Skip to content

2916-14

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Forsinket diagnostik og behandling af caries. Erstatningens omfang. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Forsinket diagnostik og behandling af caries. Erstatningens omfang. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 47-årig kvinde, der ifølge journalen fra 2006 til 2013 regelmæssigt har fået foretaget undersøgelse samt behandling med fyldninger og tandrensninger. Den 2. februar 2008 blev patienten anbefalet kronerestaurering af tænderne 7+, 7- og 5-, men ifølge journalen ønskede patienten at vente med behandlingerne. Den 8. juli 2008 blev en genopbygning af biddet med implantatbårede kroner drøftet. Den 14. juli 2008 blev tanden -6 trukket ud. Tanden -5 blev rodbehandlet i august 2008 og opbygget med stiftforankret fyldningsmateriale den 10. december 2008. Den 11. marts 2009 blev patienten igen anbefalet kronerestaurering af tanden 5-, mens tanden -5 blev anbefalet kronebehandlet den 11. december 2009. Tanden 7+ blev anbefalet kronebehandlet den 23. april 2010. Den 7. juli 2010 blev patienten anbefalet at få fjernet resterne af roden af tanden 7-. Den 8. april 2011 blev der indgået en aftale om kronebehandling til 3.000 kr. af tanden -5. Den 6. juni 2011 henvendte patienten sig med tabt MK-krone regio +2, der sås fraktureret 2-3 mm over gingiva. Patienten blev informeret om dubiøs prognose, men ønskede recementering. Den 2. august 2011 henvende patienten sig med smerter og hævelse ved regio +2. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden +2, som blev afsluttet med en rodfyldning den 23. august 2011. Efter tandlægeskift blev der den 14. februar 2013 registreret et større behov for behandling, herunder hul i tænderne 6+, 5- og -3 samt at tænderne 7+ og 1+ og muligvis 6- og 5- mistes grundet caries og/eller følgetilstande hertil. Endvidere mistes tanden 1+, og da tanden var bærende bropille, mistes 2+ ligeledes. Tænderne 6+, 3+, +2 og +3 havde muligvis rodspidsbetændelse. Den 26. maj 2014 blev der udført behandling med udtrækning af tænderne 6+, 1+, +6 samt indsat en delprotese.

Patienten søger nu om erstatning for dårligt udført tandlægearbejde i form af en rekonstruktion af tandsættet.

1. instans afgørelse:

I brev af 3. juli 2014 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af øget behandlingsbehov for tænderne 1+, 6- og 5- med overvejende sandsynlighed skyldes manglende diagnosticering og behandling af caries.

Codan fandt i den forbindelse, at bedst mulig behandling havde indebåret rettidig diagnosticering af cariesangrebet i tanden 1+, hvorved den med overvejende sandsynlig-hed kunne være reddet. Bedst mulig behandling havde endvidere indebåret afmontering af kronen på tanden 1+ og dermed også tanden 2+, hvorefter der skulle have været fremstillet en ny bro på tænderne 1+, +1 med ekstra tand 2+, eller tanden 1+ skulle være restaureret med krone, og tanden 2+ erstattet med implantat.

Codan fandt videre, at bedst mulig behandling havde indebåret rettidig diagnosticering, udredning og behandling af betændelsestilstanden ved tænderne 6- og 5- Herudover skulle tanden 5- have været forsynet med en opbygning og en krone for at være bevaret på langt sigt. Der er dermed ikke foretaget rettidig diagnostik eller terapeutiske tiltag i overensstemmelse med den bedst mulige behandling under de givne omstændigheder.

Codan fandt desuden, at tabet af tænderne 7+ og 7- skyldes patientens grundlidelse caries og følger heraf og ikke udført behandling eller mangel herpå. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning herfor.

Codan fandt endvidere, at rodbehandlingerne på tænderne 3+ og +2 kan omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og der tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Codan fandt videre, at rodspidsbetændelsen på tænderne 6+ og +3 er en følge af grundlidelsen caries og/eller en hyppig komplikation til tænder, der behandles med kroner og er således ikke en følge af den udførte behandling eller mangel på samme. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning hertil.

Codan fandt desuden, at der ikke er tilvejebragt dokumentation for hvor og hvornår,

der er behandlet med broer regio 6+ til 3+, 2+ til +1, +3 til +6 og kroner på tænderne 6- og -5. Patienten må derfor fremsende kopi af faktura eller oplyse hvilket tandlæge, der har udført behandlingerne, hvis der ønskes behandling heraf. Hvorvidt de udførte bro- og kronebehandlinger har opfyldt forventningerne er alene et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 3. juli 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at tænderne 7+ og 7- mistes som følge af grundlidelsen caries og ikke den udførte behandling eller mangel på samme.

Nævnet finder videre, at rodbehandlingerne af 3+ og +2 kan laves om under samme forudsætninger som forud for de oprindelige rodbehandlinger. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

Det forhold, at der opstod rodspidsbetændelse på tænderne +3 og 6+, findes at være en følge af grundlidelsen caries og ikke den udførte behandling eller mangel på samme

Med hensyn til behandlingen med tre broer (regio 6+ til 3+, 2+ til +1, +3 til +6) samt kroner på tænderne 6- og -5 bemærkes, at nævnet ikke kan træffe nogen afgørelse, da der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for, hvilken tandlæge der har udført behandlingerne.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade vedrørende tænderne 1+, 6- og 5- i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1.