Skip to content

2726-14

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Neuropatiske smerter efter operativ fjernelse af tænder. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Neuropatiske smerter efter operativ fjernelse af tænder. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 41-årig kvinde, der fik fjernet tænderne -6 og -7 ved et kirurgisk indgreb den 16. april 2012. Som bedøvelse blev der anvendt 3,6 ml Dentocaine. Den 18. april 2012 henvendte patienten sig med smerter og hævelse i det opererede område, og der blev udskrevet en recept på penicillin. Patienten henvendte sig igen den 19. april 2012 på grund af fortsatte smerter. Ifølge journalen var der synkebesvær og hævelse. Der blev derfor medgivet en recept på bredspektret penicillin som supplement. Den 20. april 2012 henvendte patienten sig igen med smerter, og der var stadig en hævelse. Røntgen taget samme dag viste ingen tegn på knoglesekvester, efterladte rødder eller lignende. Den 23. april 2012 henvendte patienten sig telefonisk og oplyste, at hun havde været ved egen læge og fået udskrevet smertestillende. Patienten klagede endvidere over nedsat gabeevne. Ved kontrol den 30. april 2012 blev det indført i journalen, at der var bedring, men hævelsen var ikke helt væk.

Patienten søger nu om erstatning for bl.a. føleforstyrrelser, sygdom i over 1 år og for dårlig tandlægebehandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 3. marts 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at der var en absolut og ufravigelig indikation for udtagning af tænderne -6 og -7, eftersom tænderne havde en svær betændelse, som er patientens grundlidelse.

Codan fandt videre, at operationsbeskrivelsen er ført sparsomt, men det er vurderingen, at selve indgrebet er udført bedst muligt.

Codan fandt desuden, at den fortsatte betændelse ikke har årsag i behandlingen, men derimod skyldes patientens grundlidelse. Der er derfor ikke sket en skade som følge af den udførte behandling, og patienten er ikke berettiget til erstatning.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 4 og ændrer dermed Codans afgørelse af 3. marts 2014, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at det er overvejende sandsynligt, at de nuværende neuropatiske smerter er en følge af udtrækningen af tænderne -6,7. Smerterne findes desuden at være tilstrækkelig sjældne og alvorlige set i forhold til den grundlidelse, som patienten blev behandlet for. Sagen hjemvises derfor til Codan med henblik på fastsættelse af erstatningens størrelse og omfang.