Skip to content

3071-15

Skadetype: Skade på krone - Tab af kronesubstans
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Tandudtrækning

Beskrivelse:

Udtrækning af tand og skade på anden tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Udtrækning af tand og skade på anden tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 27-årig kvinde, der den 25. august 2014 fik trukket tanden +8 ud. Ifølge journalen var tanden vanskelig at fjerne på grund af dens rodanatomi, og i forbindelse med fjernelsen knækkede der porcelæn af kronen på tanden +7. Den 1. september 2014 blev det noteret i journalen, at patienten havde mange belægning/føderester i området +7, og tandlægen konstaterede en hulhed. Patienten blev derfor vejledt i bedre børstning. Ifølge journalen fra den 8. september 2014 var der knækket porcelæn af tanden +4 (+5).

Patienten søger derfor nu om erstatning for udgifterne til fornyelse af sine porcelænskroner på tænderne +4,7. Tandlægen har dog i sin anmeldelse anført, at der er fraktur af porcelæn ved +7 og +5.

1. instans afgørelse:

I brev af 16. april 2015 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden på tanden +7 skyldes tandudtrækningen af +8. Bedst mulig behandling havde indebåret, at tandlægen ved tandudtrækning af tanden +8 havde brugt instrumenterne på en sådan måde, at nabotænder, herunder restaureringer, ikke beskadiges. Behandling har derfor ikke været bedst mulig under de givne omstændig-heder, og patienten er berettiget til erstatning for udgifterne i forbindelse med den nye krone på tanden +7.

Codan fandt imidlertid, at der muligvis er en tidsmæssig nærhed mellem fjernelsen af +8 og porcelænsbruddet på kronen på tanden +5, men en fjernelse af tanden +8 kan ikke bevirke brud af en MK krone to tænder fra behandlingsstedet, dels fordi afstanden er for stor, dels fordi nabotanden +6 ikke er beskadiget, og der i øvrigt ikke er sket anden form for skader i venstre side af overkæben. Porcelænsbrud kan ske på mange måder, herunder almindelig brug og tygning af hårde fødeemner så som ben eller sten.

Codan fandt dermed, at der ikke er sket en skade på tanden +5 som følge af fjernelse af tanden +8, og patienten er derfor ikke berettiget til erstatning for udgifterne til behandling af tanden +5.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 16. april 2015 med den af Codan anførte begrundelse.  

Nævnet finder, at det ikke er overvejende sandsynligt, at udtrækningen af tanden +8 kan have medført en beskadigelse af tanden +5.

Nævnet tiltræder derfor, at der er sket en erstatningsberettigende skade på tanden +7 i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1. Desuden tiltrædes erstatningens størrelse og omfang.