Skip to content

3074-15

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Andet
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling - Krone

Beskrivelse:

Kronebehandling og manglende dokumentation for hvem, der har udført behandlingen. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Kronebehandling og manglende dokumentation for hvem, der har udført behandlingen. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 61-årig kvinde, der regelmæssigt har konsulteret tandlægen igennem mange år. Ifølge journalen, som er ført for perioden 18. august 1993 til den 11. juli 2014, er der udført tandrensninger, diverse tandlægearbejder samt taget i alt 29 røntgenbilleder. Ved skift til ny tandlæge blev der den 9. december 2014 bl.a. konstateret en skævboring i roden af tanden 5+ samt knoglesvind i en tredjedel af rodlængden. Der planlægges derfor fjernelse af tanden og rekonstruktion med en implantatbåret krone. 

Patienten søger nu om erstatning for manglende tænder og kommende manglende tænder samt erstatning for dårlig og overset behandlingsbehov.

1. instans afgørelse:

I brev af 17. marts 2015 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1.

Codan fandt, at tanden 5+ siden den 14. november 1996 har en uændret status i forhold til tandbærende knogle, og der er ikke sket behandling af tanden i perioden fra den 18. august 1993 til den 11. juli 2014.

Codan fandt derfor, at tanden 5+ nu planlægges fjernet på grund af sygdom som følge af skævboringen, mens tanden ikke har forringet status som følge af sygdommen parodontose.

Codan fandt videre, at rodbehandling, stiftudboring og kronebehandling af tanden 5+ er sket før den 18. august 1993, hvorfor der ikke er dokumentation for tandens behandlingshistorik.

Codan fandt således, at der ikke foreligger journal og røntgen fra skadevoldende tandlæge eller anden dokumentation herfor, og der er dermed ikke tilvejebragt den fornødne dokumentation for, at der med overvejende sandsynlighed er sket en skade på tanden 5+ som følge af den udførte behandling hos tandlægen. Der er derfor ikke sket en skade som følge af behandling, og der kan ikke ydes erstatning i henhold til loven.

 

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 17. mats 2015 med den af Codan anførte begrundelse.  

Nævnet finder, at der ikke foreligger den fornødne dokumentation for at fastslå, at der hos den indklagede tandlæge er udført behandling, der har medført en skade på tanden 5+.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om patientforsikring § 1, stk. 1.