Skip to content

2702-14

Skadetype: Manglende diagnostik - Caries
Afgørelsetype: Forsinket diagnose – PFL § 3.1/KEL §21.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Mangelfuld diagnostik - Caries

Beskrivelse:

Forsinket diagnostik og behandling af caries. Erstatningens omfang. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Forsinket diagnostik og behandling af caries. Erstatningens omfang. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 77-årig mand, der den 13. oktober 1999 fik indsat en bro 1+1 med broled +2. Den 7. januar 2000 blev der indsat en bro fra 8-(7-) til 3-. Den 8. februar 2002 blev der indsat en bro fra 4+ til 2+. Den 23. oktober 2002 blev tanden 5+ forsynet med en opbygning. Tænderne 6+,5+,+5,+6,-3 og -4 blev behandlet med plast ved konsultationer i oktober 2004 og april 2005. Den 11. juni 2006 blev der fremstillet en krone på tanden 5+. Den 19. februar 2008 blev tanden 2- forsynet med en fyldning, mens tanden 6+ blev behandlet med en fyldning grundet fraktur den 10. november 2008. Tanden +6 blev repareret med plast den 18. december 2008 og igen den 9. marts 2009. Den 10. februar og 9. juli 2010 blev problematikken vedrørende tænderne 5-5, der er lejret i kæben, drøftet. Den 12. marts 2010 og igen den 25. august 2010 blev tanden 6+ igen behandlet med en fyldning. Ved konsultation den 10. august 2011 blev der anbe-falet udskiftning af ældre mangelfulde kroner. Den 5. januar 2012 fremstod tanden 2- med dyb caries med forbindelse til tandens nerve. Tanden blev derfor behandlet med en fyldning med en desinficerende ”forbinding” mod tandnerven. Desuden blev det anbefalet at trække tanden 6+ ud eller restaurere den med en krone. I forbindelse med et tand-lægeskift den 6. august 2012 blev der registreret et omfattende behov for behandling. Ifølge journalen var der dybe huller i tænderne 6+,4+,+3,+6, 8- (7-?) og 5-, der  lejret i kæben. Desuden var der mindre caries i tænderne 5+5 og en mangelfuld fyldning i tanden 2-. Endvidere blev det vurderet, at tanden +6 ikke kunne bevares, og at tanden 6- burde restaureres med en krone. 

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til at få omgjort det udførte tandlægearbejde.

1. instans afgørelse:

I brev af 20. marts 2014 traf Codan afgørelse om, at patienten er berettiget til 7.790 kr. i erstatning. 

Codan fandt, at i henhold til et fremsendt behandlingsoverslag er det alene tabet af tænderne 8- og +3, der er en følge af den anerkendte skade. Der kan derfor alene anerkendes dækning af udgifterne ved udtagning af disse tænder samt lokalbedøvelse anlagt i forbindelser hermed. Dette kan opgøres til i alt 2.790 kr.

Derudover kan Codan anerkende at betale en godtgørelse for tab af tænderne 8- og +3 på 2.500 kr. pr. tand, i alt 5.000 kr.

Patienten er herefter berettiget til i alt 7.790 kr. i erstatning.

Codan fandt videre, at de ikke kunne anerkende at yde erstatning til øvrig behandling eller delproteser, da dette behandlingsbehov ikke er en følge af den anerkendte skade. Codan fandt endvidere ikke, at den angivne behandling rent økonomisk kan godkendes, da de tidligere godkendte behandlingsoverslag med implantatbehandling gav mulighed for reetablering af tandsættet til en betydelig mindre udgift.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 20. marts 2014 med den af Codan anførte begrundelse. 

Nævnet finder, at patienten kan vælge at få udbedret skaden i henhold til Codans afgørelse af 18. november 2013, hvor Codan anerkender den skadesudbedrende behandling i henhold til overslag nr. 187510001 med i alt 28.325,22 kr., eller at få udbedret skaden i henhold til Codans afgørelse af 20. marts 2014 med i alt 7.790 kr.

Det bemærkes, at man som patient alene har krav på erstatning for den behandling, som Codan/ Tandskadeankenævnet har godkendt at yde erstatning til. En tilkendt erstatning kan ikke udbetales til dækning af andre behandlinger eller andet formål i øvrigt.