensning af tænderne +1 og +2. Denne behandling blev gentaget flere gange frem til 2008. I perioden fra 2008 til 2012 er der i journalen indført i et beskedent omfang diagnoser vedrørende parodontoselidelsen, vurderet hjemmetandpleje og indført notater om tobaksforbrug. Den 18. oktober 2010 og 17. august 2012 blev der gennemført målinger af tandkødslommerne, som dokumenter-er, at flere tænder i overkæben fremstår med fordybede tandkødslommer på mere end 5 mm. Efter et tandlægeskift i 2012 blev der konstateret en alvorlig og fremskreden parodontoselidelse. Der blev derfor indledt en radikal behandling. Tænderne 7+,6+ og +7 blev fjernet, og der blev udført parodontosekirurgi omkring tænderne 3+ til +3 samt tandrodsrensning af alle tænder med fordybede tandkødslommer. Resttandsættet i overkæben udgøres herefter af 5+ til +5 med tænderne 2+ og +2 som kroner uden rødder. I underkæben udgør tandsættet 5- til -6. I forbindelse med en kontrolundersøgelse den 18. december 2012 blev der noteret betydelig bedring. Den 17. juni 2014 blev der foretaget regelmæssig diagnostisk undersøgelse, hvor ingen pocher var over 3 mm, bortset fra 5+5 begge distalt svarende til rodfuren. Mundhygiejnen var god, og der var fin heling.

I brev af 22. oktober 2013 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1, jf. § 3, stk. 1 og § 2, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at røntgenbilleder dokumenterer, at tandsættet var angrebet af parodontose allerede i 1996.

Codan fandt videre, at i den periode, hvor tandlægen er blevet konsulteret, er der ikke med systematiske intervaller foretaget dybdemåling af tandkødslommerne med henblik på diagnostik og rettidig behandling af lidelsen parodontose. Tilstanden er ikke belyst med røntgenoptagelser, og journaliseringen vedrørende diagnoser, måling af tandkøds-lommerne eller behandlingsmæssige overvejelser i forhold til lidelsens udvikling er sparsom.

Codan fandt herefter, at bedst mulig behandling havde indebåret en mere systematisk behandling med vurdering af resultaterne. I det omfang behandlingen ikke havde haft succes, kunne der tidligere være indledt mere radikal behandling med kirurgi og/eller antibiotika i den hensigt at opnå kontrol over infektionen.

Codan fandt dermed, at der ikke er foretaget rettidig diagnostik eller terapeutiske tiltag i overensstemmelse med den bedst mulige behandling under de givne omstændigheder.

Patienten er derfor berettiget til udvidet parodontosebehandling med omhyggelig rensning af rodfladerne, udtrækning af kindtænderne 7,6+7 og rødderne på 2+2, kirurgisk parodontosebehandling af tænderne 3+ til +3 med henblik på eliminering af de fordybede tandkødslommer og infektionskontrol samt erstatning af de mistede tænder 2+ og +2 med plastbroer.

Patienten er således berettiget til udgifterne med kirurgisk parodontosebehandling svarende til tænderne 3+ til +3. For tabet af tænderne 7+,6+ og +7 ydes en méngodtgørelse på 2.500 kr. pr. tand. Patienten er desuden berettiget til udgifterne til plastbroer svarende til 2+ og +2. Mistede tænder, der erstattes med fastsiddende protetik berettiget ikke til méngodtgørelse.

Hvis der senere opstår tab af tænder, og tabet kan henføres til den mangelfulde behandling af parodontose, vil forsikringen se positivt på betaling af udgifterne til erstatning af de mistede tænder. Der ydes derimod ikke erstatning, hvis tabet af tænderne har årsag i grundlidelsen parodontose, der i visse tilfælde nærmest er modstandsdygtig mod behandling.

Patienten er desuden ikke berettiget til udgifterne til en udvidet parodontosebehandling med tilhørende tandrodsrensninger, idet denne behandling skulle have været udført under alle omstændigheder alene med årsag i grundlidelsen parodontose.

1. instans afgørelse:

I brev af 29. september 2014 traf Codan afgørelse om, at patienten indtil videre er berettiget til erstatning på 12.192,68 kr.

Codan redegør herefter for erstatningens størrelse, som omfatter udgifterne til røntgen af tænderne 2+2 til 273,44 kr. unitorprotese til overkæben på 11.316 kr. samt udtrækning af tænderne 5+5 til 603,24 kr.

Codan fandt videre, at behandling med bro fra tanden 4+ til +4 ikke kan godkendes, da dette behandlingsbehov ikke har årsag i den anerkendte skade.

Codan fandt videre, at tanden 6- blev fjernet den 15. september 2006, og i henhold til PFL § 19, stk. 1 gælder der en forældelsesfrist på 5 år fra skadens indtræden. Patienten skulle således have anmeldt denne skade senest den 15. september 2011. Ukendskab til loven vedrørende forældelsesfrist på 5 år kan ikke tilsidesætte, at den er forældet. Tabet af tanden 6- giver således ikke ret til erstatning.

Codan fandt desuden, at den daglige ulempe, der er forbundet i den personlige livsførelse som følge af tabet af flere tænder, hvor der efterfølgende kan etableres et sufficient tandsæt med en delprotese, berettiger jf. Arbejdsskadestyrelsens méntabel punkt A.1.1.2 til en méngodtgørelse svarende til en méngrad på 5%. Patienten er således berettiget til 5% i varigt mén, såfremt hun får etableret den delprotese. Beregning og udbetaling af varigt mén vil ske, når Codan har modtaget en regning for den udførte behandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 29. september 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at der kan tilkendes erstatning for udgifterne til paradentose-behandling af 3+3, røntgen og plastbroer til 2+2, delprotese i overkæben samt udtrækning af tænderne 5+5. Der kan tillige tilkendes en kompensation for tab af tænderne 7+7 og 6+ på 2.500 kr. pr. tand som følge af mangelfuld diagnostik og behandling af parodontose.

Hvis der etableres en delprotese i overkæben, vil der tillige kunne tilkendes et varigt mén på 5% jf. Arbejdsskadestyrelsens vejledende méntabel punkt A.1.1.2.

For så vidt angår behandling med bro fra 4+4 finder nævnet, at der ikke kan ydes erstatning for udgifterne hertil, da denne ikke er en følge af den anerkendte skade.