Skip to content

2701-14

Skadetype: Ingen skade / afvisning
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Tandbevarende behandling

Beskrivelse:

Det nuværende behandlingsbehov er en følge af grundlidelsen. Udskudt behandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Det nuværende behandlingsbehov er en følge af grundlidelsen. Udskudt behandling. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 66-årig kvinde, der i perioden frem til 2009 fik udført talrige fyldningsarbejder, enkelte kroner samt fremstillet en delprotese til overkæben. Ifølge journal fra 1995/96 var der mange dubiøse tænder med stort substanstab, og i januar 1996 blev tanden +7 behandlet med midlertidig fyldning fastholdt af stifter. Den 26. februar 1998 blev tanden 5- forsynet med en stor fyldning forankret af stifter. Desuden blev tanden 6+ lappet flere gange fra 1998 og fremefter. Den 3. august 1999 var tanden 4+ knækket og havde rodspidsbetændelse. Den 15. februar 2001 blev der noteret rodspidsbetændelse og betændelse mellem rødderne på tanden -6. Det blev overvejet at fjerne den bageste rod og kirurgisk rodbehandle forreste rod. I 2002 blev det konstateret, at tanden -6 var revnet lodret og skulle fjernes ved symptomer. Den 2. april 2007 blev det noteret i journalen, at patienten endnu en gang blev mindet om, at kindtænderne var svage, og den 23. marts 2009 blev patienten mindet om, at plast ikke var egnet til hele ”kroner”. Den 27. november 2010 blev det noteret, at tænderne 6,5- var dubiøse, men kunne bevares, indtil de gav symptomer. 

Patienten søger nu om erstatning for mangelfuld information og vedligeholdelse samt erstatning til de nødvendige reparation af tænderne.

1. instans afgørelse:

I brev af 13. februar 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1. 

Codan fandt, at det fremgår af røntgen fra den 3. juli 1991, at samtlige af patientens kindtænder i overkæben på dette tidspunkt var fyldt med store fyldninger i et sådan omfang, at langtidsprognosen for tænderne på dette tidspunkt var dubiøs. Der blev efterfølgende foretaget tandudtrækninger i overkæben og fremstillet delprotese.

Codan fandt videre, at røntgen fra 2001 viste rodspidsbetændelse på begge rødder af tanden 6-, der var rodbehandlet og forsynet med meget stor amalgamfyldning. Tanden -6 bestod på dette tidspunkt alene af rodbehandlet rod med afknækket krone og fyldning, der næsten delte tanden mellem de to rødder. Tænderne 6-6 var allerede på dette tidspunkt ikke bevaringsværdige. Den 15. august 2000 blev der noteret om henholdende behandling af tænderne 6,5-6.

Codan fandt derfor, at det gennem en lang årrække er forsøgt at bevare flest mulige af patientens tænder ved hjælp af store plastiske fyldninger. Der er derfor ikke sket skader på tænderne som følge af de udførte behandling.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 13. februar 2014 med den af Codan anførte begrundelse. 

Nævnet finder, at den nu nødvendige behandling kan udføres under samme forudsætninger som tidligere. Der er derfor alene tale om udskudt behandling, som ikke er omfattet af loven.

Nævnet tiltræder derfor Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.