Skip to content

2940-14

Skadetype: Nerveskade - N.Facialis
Afgørelsetype: Afvist - Forældet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Kirurgi - Andet operativt indgreb

Beskrivelse:

Nerveskade efter fjernelse af væv. Forældet. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Nerveskade efter fjernelse af væv. Forældet. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 50-årig kvinde, der den 24. november 2010 fik fjernet væv fra omslagsfolden i området 5-. Vævet blev histologisk bestemt til at være nervevæv. Ifølge journalnotatet fra den 5. december 2010 oplevede patienten følelsesløshed i højre side af kinden og underlæben.

Patienten søger derfor nu om godtgørelse for varigt mén i form af følelsesløshed i området svarende til højre side af underkæben.

1. instans afgørelse:

I brev af 1. august 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 59, stk. 1.

Codan fandt, at patienten fik kendskab til skaden i form af følelsesløshed i området svarende til højre side af underkæben senest den 5. december 2010, hvor det fremgår af journalen, at hun har orienteret sin tandlæge herom.

Patienten har foretaget anmeldelse den 15. april 2014, hvilket er mere end 3 år efter, hun fik kendskab til skaden.

Codan fandt derfor, at patientens krav vedrørende følelsesløshed i området svarende til højre side af underkæben er forældet. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 1. august 2014, som anført nedenfor.

Det fremgår af sagen, at der den 24. november 2010 blev fjernet væv i området omkring tanden 5-. Den 7. december 2010 oplyste tandlægen patienten ifølge journalen telefonisk om, at det fjernede væv var nervevæv. Patienten fortalte tandlægen, at hun havde følelsesløshed fra højre kind og underlæbe samt problemer med kindbidning.

Der er ikke yderligere journaltilførsler fra patientens tandlæge om disse gener.

Af patientens anmeldelse af 27. marts 2014 fremgår, at skaden blev konstateret 7. december 2010. Det fremgår, at patienten søger erstatning for varigt mén.

Af anken af 22. oktober 2014 fremgår, at patienten gik ud fra, at hendes symptomer ville aftage over en periode og vende tilbage til en normal tilstand, som før indgrebet blev foretaget, men at hun et år efter tandoperationen blev klar over, at der nok var sket en skade, da tilstanden ikke blev bedre. Patienten blev i oktober 2013 gjort opmærksom på, at hun kunne søge erstatning, hvilket hun ikke tidligere havde været klar over.

Patienten har endelig den 14. december 2014 i forbindelse med anken oplyst, at  tandlægen mundtligt havde orienteret hende om, at det nok skulle blive som før – der skulle bare gå en del tid.

Det lægges således efter sagens oplysninger til grund, at der i forbindelse med operationen den 24. november 2010 skete en beskadigelse af en nerve i højre side af ansigtet, at skaden opstod under eller umiddelbart efter operationen, at skaden kunne konstateres kort tid efter operationen og i hvert fald den 7. december 2010, på hvilket tidspunkt patienten kunne observere følelsesløshed og kindbidning.

Patientens antagelse, hvorefter de nævnte symptomer ville aftage over en periode og senere forsvinde, var begrundet i de oplysninger, som hun fik af sin egen tandlæge.

Tandskadeankenævnets tandlægefaglige medlemmer udtaler, at patientens antagelse svarer til almindelig tandlægefaglig erfaring. Det sker således i en række tilfælde, at symptomer, svarende til dem, som patienten fik efter operationen den 24. november 2010, forsvinder igen, hvilket kan ske op til et år fra skadestidspunktet.

Seks af Tandskadeankenævnets medlemmer finder under de nævnte omstændigheder, at det først den 24. november 2011, et år efter skadesdatoen, stod klart, at patientens gener ikke gik over af sig selv, men at der var tale om en varig skade. Patienten havde indtil dette tidspunkt haft grund til at tro, at der ikke ville være grundlag for at søge erstatning. En forældelsesfrist på 3 år kan derfor ikke løbe fra noget tidligere tidspunkt end den 24. november 2011. På det tidspunkt, den 15. april 2014, hvor patienten anmeldte skaden, og hvor der var forløbet ca. 2,5 år, var sagen derfor ikke forældet.

Det bemærkes, at det forhold, at patienten først i oktober 2013 blev opmærksom på muligheden for at søge erstatning, ikke har betydning for vurderingen af forældelsesspørgsmålet.

Et medlem finder ligesom Codan, at sagen er forældet, og har lagt vægt på, at patienten som anført senest 7. december 2010 måtte være klar over, at der kunne være tale om en midlertidig eller varig skade, og at det var påregneligt for patienten, at skaden muligvis kunne være varig.

En midlertidig skade er også en skade efter klage- og erstatningsloven, og der kan, hvis betingelserne i erstatningsansvarsloven er opfyldt, ydes erstatning og godtgørelse også for midlertidige skader.

Forældelsesfristen på tre år løber derfor fra den 7. december 2010, uanset at patienten gik ud fra, at hendes symptomer ville aftage over en periode, og at hun ville vende tilbage til normaltilstanden.

Det afgørende for vurderingen af, fra hvilket tidspunkt forældelsesfristen efter klage- og erstatningslovens § 59, stk., 1, skal regnes, er, hvornår skadelidte har fået kendskab til de omstændigheder, der bevirker, at der er grundlag for at søge erstatning. Derimod er det ikke afgørende, om skadelidte på det pågældende tidspunkt har grundlag for at vurdere, om skaden har medført forbigående gener eller gener af varig karakter.

Det forhold, at patienten først i oktober 2013 blev opmærksom på muligheden for at søge erstatning, har – som også anført af nævnets flertal – ikke betydning for vurderingen af forældelsesspørgsmålet. Under alle omstændigheder kunne sagen være anmeldt i oktober 2013, hvor den ikke ville have været forældet.

Afgørelsen i sagen træffes efter stemmeflertallet. Sagen hjemvises herefter til Codan med henblik på realitetsbehandling af patientens skadesanmeldelse.