Skip to content

3018-15

Skadetype: Skade på rod - Kompliktation til rodbehandling
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling - Rodfyldning

Beskrivelse:

Rodfyldningsoverskud efter rodbehandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Rodfyldningsoverskud efter rodbehandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 40-årig kvinde, der den 27. november 2013 fik påbegyndt rodbehandling af tanden 6+. Ifølge journalen fra den 2. december 2013 var der udtalt bankeømhed ved tanden 6+. Der blev foretaget skylning af rodkanalerne, samt foretaget mekanisk udrensning af de kindvendende rodkanaler. Den 9. december 2013 blev der foretaget mekanisk udrensning i tre rodkanaler efter fastlæggelse af rodmål. Den 11. december 2013 blev rodkanalerne igen skyllet, mens der den 17. december og 20. december 2013 blev foretaget mekanisk udrensning og skylning af rodkanalerne. Igen den 20. december 2013 blev der foretaget skylning af rodkanalerne. Den 23. december 2013 havde patienten smerter, og der blev igen foretaget skylning af rodkanalerne. Den 30. december 2013 blev der igen foretaget mekanisk udrensning og skylning af rodkanalerne, mens der den 20. januar 2014 blev foretaget skylning af rodkanalerne. Den 5. februar 2014 blev rodbehandlingen afsluttet. Ifølge journalen fra den 23. juni 2014 var der smerte ved påvirkning med varmt på tanden 6+. Den 14. august 2014 blev det noteret, at der var ømhed ved tanden, og at der var overskydende rodfyldnings-materiale ved de kindvendende rødder af tanden 6+.

Patienten søger nu om erstatning for transportudgifter, godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén i form af psykiske gener.

1. instans afgørelse:

I brev af 26. januar 2015 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af udpresning af overskydende rodfyldningsmateriale ved de to kindvendende rødder på tanden 6+ med overvejende sandsynlighed er en følge af den udførte behandling den 5. februar 2014.

Codan fandt, at bedst mulig behandling havde indebåret gennemførelse af rodfyldningen med respekt for tandens anatomi, hvorved udpresning af overskydende rodfyldningsmateriale med overvejende sandsynlighed kunne have været undgået. Behandlingen har dermed ikke været bedst mulig under de givne omstændigheder.

Patienten er derfor berettiget til erstatning for rimelige udgifter i forbindelse med den skadesudbedrende behandling af udpresning af overskydende rodfyldningsmateriale ved de to kindvendende rødder på tanden 6+.

Codan fandt videre, at der ikke kan tilkendes erstatning for udgifter til transport, da de ikke har modtaget dokumentation herfor. Der kan dog tilkendes udgifter til medicin på i alt 120,65 kr., mens afholdte medicinudgifter forinden skadedatoen vedrører gener, patienten har haft som følge af behandling af grundlidelsen.

I øvrigt fandt Codan ikke, at patienten var berettiget til yderligere erstatning og/eller godtgørelse.

I brev af 10. marts 2015 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 3.649,72 kr. i erstatning.

Codan fandt, at det fremsendte behandlingsoverslag på 3.649,72 kr. vedrørende kirurgisk rodbehandling af tanden 6+’s skadede tandrødder kan godkendes. Regningen herfor kan derfor fremsendes til betaling, når behandlingen er udført.

I øvrigt fandt Codan, at patienten ikke var berettiget til yderligere erstatning og/eller godtgørelse.

I brev af 21. maj 2015 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 727,34 kr. i erstatning for afholdte transportudgifter.

Codan fandt i den forbindelse, at der ikke kan ydes erstatning til transport før den anerkendte skade er opstået, eller til behandlingen, hvor den anerkendte skade er sket, hvorfor der ikke kan tilkendes transportudgifter før eller for den 5. februar 2014. Endvidere kan der ikke ydes erstatning til transport til tandlægebesøg, hvor der ikke har været behandling af tanden 6+.
Codan redegør herefter nærmere for til hvilke tandlægebesøg, der kan tilkendes erstatning for afholdte transportudgifter.

I den forbindelse anfører Codan, at det fremgår, at noget af kørslen er foretaget fra patientens arbejdsplads i Århus til tandlægen. Det lægges derfor til grund, at patienten uanset den skete skade, skulle foretage transport fra sin arbejdsplads til hjemme-adressen, hvorfor der alene kan ydes kørselsgodtgørelse fra hjemmeadressen til tandlægen.

I øvrigt fandt Codan, at patienten ikke var berettiget til erstatning for tabt arbejds-fortjeneste og/eller godtgørelse for svie og smerte. Hvis patienten fortsat vurderer, at hun er berettiget til godtgørelse for svie og smerte, kan dokumentation herfor fremsendes, hvorefter Codan vil tage stillig hertil. Desuden fandt Codan, at patientskaden ikke har medført eller vil medføre sådanne varige følger for patienten, at hun er berettiget til godtgørelse for varigt mén eller erstatning for tab af erhvervsevne.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelser af 26. januar, 10. marts og 21. maj 2015 med de af Codan anførte begrundelser.

Nævnet finder ligesom Codan, at der tilkendes erstatning for udgifter relateret til den anerkendte skade i form af rodfyldningsoverskud ved tanden 6+.

Imidlertid finder nævnet det ikke overvejende sandsynligt, at de fortsatte gener og udgifterne som følge heraf er en følge af den anerkendte skade.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Endvidere tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.