Skip to content

3060-15

Skadetype: Manglende diagnostik - Parodontose
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Parodontose

Beskrivelse:

Forsinket diagnostik og behandling af parodontose. TSAN ændrede Codans afgørelse

Forsinket diagnostik og behandling af parodontose. TSAN ændrede Codans afgørelse

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 66-årig kvinde, der i december 2008 henvendte sig hos tandlægen med henblik på implantatbehandling og brobehandling. Ifølge journalen blev der lavet et overslag på behandlingen, og efterfølgende blev der iværksat en behandling med implantatindsættelse og fremstilling af broer. Der blev derfor den 19. februar 2009 indsat et implantat ved regio 6- og ved regio -6. Den 3. april 2009 blev der cementeret en bro ved regio 6,5,4,3+. Den 23. juni 2009 blev der indsat implantater ved regio +4 og +5, og den 4. august 2009 blev der cementeret en bro ved regio +4,5,6. Den 20. august 2009 blev der cementeret en implantat-tand båret bro regio 6,5,4-. Den 29. oktober 2009 blev der cementeret en bro ved regio -3,4,5,6,7. Den 6. december 2010 blev broen ved regio -3,4,5,6,7 lavet om, hvilket ligeledes skete igen den 11. december 2012. Ved kontrol den 9. januar og 10. oktober 2013 blev der ikke konstateret nogen behandlingskrævende tilstande. Ved kontrol den 28. maj 2014 blev der konstateret profund parodontose ved 4- samt total periimplantitis ved 6-. Desuden blev patienten informeret om, at der var total parodontose ved 2-, der var løsnet af 1. grad. Forskellige løsningsmodeller blev drøftet. Patienten skiftede efterfølgende tandlæge, som den 26. juni 2014 tog røntgen af 5+,2+,+3,+5,6- samt panoramarøntgen. Ifølge journalen viste røntgen intet abnormt.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til broer og implantater, der skal laves om.

1. instans afgørelse:

I brev af 16. januar 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at implantatet ved regio 6- kan fjernes, og implantatbehandlingen kan omgøres under samme forudsætninger som den oprindelige behandling.

Codan fandt videre, at tanden 4- mistes som følge af den svækkelse, som tanden allerede ved behandlingens start havde med årsag i tandens grundlidelse. Brobehandlingen ved regio 6,5,4- vurderes ikke at have påvirket tandens prognose, idet denne allerede var svækket inden behandlingens start.

Codan fandt derfor, at der kan laves en anden implantatbehandling ved regio 6,5,4- med to implantater og en ny bro, som kan udføres under samme forudsætninger som tidligere. Udførelse af udskudt behandling er ikke en erstatningsberettigende skade i lovens forstand, da behandlingsbehovet efter Codans vurdering skyldes grundlidelsen, der har ført til behovet for to implantater og en ny bro, og ikke den udførte tandlægebehandling.

Codan fandt desuden, at tanden 5+ allerede på tidspunktet for fremstillingen af broen regio 6,5,4+ var en svækket tand med tegn på betændelse omkring tandroden. Tanden 5+ var derfor ikke egnet som bropille, og broen måtte forventes at have en kort funktionstid.

Codan fandt dermed, at tanden 5+ mistes med årsag i tandens grundlidelse, herunder rodspidsbetændelse og ikke som følge af behandlingen. Broen mistes nu, men der kan laves en implantatbehandling ved regio 5+ og 4+ med to implantater og kroner.

Hvorvidt den udførte brobehandling ved regio 6,5,4,3+ har opfyldt patientens forvent-ninger er alene et mellemværende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Codan videre endvidere, at implantaterne på røntgen ved regio +4 og +5 ses svækkede på grund af tab af knoglestøtte, og implantatbroen mistes.

Codan fandt i den forbindelse, at behandlingen kan omgøres ved en fornyet implantatbehandling under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Såvel fjernelsen af implantaterne som en eventuel efterfølgende knogleopbygning er at betragte som den del af omgørelsen. Der er således tale om omgørelse af allerede udført behand-ling, og da omgørelse ikke er en skade i lovens forstand, kan der ikke ydes erstatning til denne del jf. KEL § 19, stk. 1. Omgørelse af allerede udført behandling er et mellem-værende mellem patienten og den tandlæge, der udførte behandlingen. Ved uenighed kan der indgives klage til Regionstandlægenævnet eller indledes civilt søgsmål mod tandlægen.

Codan fandt også, at der ikke er fremlagt bevis for, at der er sket en skade på tænderne -3,4,5,6,7, da panoramarøntgen alene godtgør let svækket knogletab omkring implantatet regio -7

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 21, stk. 1 og § 20, stk. 1, nr. 1 og ændrer dermed Codans afgørelse af 16. januar 2015, som anført nedenfor.

Nævnet finder det overvejende sandsynligt, at tænderne 4- og 2- mistes som følge af mangelfuld diagnostik og behandling af parodontose. Behandlingsoverslag skal fremsendes til Codan med henblik på godkendelse, før behandlingen påbegyndes.

Nævnet finder videre, at behandlingen ved tænderne +4 og +5 kan laves om ved en fornyet implantatbehandling under samme forudsætninger som den oprindelige behandling. Såvel fjernelsen af implantaterne som en eventuel efterfølgende knogleopbygning er at betragte som en del af denne behandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.

For så vidt angår tanden 5+ finder nævnet, at tanden mistes som følge af grundlidelsen rodspidsbetændelse og total parodontose og ikke som følge af den udførte behandling eller mangel på samme. Den behandling, der nu skal laves, svarer derfor til den behandling, der oprindeligt skulle have været lavet. Det forhold, at en anden behandling blev udført, er ikke i sig selv en skade i lovens forstand.

Nævnet finder desuden, at implantatbehandling ved regio 6,5,4- med to implantater og en ny bro kan laves om under samme forudsætninger som forud for den oprindelige implantatbehandling. Det forhold, at en behandling skal laves om, er ikke en skade i lovens forstand.