Skip to content

2647-14

Skadetype: Varia - Smerter
Afgørelsetype: Afvist - Ikke sket skade – PFL § 1.1/KEL § 19.1.
Ankenævnsafgørelsen: Afgørelse stadfæstet
Behandling: Rodbehandling

Beskrivelse:

Rodbehandling og eventuelle smerter efterfølgende. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Rodbehandling og eventuelle smerter efterfølgende. TSAN tiltrådte Codans afgørelse.

Hændelsesforløb:

Sagen drejer sig om en nu 56-årig kvinde, der den 5. maj 2011 skulle have rodbehandlet tanden 3+ på grund af dyb caries. I den forbindelse blev patienten lokalbedøvet, og der blev ilagt et desinficerende materiale i tanden. Den 18. maj 2011 blev tanden rodfyldt. I maj 2012 henvendte patienten sig til anden tandlæge, som anbefalede revision af rodbehandlingen på grund af betændelse omkring tanden 3+. Ifølge patienten var der efterfølgende en voldsom hævelse i ansigtet, og der er stadig øget følsomhed i højre side. Endvidere har patienten smerter.

Patienten søger nu om erstatning for udgifterne til ny behandling.

1. instans afgørelse:

I brev af 15. januar 2014 traf Codan afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1, jf. § 20, stk. 1, nr. 1-4.

Codan fandt, at behandlingen er udført i overensstemmelse med, hvad der efter tandlægefaglig videnskab og erfaring har været det bedst mulige i den givne situation. Behandlingen har således været i overensstemmelse med bedste specialiststandard på det pågældende område.

I den forbindelse har Codan lagt vægt på, at de udførte rodbehandlinger blev foretaget på korrekt indikation, og de trods vanskelige vilkår har været udført bedst mulig under de givne forhold.

Codan fandt tilsvarende ikke, at der er tale om en skade som følge af en apparaturfejl eller at en alternativ behandlingsmetode kunne være anvendt.

Codan fandt videre, at skaden i form af hævelse og smerter ikke er tilstrækkelig sjælden til at opfylde lovens krav om sjældenhed. Skaden er heller ikke tilstrækkelig alvorlig set i forhold til den grundlidelse, som patienten blev behandlet for.

I den forbindelse har Codan lagt vægt på, at det efter deres vurdering er grundlidelsen i form af dyb caries, der er årsag til patientens gener, og at behandling af denne grundlidelse vil føre til smertefrihed.

Codan fandt således ikke, at patientens gener skyldes den udførte behandling, hvorfor patienten ikke er berettiget til erstatning.

Tandskadeankenævnets afgørelse:

Tandskadeankenævnet stadfæster Codans afgørelse af 15. januar 2014.

Nævnet finder det overvejende sandsynligt, at de eventuelle fortsatte smerter er en følge af den oprindelige betændelsestilstand og ikke den udførte tandbehandling eller mangel på samme. I øvrigt findes der ikke grundlag for at antage, at bedøvelsen er anlagt forkert.

Nævnet tiltræder således Codans afgørelse om, at der ikke er sket en erstatningsberettigende skade i henhold til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet § 19, stk. 1.