Skip to content

2803-14

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Rodbehandling - Bearbejdning af rodkanal

Beskrivelse:

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand og bro. Fradrag og erstatningens størrelse. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Parietal perforation med efterfølgende tab af tand og bro. Fradrag og erstatningens størrelse. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 57-årig kvinde, der den 14. juni 2006 fik erstattet tanden +5 med bro på tænderne +6 og +7 samt ekstensionsled +5. Den 15. maj 2013 blev der konstateret et hul på overgangen mellem broanker og tanden +6 på dennes bagudvendende flade. Hullet blev behandlet og restaureret med en fyldning i sølvamalgam. Den 7. august 2013 var fyldningen i tanden +6 tabt, hvorfor den blev erstattet med fyldning i komposit plast. Igen den 11. november 2013 var fyldningen i tanden +6 tabt. Ifølge journalen fra den 20. november 2013 fik patienten fjernet porcelænsgrater mellem tænderne +6 og +7. Patienten henvendte sig den 26. november 2012, da hun følte, at det pressede og der var ømhed ved broen. Røntgenbillede viste, at fyldningen i den bagud-vendende flade af tanden +6 var mistet. Ved et operativt indgreb blev et løst tandfragment fjernet, og der blev ilagt sølvamalgamfyldning. Desuden blev der lagt en sutur. Den 3. december 2013 blev suturen fjernet, og der sås pæn heling. Den 10. december 2013 blev broen aflastet i sammenbid. Den 31. januar 2014 blev der konstateret nervedød i tandnerven ved tanden +6. Der blev derfor indledt rodbehandling af tanden, og i den forbindelse skete der en skævboring med gennembrydning af roden svarende til rødder-nes forgreningspunkt. Broankeret tanden +6 blev separeret fra broankeret tanden +7 og taget ud sammen med ekstensionsleddet svarende til tanden +5. Tænderne +5 og +6 skal nu erstattes med implantater og implantatbårne kroner.

Patienten søger derfor nu om erstatning for udgifterne hertil.

1. instans afgørelse:

I brev af 30. juni 2014 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af tab af tanden +6 og dermed ekstenstionsbroen +6,7 med ekstensionsled +5 med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte behandling den 31. januar 2014, idet der ved lokalisation af rodkanaler sker en skæv-boring med gennembrydning til følge.

Codan fandt i den forbindelse, at bedst mulig behandling havde indebåret, at nervekammerets anatomi var blevet respekteret for derved at have undgået skævboring med gennembrydning til følge. Behandlingen har dermed ikke været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med den skadesudbedrende behandling i form af fjernelse af tanden +6, smileprotese samt implantater regio +5 og +6.

Codan fandt herefter, det fremsendte behandlingsoverslag på i alt 50.839,44 kr. kan delvist godkendes. Udgiften til de to implantatbaserede kroner dækkes dog ikke, da et røntgenbillede dateret den 31. januar 2014 viser, at broen fremstår med større defekt ved den bagudvendende flade af tanden +6, således at broen under alle omstændigheder skulle have været omlavet. Det betyder, at selv om skaden ikke var sket, skulle patienten have betalt for to nye kroner. Derudover finder Codan, at prisen for fjernelse af tanden +6 i overslaget overstiger prisen for tilsvarende behandlinger. Der godkendes derfor alene en pris på 1.500 kr. herfor. Endvidere nedsættes prisen for to implantatoperationer fra 20.184 kr. i overslaget til 19.000 kr., hvilket er den pris, der oplyses på klinikkens hjemmeside. Der kan således samlet godkendes en behandling og pris på i alt 32.255,44 kr.

Codan fandt videre ud fra de fremlagte røntgenbilleder, at det ikke er nødvendigt med knogletransplantation/ knogleopbygning regio +5. Hvis tandlægen vurderer behov for knoglesubstitut, skal der fremsendes en skriftlig begrundelse herfor bilagt dokumentation i form af røntgenbilleder eller klinisk foto.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet ændrer Codans afgørelse af 30. juni 2014, som anført nedenfor.

Nævnet finder, at den af Codan godkendte pris for to implantatoperationer på i alt 19.000 kr. skal nedsættes til 10.000 kr., da de to implantater isættes i én og samme operation og i et begrænset operationsområde.

Nævnet finder videre, at der tillige skal foretages fradrag for rodbehandling af tanden +6, som fastsættes til 2.500 kr., da tanden under alle omstændigheder skulle rodbehandles for at bevares på længere sigt. Patientforsikringen dækker kun udgifter, der er en følge af skaden og dermed ikke udgifter, som patienten skulle have afholdt under alle omstændigheder.

Nævnet finder endvidere, at der kan tilkendes en erstatning på 2.500 kr. for fjernelse af tanden +6 hos specialtandlægen.

For så vidt angår de øvrige poster tiltrædes Codans afgørelse herom. Sagen hjemvises herefter til Codan med henblik på en endelig opgørelse af erstatningen.