Skip to content

2789-14

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Implantologi

Beskrivelse:

Behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behov for ny implantatbehandling. Omgørelse. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 60-årig kvinde, der den 11. august 2011 fik indsat implantat svarende til regio 1+ og +2. Den 3. april 2012 blev der indsat abutments samt påsat en bro svarende til regio 1+ til +2 med midlertidige cement. Der blev informeret om synligt metal på ydersiden af implantaterne. Den 30. maj 2012 og igen den 8. november 2012 blev der konstateret en afbrækning af porcelæn. Porcelænsbroen måtte derfor omgøres, og den 27. marts 2013 blev der monteret nyt porcelæn. Den 22. april 2013 blev broen afleveret igen og senere samme dag blev det konstateret, at en forankringsskrue i implantatet ved regio 1+ var knækket. Den blev forsøgt at fjerne skruen den 10. juni 2013 og igen den 13. juli 2013 uden held. Patienten blev derfor henvist til en specialist, som fjernede implantatet ved regio 1+ den 14. august 2013.

Der søges nu om erstatning for udgifterne til et nyt implantat samt ny implantatbro svarende til regio 1+.

1. instans afgørelse:

I brev af 26. juni 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at implantatet ved regio 1+ er en del af omgørelsen. Der er knækket en skrue internt i implantatet, men Codan fandt i den forbindelse, at eftersom der manglede knogle og implantatet var placeret uden for ”comfortzonen”, skulle der indsættes nyt implantat for at opnå tilfredsstillende kosmetisk resultat.

Codan fandt videre, at den nødvendige opbygning af knoglen skulle være udført under alle omstændigheder, herunder eventuelt i forbindelse med den første implantatoperation for dermed at optimere implantatsøjlens placering.

Codan fandt herefter, at hvorvidt den udførte implantat-/brobehandling ved regio1+ har opfyldt patientens forventninger alene er et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regions-tandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen. Der er dermed ikke sket en skade omfattet af loven, og patienten er ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 26. juni 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder ligesom Codan, at implantatbehandling regio 1+ kan omgøres under samme forudsætninger som forud for den oprindelige behandling. Omgørelse er ikke en skade i lovens forstand. Det forhold, at behandlingen skal omgøres på grund af en knækket skrue medfører ikke, at der foreligger en skade i lovens forstand.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatnings-berettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.