Skip to content

3068-15

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Behov for behandling er en følge af grundlidelsen caries. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Behov for behandling er en følge af grundlidelsen caries. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 22-årig mand, der blev behandlet i den kommunale tandpleje, indtil han fyldte 18 år den 1. august 2011. Ifølge journalen er patientens mundhygiejne registreret som værende utilstrækkelig siden 2005, og der er jævnligt foretaget mundhygiejne-instruktion, kontrol af tandsundhed samt taget røntgenbilleder. Ved den sidste undersøgelsen den 11. maj 2011 blev der igen taget røntgen og registeret begyndende cariesangreb i de fleste tænder. Der blev derfor givet instruktion i mundhygiejne. I september 2011 skiftede patienten tandlæge, som ifølge journalen blev informeret telefonisk om patientens tandstatus i forbindelse med overførslen. Efterfølgende har patienten fået behandlet en del cariesangreb, og tænderne 6+6 er blevet rodbehandlet.

Patienten søger om erstatning, da han ikke har modtaget fyldestgørende information om behandling, og der har derfor været tale om omsorgssvigt.

1. instans afgørelse:

I brev af 2. februar 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at det fremgår af journalen, at patientens mundhygiejne i mange år har været utilfredsstillende, og at der løbende har været foretaget mundhygiejneinstruktion.

Codan fandt derfor, at når der er konstateret og informeret om utilstrækkelig mundhygiejne og mange begyndende cariesangreb, og patienten ikke foretager sig noget i forlængelse heraf, bliver resultatet et større behandlingsbehov.

Codan fandt herefter, at behandlingen har været bedst mulig og i overensstemmelse med de faglige retningslinjer for cariesbehandling.

Codan fandt derfor, at det oplyste behandlingsbehov, herunder behovet for rodbehandling af tænderne 6+6, skyldes patientens grundlidelse caries og følger heraf og ikke den udførte behandling eller mangel på samme.

Codan fandt således, at der ikke er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 2. februar 2015 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder, at den opståede caries og det efterfølgende behov for rodbehandling ikke er en følge af mangelfuld diagnostik eller behandling, da behandlingen er udført bedst muligt under de givne omstændigheder.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

For så vidt angår eventuel manglende information bemærkes det, at det fremgår af journalen, at der løbende er givet information om mundhygiejne, og der er udleveret 16-års seddel.