Skip to content

2774-14

Skadetype: Skade på rod - Parietal perforation
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Kirurgisk rodbehandling

Beskrivelse:

Parietal perforation og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Parietal perforation og efterfølgende tab af tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 37-årig kvinde, der efter det oplyste har fået tanden 6+ rodbehandlet før den 7. november 2006 hos den behandlende tandlæge. Ifølge journalen fra den 7. november 2006 fra ny tandlæge var tanden 6+ blevet kirurgisk rodbehandlet 6 måneder tidligere, og at der skulle tages kontrol røntgen af resultatet 6 måneder senere. Det blev desuden anbefalet at få tanden 6+ kronebehandlet. Patienten var ikke til tandlæge i perioden fra den 15. november 2006 til den 12. januar 2011. Ved kontrol den 5. september 2012 blev det noteret i journalen, at patienten af og til mærk-ede en anelse fra tanden 6+. Røntgen beskrives med observation for rodspidsbetændelse på den forreste, yderste rodspids. Den 23. maj 2013 henvendte patienten sig med smerter og hævelse fra tanden 6+. I den forbindelse blev det noteret, at tanden 6+ skulle trækkes ud på grund af en skævboring foretaget hos en tidligere tandlæge. Der blev taget røntgen samme dag.

Patienten søger nu om erstatning for udgiften til implantatbåret krone.

1. instans afgørelse:

I brev af 10. april 2014 traf Codan afgørelse om, at patienten ikke er berettiget til yderligere erstatning.

Codan fandt, at det fremgår af det fremsendte røntgenmateriale, at gennemboringen sidder så tæt på rodspidsen, at en kirurgisk rodbehandling ikke ville kompromittere tandens prognose, hvorfor tanden ville kunne have været bevaret med denne behandling.

Codan fandt derfor, at fjernelsen af tanden ikke er fagligt indikeret på baggrund af den anerkendte skaden, men må skyldes andre forhold.

Hvis der ønskes indgivet klage over uberettiget fjernelse af tanden, skal dette ske ved en ny anmeldelse.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 10. april 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder på baggrund af billederne af tandfragmenterne, at rodstumperne har en ringe mængde tandsubstans. Det findes derfor overvejende sandsynligt, at tabet af tanden 6+ er en følge af grundlidelsen, at der kun var lidt tandsubstans og betændelse på alle rodspidser, og ikke en følge af skævboringen. Der kan derfor ikke ydes erstatning for tab af tanden 6+.