Skip to content

2846-14

Skadetype: Skade på krone - Tandfraktur
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og efterfølgende fraktur og tab af tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Rodbehandling og efterfølgende fraktur og tab af tand. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 41-årig kvinde, der den 3. juli 2007 fik indledt rodbehandling af tanden -7 på grund af kraftige smerter. Den 8. oktober 2007 blev tanden -7 rodfyldt og genopbygget med en fyldning i plast. Fyldningen blev repareret den 26. marts 2009 og igen den 11. juni 2009. Den 6. maj 2011 blev tanden -7 behandlet med en plastfyldning grundet fyldningsfraktur, og den 1. juli 2011 blev fyldningen omgjort. På grund af caries i tanden -7 blev den behandlet med en ny fyldning igen den 3. september 2012 og igen den 13. november 2012. Patienten skiftede herefter tandlæge, som fjernede et afbrækket stykke af tanden -7 samt fyldte den midlertidigt. Desuden blev patienten henvist til en rodbehandlingsspecialist, som den 19. marts 2013 vurderede ud fra røntgen, at der ikke umiddelbart var sygdomstegn – der kunne dog måske være lidt på den mesiale rod af -6 og måske lidt rødderne af -7. Den 30. april 2013 blev den midlertidige fyldning fjernet, og der blev konstateret særdeles ringe tandsubstans og distalt en infraktion i tanden. På den baggrund blev det anbefalet at fjerne tanden -7, og patienten blev derfor henvist til en tandkirurg med henblik herpå. Tandkirurgen fjernede tanden -7 den 18. maj 2013, idet tanden ligeledes fremstod med en stor destruktion af kronen og rodspidsbetændelse. 

Patienten søger nu om erstatning for sine behandlingsudgifter til tanden -7.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. april 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at infraktionen og det efterfølgende tab af tanden -7 skyldes grundlidelsen caries og således ikke har årsag i den udførte behandling.

Codan fandt således, at frakturen og tabet af tanden -7 er en følge af den svækkelse og udtrætning, der er sket af tanden på grund af den oprindelige nødvendige behandling af grundlidelsen caries i form af udboring og rodbehandling. Rodbehandlede tænder er ofte sprøde og knækker nem, hvorfor infraktur og tab af sådanne tænder er hændelige om end beklagelige følger af tandens svage tilstand.

Codan fandt dermed, at der ikke er sket en forringelse af patientens tandstatus som følge af den udførte behandling og dermed en erstatningsberettigende skade. Patienten er derfor ikke berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 15. april 2014 med den af Codan anførte begrundelse.  

Nævnet finder, at røntgenbilleder viser, at tanden -7 var en meget svækket tand med kun ringe tandsubstans. Det findes derfor overvejende sandsynligt, at tanden -7 mistes som følge af grundlidelsen caries og den nødvendige behandling heraf.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.