Skip to content

2397-13

Skadetype: Nerveskade - N.Lingualis
Afgørelsetype: Specialistmålestokken - PFL § 2.1.1/KEL§ 20.1.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Kirurgi - Operativ fjernelse af tand

Beskrivelse:

Nerveskade efter operativ fjernelse af visdomstand. Godtgørelse for varigt mén. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Nerveskade efter operativ fjernelse af visdomstand. Godtgørelse for varigt mén. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en 25-årig mand, der den 28. november 2011 fik fjernet tanden 8-, som ifølge journalen lå vandret i kæben med kronen mod foranstående tand 7-. I den forbindelse blev bedøvelsesmidlet Xyloplyin anvendt. Den 5. december 2011 var patienten til kontrol, hvor der stadig var ændret føleevne i tungen. Patienten var derfor til en neurosensorisk undersøgelse på Rigshospitalet den 1. november 2012. Den 9. november 2012 blev der foretaget en neurokirurgisk rekonstruktion af nerven.

Patienten søger nu om godtgørelse for varigt mén samt erstatning for afholdte transportudgifter.

1. instans afgørelse:

I brev af 7. januar 2013 traf Codan afgørelse om, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1.

Codan fandt, at skaden i form af føleforstyrrelse i højre side af tungen er en følge af den udførte behandling den 28. november 2011.

Codan fandt, at der i forbindelse med den operative fjernelse af tanden 8- er sket en mekanisk påvirkning af tungens følenerve. Uanset om tandlægen havde valgt en delvis fjernelse af tanden, ville risikoen for en nerveskade have været til stede. Bedst mulig behandling havde været, at den mekaniske påvirkning af tungens følenerve var undgået ved operationen.

Codan fandt dermed ikke, at behandlingen har været bedst mulig under de givne omstændigheder, og patienten er derfor berettiget til erstatning og godtgørelse i henhold til erstatningsansvarslovens regler.

Codan fandt herefter, at patienten er berettiget til en godtgørelse for varigt mén på 10% som følge af, at patienten har tab af al følesans svarende til tungenervens højre side samt tab af smagsfunktionen i højre side. I den forbindelse har Codan lagt vægt på resultatet af den neurosensoriske undersøgelse samt patientens oplysninger om sine gener.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 7. januar 2013 med den af Codan anførte begrundelse.   

Nævnet finder, at behandlingen ikke har været bedst mulig under de givne omstændigheder, da den mekaniske påvirkning af tungens følenerve kunne have været undgået ved operationen.

Efter Arbejdsskadestyrelsens méntabel punkt A.1.4.1. vurderes væsentlige føleforstyrrelser ved nerveskader som den foreliggende til 5-10% mén. Med udgangspunkt i den neurosensoriske undersøgelse, der viser en meget betydelig følenedsættelse samt patientens subjektive gener, er nævnet enig med Codan i, at méngraden skal fastsættes til 10 %. I den forbindelse bemærkes det, at det fremgår af journalnotatet af 2. juli 2014 fra Tand-mund-kæbekirurgisk ambulatorium, at sammensyningen af nerven ikke har haft nogen nævneværdig effekt.

I øvrigt finder nævnet ikke, at der er grundlag for at fravige méntabellen og fastsætte en højere méngrad end 10%.