Skip to content

2935-14

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Behandling med implantater og proteser og eventuelle gener. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behandling med implantater og proteser og eventuelle gener. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 68-årig kvinde, der den 14. februar 2005 fik fjernet tænderne i underkæben. Patienten blev herefter behandlet med helprotese i over- og underkæben. På sygehuset fik patienten indsat implantater i overkæben, og i forlængelse heraf blev det i perioden fra den 30. maj 2005 til september 2005 forsøgt at regulere protesen i overkæben samt at behandle infektioner med antibiotika. Den 14. oktober 2005 fik patienten indsat implantater svarende til tænderne 3-3 hos den behandlende tandlæge. Den 19. december 2005 blev der monteret en barre på implantaterne i overkæben, hvorefter protesen kunne hæftes på. I underkæben blev der monteret kugleankre, og protesen kunne herefter fastholdes på implantaterne. Den 8. marts 2006 blev protesen i overkæben repareret. Den 6. september 2006 blev det drøftet, om protesen i overkæben skulle ændres til en fast bro på implantaterne. Den 15. marts 2007 blev der konstateret nydelig reaktionsløse forhold, og der blev planlagt nye proteser hos ny tandlæge. Efter et tandlægeskift blev kuglerne fra implantaterne 3-3 udtaget, og frem til maj 2010 blev diverse proteser forsøgt tilpasset. Den 17. august 2011 blev implantaterne svarende til tænderne 4+ og -3 fjernet. Den 11. december 2013 blev der gennemført en nærmere udredning på sygehuset, hvor det blev konkluderet, at generne ikke kunne forklares, men muligvis kan afhjælpes ved fremstilling af nye proteser med en ”blød” bund og anlæg mod gummerne. Ved et operativt indgreb den 26. marts 2014 blev implantaterne svarende til tænderne 3- og +3 fjernet. Den 5. maj 2014 blev der konstateret nydelig heling efter udtagning af implantaterne.

Patienten søger nu om godtgørelse for svie og smerte.

1. instans afgørelse:

I brev af 1. august 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at der ikke er dokumentation for, at behandlingerne er årsag til patientens gener. Omvendt har behandlingerne heller ikke afhjulpet patientens gener.

Codan fandt derfor, at der er tale om et behandlingsmodstandsdygtigt kompliceret smertebillede.

Codan fandt videre, at behandling med implantater og proteser kan omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behandling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Det bemærkes dog, at sagen er blevet behandlet i Regionstandlægenævnet og Landstandlægenævnet.

Sammenfattende fandt Codan, at der ikke er dokumentation for, at de udførte behandlinger gennem årene er årsag til patientens gener fra mund og kæber, og udtagning af implantater er en del af en omgørelse. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 1. august 2015 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at det ikke er overvejende sandsynligt, at behandlingen med proteser og implantater er årsagen til Deres nuværende gener.

I øvrigt findes behandlingen med proteser og implantater at kunne laves om under samme forudsætninger som forud for de oprindelige behandlinger. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i henhold til loven.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.