Skip to content

2503-13

Skadetype: Nerveskade - N.Mandibularis
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelsen ændret
Behandling: Bedøvelse

Beskrivelse:

Nerveskade efter fyldningsbehandling. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Nerveskade efter fyldningsbehandling. TSAN ændrede Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 71-årig kvinde, der i forbindelse med almindelig fyldningsbehandling af tænderne +5 og +6 den 6. januar 2012 fik lagt en bedøvelse i venstre side af overkæben. Som bedøvelsesmiddel blev anvendt 1,7 ml Ubistesin. Ifølge journalen fra den 19. januar 2012 fik patienten et stort blåt mærke efter behandlingen den 6. januar 2012. Den 11. juli 2012 oplyste patienten til tandlæge, at hun har haft føleforstyrrelser på halsen under underkæbekanten gennem det sidste halve år. Endvidere følte patienten, at hun var ved at miste stemmen og havde smerter fra højre side af underkæben. Patienten blev derfor henvist til udredning på Tandlægeskolen i Århus, hvilket patienten afslog den 4. oktober 2012. Patienten er efterfølgende blevet undersøgt af en neurolog den 30. november 2012, som konkluderede, at patienten formentlig har fået en mindre læsion af nogle nervegrene fra nervus mandibularis inferior, som forklarer patientens føleforstyrrelser og som ikke giver nogle funktionelle begrænsninger. Symptomerne er formentlig opstået ved tryk fra hæmatom, og der er ikke baggrund for yderligere. 

Patienten søger nu om godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén.

1. instans afgørelse:

I brev af 21. august 2013 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til Lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.

Codan fandt, at der i forbindelse med anlæg af bedøvelse ved fyldningsbehandling den 6. januar 2012 er opstået en komplikation i form af en blodansamling i venstre kind i overkæben. Bedøvelsen anlagt på bagsiden af overkæben har tilsyneladende perforeret et blodkar. En sådan komplikation giver anledning til forbigående ubehagsgener, men tilstanden vil forsvinde spontant og betragtes hverken som en sjælden eller en alvorlig komplikation.

Codan fandt videre, at de gener, som patienten nu beskriver, ikke på det foreliggende grundlag kan henføres til behandlingen udført den 6. januar 2012. I den forbindelse har Codan lagt vægt på, at der muligvis er en tidsmæssig sammenhæng, men ud fra sagens materiale er der ikke årsagssammenhæng mellem lokalbedøvelsen anlagt den 6. januar 2012 i overkæben og de føleforstyrrelser, hun beskriver i underkæben og ned i halsen samt påvirkning af stemmen.

Der er derfor ikke sket en erstatningsberettigende skade i henhold til loven.

 

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet finder, at der er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 4 og ændrer derfor Codans afgørelse af 21. august 2013, som anført nedenfor. 

Nævnet finder, at skaden i form af læsion af underkæbens følenerve i venstre side er en følge efter den anlagte bedøvelse den 6. januar 2012. Skaden findes endvidere at være tilstrækkelig sjælden og alvorlig set i forhold til almindelig fyldningsbehandling. Sagen hjemvises derfor til Codan med henblik på at fastsætte størrelsen af en eventuel erstatning.