Skip to content

2700-14

Skadetype: Varia - Infektion
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Andet - Tandregulering

Beskrivelse:

Tandregulering og parodontose. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Tandregulering og parodontose. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 54-årig kvinde, der henvendte sig på klinikken første gang den 17. december 2012 for at få rettet tænder. Ifølge det oplyste har patienten tidligere fået udført dette, men retentionstråden var faldet af, og tænderne var vandret. Den blev derfor den 7. januar 2012 indsat et reguleringsapparatur i form af Aligner. Den 15. januar 2013 blev bøjlen aktiveret ved pålægning af plastanker på tanden 1+. Den 25. februar og 7. marts 2013 blev der foretaget yderligere aktivering. Ved kontrol den 5. april 2013 meddelte patienten, at tanden 6+ var løs. Der blev konstateret adskillige fordybede tandkødslommer, og patienten blev opfordret til paradentosebehandling. Den 23. april 2013 meddelte patienten telefonisk, at hun var utilfreds med behandlingen, da der ikke skete noget. Ved en efterfølgende konsultation blev forløbet diskuteret, og det var patientens opfattelse, at behandlingen var uden effekt. Patienten ønskede at stoppe behandlingen og få det erlagte honorar tilbagebetalt.

1. instans afgørelse:

I brev af 1. april 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt ud fra det foreliggende materiale, at tandkødslommerne ikke kan være en følge af kort behandling med det anvendte apparatur.

Codan fandt videre, at det forhold, at en behandling ikke er lykkes, er ikke en erstatningsberettigende skade i lovens forstand, og der kan derfor ikke ydes erstatning hertil.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 1. april 2014 med den af Codan anførte begrundelse.

Nævnet finder det ligesom Codan ikke overvejende sandsynligt, at tandreguleringsbehandling med systemet Inman Aligner har medført paradentose. I den forbindelse bemærker Nævnet, at De allerede forud for tandreguleringsbehandlingen havde fået konstateret paradentose og var blevet behandlet herfor.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

For så vidt angår eventuel tilbagebetaling af honorar for den udførte tandregulerings-behandling skal nævnet henvise til vedlagte brochure ”Når noget går galt”.